Koncerter

Koncerter

Causa Sui, 22.03.08, København

Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense.Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense. Som om vi ikke vidste det. Undertoner har flere gange hædret og prist Causa Suis kvaliteter i vores anmeldelser af de foreløbigt tre Causa Sui-relaterede udspil, der er at finde på plademarkedet. Derfor var der ingen tvivl om, hvorvidt Undertoner skulle i det københavnske øvelokale, hvor lørdagens koncert ville foregå. Spillestedet skabte rammerne for en rustik og varm atmosfære i kælderplanet, hvor en del gæster havde indfundet sig. Der blev drukket dåseøl i hjørnerne, da bandet omsider gik på til de flestes store begejstring. Ikke desto mindre blev ventetiden en smule forlænget, da alle lydkilder og optagelsesudstyr skulle være 100% klar, så eventuelle fuck-up’s ikke ville forekomme. Det var i klar tråd med bandets første to udspil, da de raslede sig i gang med et distinkt 60’er-riff. Den lettere bøjede rytme og småt blues’ede sustain var en klar tematisk åbning for alle blandt publikum. Det var tight, men en smule tamt, som tingene således udviklede sig i begyndelsen. Selv om musikerne gik til makronerne, virkede dynamikken forceret, og det hjalp heller ikke, at Jakob Skøtts trommer syntes markant lavere og diskante end vanligt. I al denne indledende usikkerhed glimtede saxofonisten, Johan Riedenlow, dog med sikre melodiske attacks og en sikker hånd og indføling i de mere intime passager – snart luftigt, snart slagkraftigt. Foto: Scott Heller Ikke desto mindre udviklede sammenspillet og dynamikken sig i takt med, at alle på scenen blev mere og mere ægget af hinandens ind- og overskud af musikalitet. Med flere skift fra de fuldfede riffs til det mere dvælende trådte bassist Jess Kahr og Jakob Skøtt i karakter, alt imens Jonas Munk som en anden dirigent viftede diskret med hånden og tog fat på ring modulation med en intens nerve, og lige pludselig udfoldede lydbilledet sig som et sfærisk take-off på Bitches Brew og en stadigt voksende kakofoni. Således bidrog Rasmus Rasmussen på keyboards og anden elektronik mere og mere til at indramme og fastholde den nye intensitet. For en tour de force var indledt med alle deltagende parter såvel det udøvende orkester som publikum. Jonas Munk og Rasmus Rasmussens sammenspil med lydflader og energiske loops trak musikalske veksler fra sydamerikanske rytmer til nordamerikansk støjrock, og havde det ikke været for det markante overdrive, kunne man snildt opdage linjerne tilbage til postrockbandet Limp, hvor Rasmussen var en fast bestanddel sammen med Causa Suis kernemedlemmer Jonas Munk, Jakob Skøtt og Jess Kahr. Den sidste halvdel af første sæt skuede således fremad, idet heavyrocken blev introduceret med riffs i linje med Black Sabbath og Saint Vitus, men på trods af de forskellige stilskift forblev orkestret bøjeligt i denne omgang med musikken. Selv samme ekskurser i tung rock blev fulgt til dørs af Hendrix-markerede riffs og et totalt psykedelisk meltdown for igen at afslutte kraftanstrengelserne i ottendedele og infernalsk sax Blues Brothers-style. Efter en længere pause var der endnu mere gang i guldøllene. Beruselsen egnede sig fint til, hvad orkesteret havde oppe i ærmet i næste sæt, hvor de melodiske harmonier og figurer var blevet slebet af og Causa Sui og deres lejesvende gik til angreb med en aggressivitet, der ikke havde vist sig med samme styrke tidligere på aftenen. Perkussionisten, Luis “Luz” Fernando Zinser, der har slået sine folder i sammenhænge som Øresund Space Collective og Bland Bladen, havde indtil dette punkt været en smule anonym med enkelte glimrende øjeblikke. Men nu var der ganske enkelt ild i manden og de pulserende rytmer fandt ingen ro i sammenspillet med Skøtt. Tungrocken var dog også i højsædet og som anslået i første sæt var det nu tema efter tema, der bragede eksplosivt ud mod publikum, som var Electric Wizard blevet melodiøse som et popband fra 80’erne. Hvor saxofonisten Johan havde indtaget stjernepositionen i første sæt, var han nu blevet reduceret til en underliggende lydkilde af guitaristen Jonas Munk, der med Wah Wah-pedalen angreb sine strenge. Den mere klassiske improvisation på guitaren var nu sat i scene, alt imens Johan stod med lukkede øjne, henført af det kogende lydbillede omkring ham. Dette kogepunkt blev igennem hele andet sæt holdt i ave, hvor det med enkelte mellemrum blev forløst. Orkesterets sammenspil var nu på sit højeste og end ikke enkelte vildfarelser i impro-delene beskæmmede den overvældende følelse af kontrol og rendyrket nerve. Undertegnede fortrak efter den sidste ringlende ekko-akkord og de sidste stød af feedback med en lyst til påskebryg og en fornemmelse for den dér mærkelige, men dulmende kop te, som Danmarks aldrig helt opståede syrebølge ville kunne være. Causa Sui kan i hvert fald frit ride den forrest og give os endnu flere free rides til himmels. Læs også Undertoners anmeldelser af:Causa Sui: s.t.Causa Sui: Free Ride Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

DJ Shadow & Cut Chemist, 17.03.08, Store Vega, København

[Peder Bo Jørgensen]Den legendariske DJ Shadow gæstede Store Vega med et show, der i høj grad demonstrerede amerikanerens store tekniske snilde og et imponerende musikhistorisk falkeblik. Men på trods af seje visuals, en hær af pladespillere og originale 7″-singler kom The Hard Sell aldrig helt op at ringe.Den legendariske DJ Shadow gæstede Store Vega med et show, der i høj grad demonstrerede amerikanerens store tekniske snilde og et imponerende musikhistorisk falkeblik. Men på trods af seje visuals, en hær af pladespillere og originale 7″-singler kom The Hard Sell aldrig helt op at ringe. Det var ikke det sædvanlige hiphoppublikum, der var mødt op til DJ Shadow-koncerten på Store Vega i går. Lynhurtigt kunne man spotte betydeligt flere hornbriller og betydeligt mindre livvidder end ellers, når der står amerikanske hiphoplegender på plakaten. Men det var på den anden side heller ikke den sædvanlige amerikanske hiphoplegende, der stod på scenen. En halvnørdet 36-årig hvid fyr, der aldrig har udspyet så meget som et eneste bandeord på plade, er ikke just en af hiphoppens arketyper. Ikke desto mindre var det en legende, der for første gang siden 1999 stod på en dansk scene. De mange julelys, man lige så lynhurtigt kunne spotte i publikums øjne, var ikke antændt af joints, men af forventningen om, at det var noget helt særligt, vi skulle til at overvære. Om noget var det nørdernes aften. De nørder, der bruger deres liv på at rode i gamle pladekasser for at finde det perfekte sample. Helt ærligt – hvor ofte er man til en koncert, hvor publikum bryder ud i spontan jubel over en bekendtgørelse om, at hele showet udelukkende vil bestå af livesamples fra originale 7″ singler? Stilen blev slået an allerede af opvarmningsnavnet, den bundsympatiske canadier Kid Koala, der selv har lidt af et navn inden for den instrumentale hip hop eller turntablismen, som den også bliver kaldt efter de pladespillere, der er grundstenen i genren. Også han var duperet over at stå på samme scene som DJ Shadow og makkeren Cut Chemist. »I mean, these guys are my heroes«, sagde han, og han var bestemt ikke den eneste i salen, der havde det sådan. Og så var det ellers tid til aftenens hovedattraktion: The Hard Sell, som DJ Shadow og Cut Chemist kalder deres show. De to entrede en scene nærmest beklædt med pladespillere – otte i alt. De stod lidt og rodede med hvad-ved-jeg af elektronisk udstyr, var koncerten startet? Nej, »soundcheck, soundcheck«, så en kort mundtlig velkomst, efterfulgt af en introduktionsvideo. Det er her vi blandt andet får at vide, at showet består af samples fra 7″-singler. Og at det her show er »made by musiclovers for musiclovers«. Og så kommer musikken. Først i form af den karakteristiske DJ Shadow-lyd med skramlede trommer, støj og gammeldags stemmesamples. Masser af lydcollager, ting man kender sat i nye sammenhænge. “Eye of the Tiger”, et “Stairway to Heaven” mash-up, bidder af Morricone blandet med soul, funk, samba, indiske samples, det er umuligt ikke at blive rundtosset. Til at binde det sammen er der visuals på to store skærme, dels animationer, dels fra kameraer placeret på scenen, og, helt genialt, i DJ Shadows højre ærme. Det er dystert, det er funky, og det er garanteret ufatteligt indforstået. Så bekendtgør Cut Chemist, at det var første sæt, og nu kommer andet sæt. Starten på det er et af højdepunkterne. En animeret jukebox, der synger karaoke. Det er nørdet, men det er samtidig rigtig sjovt. Så direkte over i hårdtpumpet 80’er-pop, videre til et country/western-mix, tilbage til electro, og sådan fortsætter det, musik i alle mulige og umulige sammenhænge. Så er det slut, men lektionen har et ekstranummer, en sidste lille gimmick. De to DJs ifører sig hver en pladespiller og en mikser i guitarremme, til en afsluttende humoristisk sekvens. Guitarsolo på hiphopsk. Koncerten er færdig, og man står og føler sig lidt konfus – har det mest, som om man lige har været gæst til en anden mands fest. En spændende fest, velarrangeret og lærerig, men samtidig også én, hvor det var lidt for svært at finde rundt i de interne jokes, og hvor skåltalerne af og til blev lidt for lange. DJ’ing lever i spændingspunktet mellem DJ’ens tekniske evner, hans musikhistoriske viden og hans evne til at underholde publikum. De første to elementer mestrer DJ Shadow og Cut Chemist til perfektion. Det sidste kneb det mere med. Det er muligt, at der stod folk blandt publikum, for hvem den her koncert var en af de største i deres liv, men for os almindelige musikinteresserede uden tyktflydende vinyl i årene, blev det kun glimtvis mere end et spændende indblik i en af hiphoppens nicher. Karakter:  

Koncerter

Young, Neil, 28.02.08, Falconer Teatret, Frederiksberg

Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag.Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag. Anmeldelser af Neil Young har for vane at begynde med en af de one-liners, den canadiske rock/country/osv. -musiker har leveret i et helt absurd omfang i løbet af sin foreløbigt over 40 år lange karriere. Kontrolfreak, som manden nu er, kan man ikke være overbevist om, at han selv synes, at det er specielt fedt at blive taget ud af kontekst. Bedst illustreret ved et af højdepunkterne fra denne hans første koncert på dansk grund i fem år, “My My, Hey Hey”. Linjen »It’s better to burn out, than to fade away«, blev som bekendt genoplivet med baggrund i katastrofen, da Kurt Cobain citerede den i sit selvmordsbrev i 1994. At stakkels Cobain ikke formåede at fange ironien i proto-grungenummeret bliver tydeligt, når man ser, i hvor høj grad Young – sprællevende og spydig- viste, at han ikke har tænkt sig hverken at fortone sig i det stille eller brænde ud. Det kan godt være, at indledningen var blød, og Pegi Youngs lidt for klassiske Nashville-sæt føltes som at få smurt flere lag kamfersalve på benene inden en serie 4-kamp i stormvejr. Der var godt nok storm på barometeret, men hovednavnet var nærmere i form til at spille VM. Helt konkret illustreret ved de knap så smarte løbesko, Young er iført, da han trisser ind på scenen omkring klokken ni. Det kan godt være, at eventuelle modediktatorer ville have forbandet det skovalg til et løstsiddende, lyst jakkesæt, men Onkel Neil har aldrig bekymret sig om hverken mode eller så frygteligt meget andet. Han er om nogen en omvandrende, urokkelig legende. Og da han placerede sig iblandt sin halvmåneformede samling af akustiske guitarer og satte i med en af sine senklassikere, “From Hank To Hendrix”, fik man det understreget. Et plus ved den aldeles horrible entrépris er, at man kan være ret sikker på at undgå brøleaberne, der plejer at spolere så mange koncerter med at tiltrække opmærksomhed. I en koncertform, hvor første halvdel var et rent akustisk sæt uden andre end Young på scenen, kunne det have været katastrofalt, men de enkelte tågehorn, der prøvede at overdøve Young op, blev sat på plads på en måde, de givetvis ikke selv fattede. Fordi man er 62, behøver man ikke at miste sit vid og bid. Den indledende hyldest til musik generelt og sine guitarer i særdeleshed, (manden ejer rent faktisk Hank Williams’ guitar), blev fulgt op af aftenens nok største og i hvert fald tidligste højdepunkt, den nærmest zen-meditative sang om ingenting, “Ambulance Blues” fra hovedværket On the Beach. Rygtet var løbet i forvejen om, at denne, lidt oversete, kronjuvel fra Youngs storhedstid i start-70’erne, var blevet indlemmet i hans faste sæt efter ellers at have ligget på hylden i årtier. Derfor var der nok en del, der strammede grebet om deres armlæn, da han rent faktisk satte spor under den langsomt kørende rustvogn og klimprede de første akkorder af. At han nærmest sang bedre end på pladeversionen fra 1975 viste bare, at Young havde en gammel stemme i en ung krop dengang, og at resten af skroget bare matcher den nu. Det hele lod til at vare omkring ni minutter, men det kunne lige så godt have varet en halv time. Resten af det akustiske set var fokuseret omkring klassikere som pladerne Harvest og After the Goldrush. Her var især Pearl Jams musikalske gudfader “Don’t Let It Bring You Down” et højdepunkt, hvor Young ene mand fik pumpet så meget vitalitet ind i nummeret, at det lød bedre end noget fra sidste års 1971-flashback Live From Massey Hall. Imponerende. Efter en kort pause trak Young i det arbejdstøj, vi nok var mange, der frygtede han var blevet for gammel til, men som nævnt, så havde løbeskoene lagt op til, at Onkel Neil ikke havde tænkt sig at sidde ned. For os, der ikke har oplevet den gamle canadier før, kan det nævnes, at det løb koldt ned ad ryggen, da han kickstartede sin notoriske pumpgun af en førsteguitar siden starten af 70’erne, Ol’ Black, og buldrede ind i “Mr Soul”. Der er ikke rigtig andre, der har fået en guitar til at lyde sådan på noget tidspunkt. Og en relativt undervurderet mand som lapsteel og rytme-guitarist Ben Keith er mindst lige så unik. Da Mrs. Young varmede op, gav Keith også hendes ellers jævne sange et klap med på vejen, der gjorde det til en fin opvarmning. Og mange af Youngs numre ville have mistet en del, hvis ikke Keith havde sat sit præg på det. Young vendte sin attitude på en meget lille tallerken og kværnede igennem en blanding af gamle og nyere numre, hvor især det ganske nye “Dirty Old Man” var et eksempel på, hvor godt manden formår at lægge i hvert fald 40 af sine leveår i garderoben, når han går på scenen. Min far bevægede sig ikke sådan, da han var 62, men Young så væsentligt yngre ud, når han spillede sine soloer, end han gjorde under resten af koncerten. Næh, rock og rul vil tilsyneladende aldrig dø, og da Young for alvor gik i gear, holdt man op med at bekymre sig om han helbred. Den fantastiske Rick Rosas var bomstille som en totempæl med rytme, og Ralph Molina demonstrerede flere gange som eneste repræsentant, hvor charmerende Youngs backingband, Crazy Horse, kan være i deres sjuskethed. Han har vist ikke ændret udseende i 30 år, og han er heller ikke blevet til John Bonham. For at sige det mildt. Men efter en arrig “Down By The River”, en 20 minutter lang tilsyret “No Hidden Path” foruden blandt andet førstnævnte “Hey Hey, My My”, “Powderfinger” og “Cinnamon Girl” lukkede manden i Nike-sutterne for Ol’Black og hyldede sig selv, sit band og et overraskende roligt publikum i Falconer Teatret. Bevares, det var denne skribents første Neil Young-koncert. Og om end længe ventet, så formåede det at leve op til forventningerne. Det havde jeg faktisk ikke håbet på. Et lovlig restriktivt Falconer Teater revancherede sig ved at byde på Københavns nok bedste lyd. Og når sange som “Old Man”, “Heart of Gold”, “Cortez the Killer”, “Like a Hurricane”, “After the Goldrush” osv. kan udeblive, uden man tænker på det før bagefter, så må det have været en god koncert. Vi håber dog, der bliver fokus på det elektriske på Roskilde. Det har klædt Orange Scene før, og det vil det nok gøre igen. Karakter:  

Koncerter

The Smashing Pumpkins, 27.02.08, Valby Hallen, København

Som på deres afskedsturné for otte år siden indtog det nu gendannede Smashing Pumpkins Valby Hallen. Det blev et rockbrag med indbygget hitparade, betonlyd og fadøl. Intensiteten hos Billy Corgan og co. var kun moderat, men strålede momentvis og viste, at græskarene endnu kan rocke og ikke er has beens.

Koncerter

Eels, 23.02.08, Det Kongelige Teater, København

Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse.Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse. Et kultiveret menneske ville sikkert have vidst, at det er særdeles dårlig etikette at ankomme fashionably late til en koncert i Det Kongelige Teater. Alle vi andre fik som straf lov at famle os frem til vores siddepladser i buldrende mørke. Gamle Scene var nemlig ved Eels-koncertens start degraderet til biograf, og på trods af den mærkværdige indledning var den større sammenhæng til at forstå. Eels-forsangeren Mark Everett, bedre kendt som E, rejser rundt i USA for at lære mere om sin for længst afdøde fars banebrydende, men stærkt undervurderede, arbejde inden for kvantemekanikken. Et arbejde, som Niels Bohr ifølge dokumentaren var medvirkende til aldrig blev anerkendt, hvilket øjensynligt førte til alkoholisme samt generel død og ødelæggelse i den Everett’ske familie. Ikke ligefrem en feel good-film at varme op på, men Mark Everetts mere eller mindre depressive og selvterapeutiske tilgang til musikken taget i betragtning, var den helt passende til at sætte dagsordenen. Det var da også med den noget tørre konstatering “you are the country who ruined my father’s life”, at aftenens hovedperson efterfølgende gjorde sin entre. Fine, akustiske versioner af “Dirty Girl” og “My Beloved Monster” fremført af E ene mand på henholdsvis guitar og klaver satte stille og roligt koncerten i gang. En vis ærefrygt over den imponerende gamle sal gav et særegent modspil til den intime stemning, som belysning og musik alligevel formåede af fremmane. Det måtte man give Vega, hér var helt klart tale om rammeudvidelse af en større kaliber. Bandet Eels har altid været en noget udefinerbar størrelse. Med Everett som omdrejningspunkt fyldes opbakning på efter behov. Denne aften dækkede udtrykket “”¦med fuldt orkester” altså over føromtalte plus én mandlig musiker. Selvsagt var udtrykket en anelse skrabet, men de to musikere formåede alligevel at jonglere de enkelte instrumenter rundt på en måde, der gjorde deres skramlede lofi både vedkommende og temmelig charmerende. Afdæmpethed var dog hele tiden et nøgleord – på intet tidspunkt i løbet af aftenen kom nogen større energiudladninger fra scenen, i det mindste ikke i større grad end, at de kunne udføres siddende foroverbøjet over guitar eller klaver. Det var netop efter E’s solonumre, hvor han fik selskab på scenen, at hele konceptet blev noget problematisk. Tiden til at indfri løftet om et rent potpourri af teater og musik var tydeligvis kommet. Samtaler med den afdøde fader og småjoken de to musikere imellem fremstod som irritationsmomenter på linje med radioværters smalltalk, der holder de musikalske indslag fra sendefladen. Decideret tåkrummende pinefuldt blev det nu først, da en længere session med oplæsning af fanbreve, koncertanmeldelser og tragiske uddrag af Everett’s selvbiografi skulle tvinges ud over scenekanten til trods for publikums mere og mere højlydte krav om musik. Det var overspillet humoristisk, ironisk eller bare tørt, men aldrig troede man ét ord på, at der var den mindste følelse bag ordene. Det var synd, for de efterfølgende følelsesladede numre “Elizabeth on the Bathroom Floor” og “Last Stop: This Town” fra Electro-Shock Blues kom til at fremstå temmelig kvalme i lyset af den forudgående svada om familiens ulyksaligheder. Mindre ironi og udpensling havde muligvis kunnet redde noget i land, men hele affæren gav ikke andet udbytte end distance til publikum. Bedre blev det, da snakketøjet langt om længe røg på hylden, og fokus efterhånden flyttedes til musikken. Højdepunktet blev en temmelig imponerende jamsession, hvor det på dygtig vis lykkedes de to musikere at holde en lang række instrumenter i spil og på samme tid udveksle dem indbyrdes. Den fine afslutning kunne dog ikke helt fjerne den noget flade fornemmelse af et langt midterstykke, der mest af alt føltes som en hyggestund med Niels Hausgaard. Bare mindre sjovt. Karakter:

Koncerter

Jens Lekman, 15.02.08, Store Vega, København

Der var fredag i Store Vega budt op til en slags folkefest. Et lidt absurd møde mellem naiv bittersødme og fadøl i plastickrus. Mobilsamtaler som "Jeg har lige set et band, der hed Jens Lekman. Det var pissehamrende fedt" kunne høres i Vegas vestibule efter koncerten. Lekman tryllebandt.

Koncerter

Marybell Katastrophy, 02.02.08, Huset i Magstræde – Musikcaféen, København

Lørdag aften i Huset i Magstræde blev sluserne åbnet op på vid gab for dét, der kun kan blive et godt år for Marybell Katastrophy. Bandet fremstod denne aften som en erfaren og godt sammentømret gruppe, hvis hemmelige lager af sære, ørehængende kompositioner endelig blev blotlagt.Lørdag aften i Huset i Magstræde blev sluserne åbnet op på vid gab for dét, der kun kan blive et godt år for Marybell Katastrophy. Bandet fremstod denne aften som en erfaren og godt sammentømret gruppe, hvis hemmelige lager af sære, ørehængende kompositioner endelig blev blotlagt. Den lille sal var fyldt godt op med et forventningsfuldt publikum, der ikke syntes at lade sig påvirke hverken af det kære efterskoleopvarmingsband eller den lange ventetid med lydprøver. Lidt usædvanligt måske, i og med at bandet endnu ikke har udgivet deres “rigtige” debutudspil eller overbebyrdet det ganske land med livekoncerter eller hitsingler. Foto: Solveig Lindeskov Alligevel er det lykkedes Marybell Katastrophy at skabe en ordentlig omgang velfortjent hype omkring sit navn. Det skyldes selvfølgelig, at bandmedlemmerne hver især er kendt fra respekterede foretagender som Tiger Tunes og The Broken Beats. Men dernæst skyldtes de høje forventninger denne aften deres distributionsmetoder og markedsføring. Helt i tråd med musikverdnens tiltagende opgør med de store pladeselskabers patent på pladesalget, har Marybell Katastrophy valgt helt at droppe den konventionelle cd-udgivelse og i stedet satse på vinylen og fri download. En markedsstrategi, der har vist sig mere end duelig. For hvem vil ikke gerne have fingrene i noget originalt musik på en nem måde – og så endda til en pris, man selv bestemmer? Nok om markedsstrategier og salgsstatistikker. Det var nemlig langt fra dét, som Marybell Katastrophy handlede om denne fredag aften i Husets musikcafé. Det stod klart fra første nummer, at bandet nemlig kan meget mere end blot at fungere som et hypet navn i den virtuelle verden. I virkelighedens verden fremstod de erfarne, sikre og stolte – som et band, der ønskede at indlemme deres publikum i deres særegne og svimlende univers af halv-avantgardistiske popmelodier og råt for usødet punk-electronica. Foto: Solveig Lindeskov Tidligt i settet var salen godt varmet op, hvilket fik sangerinderne til at spørge publikum om lov til at smide vinterstøvlerne, med fare for at få stød. Stød fik bandet ikke, men mens musikerne luftede deres tæer, blev der til gengæld sat strøm til salen. Bandets mandlige medlem, Emil Thomsen, var drivkraften bag det knitrende, larmende og knusende elektroniske univers, som stod i smuk kontrast til det skærende samspil mellem Maria Timms skrøbelige og rene englevokal og forsanger Marie Høilunds kraftfulde stemme. Endelig viste bandets stærke frontkvinde, at hun favner og kontrollerer et imponerende vokalregister, der bragte os fra det støvede, hæse og skæve, over det rene og lyse til det tætte, kraftfulde og overvældende. Også selvom Høilund til tider slog over i en Björk-plagiat, holdt hun 100 %! Det var især i numre som “Red Red” og afslutningsnummeret “Hidden Agenda”, at man blev ramt af en uforklarlig lyst til at stige ombord i den synkende skude af svimlende sømandsviser for helt selvisk at rage til sig af skæve fortællinger om elefanter, desperate stemmer og sømænd. Frivilligt meldte man sig til at lade sig oversvømme af de segnende og syrede arrangementer, som blev ædt rå, som var de de reneste popmelodier. Med nostalgiske toner fra harmonikaer mikset med kradsende elektronik kaldte fyrtårnet forgæves båden i land. Og før eller siden måtte stormen jo desværre også lægge sig. På deres pæne Århus-beskedne manér, hvor ord var få, valgte Marybell Katastrophy at slutte af med en sjæler, som desværre blev begravet i snak og støj, da salen befandt sig på et punkt, hvor al form for kontrol for længst var forduftet. Læs også Undertoners anmeldelser af:Marybell Katastrophy: This Is the One EPMarybell Katastrophy: This Is the Two EP Karakter:  

Koncerter

Caribou, 09.12.07, Loppen, København

Det var lidt overraskende, at Loppen denne søndag kun var halvfyldt. Caribous seneste album, Andorra, har stort set overalt fået rosende ord med på vejen, og hans psykedeliske rock fungerede også ganske godt live denne aften.

Koncerter

National, The, 30.11.07, Amager Bio, København

Med to udsolgte koncerter på én uge er The National og deres melankolske rock blevet meget populære her i Danmark. Ved fredagens koncert i Amager Bio spillede det nørdede band alle højdepunkterne fra bagkataloget. De leverede varen med stor dygtighed, men gav heller ikke mere end det.Med to udsolgte koncerter på én uge er The National og deres melankolske rock blevet meget populære her i Danmark. Ved fredagens koncert i Amager Bio spillede det nørdede band alle højdepunkterne fra bagkataloget. De leverede varen med stor dygtighed, men gav heller ikke mere end det. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Amerikanske The National er ved at blive rigtig store i Danmark. Med melankolsk rock, americana og forsanger Matt Berningers mørke vokal har bandet været anmeldernes darlings siden udgivelsen af Boxer tidligere på året. Undertoner er ingen undtagelse, og anmelderen kvitterede med absolut topkarakter. Også publikum har fået smag for The National, særligt efter deres koncert på Roskilde Festival i sommer. Både aftenens Amager Bio-koncert og mandagens koncert i Vega er udsolgt. Tæppet bag scenen i Amager Bio glimtede og gliterede, og det virkede som noget af en kontrast da aftenens hovedpersoner trådte ind. Der var ufatteligt lidt glamour over det alternative rockband med medlemmer, der så forholdsvis ens ud i deres forvaskede skjorter eller t-shirts og sorte jeans. Men da The National åbnede med nummeret “Start a War” var der nu ingen tvivl om bandets talent eller popularitet hos publikum. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Begejstringen var bestemt heller ikke ubegrundet. Bandet var velspillende, og Matt Berningers vokal helt upåklagelig – også live. Han bevægede sig kejtet rundt på scenen og er bestemt mere sanger og sangskriver end entertainer. Da han efterhånden kunne slappe mere af og komme med nogle få smil, lyste hele hans ansigtet op. På samme måde blev Matt Berningers egne grænser også brudt når han skrålede igennem og strakte sig ud mod publikum på “Squalor Victoria” og “Mr. November”. Den mest mindeværdige præstation kom dog fra Padma Newsome, der var helt fænomenal på violin. Han brugte instrumentet både som guitar og violin, og passagerne var her ikke noget, der blev smidt ind i de inderligste momenter for at gøre kærlighedssangene rørende. Derimod tilførte violinen på intens vis sine egne melodier, og både udfordrede og udfoldede det rockede lydbillede. The National førte os igennem højdepunkterne fra Alligator (2005) og Boxer med en veltilpasset setliste, der fik koncerten til at glide fint. Første del af settet afsluttedes med “Fake Empire”, der lyder til at være en af publikums absolutte favoritter, og det med rette. Nummeret blev fremført på flotteste vis og lød præcis så godt som på Boxer, hvor det også er et højdepunkt. Der er ikke mange invendinger at komme mod The Nationals musikalske formåen. De leverede varen, og som publikum fik man lige præcis det, man havde forventet. Trods nogle få, snøvlende kommentarer, var publikumskontakten specielt under selv numrene meget sparsom. Det er tydeligt, at bandet er indadvendte, og det er for så vidt også helt acceptabelt – det er deres musik jo også. Denne aften medførte det bare, at stemningen i bandets musik ikke kom helt ud til publikum, og at man til sidst var tilfreds, men alligevel stod med en lidt tom fornemmelse i maven. Var der ikke mere? Ikke noget særligt? Ikke nogen helt imponerende øjeblikke? Måske koncertgængerne i Vega på mandag er mere heldige. Hvis ikke, kan de i hvert fald se frem til at høre The Nationals sange fremført flot live og en udmærket, men noget rutinepræget koncertoplevelse. Læs også Undertoners anmeldelse af:BoxerThe National, 07.07.07, Roskilde Festival Karakter:

Koncerter

Fiery Furnaces, The, 25.11.07, Lille Vega, København

Fiery Furnaces’ seneste plade, Widow City, prægede sætlisten ved koncerten i Lille Vega søndag aften. Derfor var dele af amerikanernes optræden hæmmet af en vis monotoni, ikke mindst fordi en kontant, rytmisk fremførelse havde skubbet Fiery Furnaces’ vanligvis legende, synth-infiltrerede prog-poppede melodier en smule i baggrunden.Fiery Furnaces’ seneste plade, Widow City, prægede sætlisten ved koncerten i Lille Vega søndag aften. Derfor var dele af amerikanernes optræden hæmmet af en vis monotoni, ikke mindst fordi en kontant, rytmisk fremførelse havde skubbet Fiery Furnaces’ vanligvis legende, synth-infiltrerede prog-poppede melodier en smule i baggrunden. Inden The Fiery Furnaces slog første tone an på scenen i Lille Vega, klargjorde hovedarkitekten bag den amerikanske søskendeduos kringlede melodier, Matthew Friedberger, at de ikke havde til sinds at tale særlig meget under koncerten. Derfor kunne man foranlediges til at tro, at det som ved tidligere Fiery Furnaces-koncerter ville blive et sæt, hvor sange fra duoens bagkatalog vævede sig ind og ud af hinanden uden nævneværdige afbrydelser. Det var dog ikke tilfældet. Koncerten var som enhver anden, for der blev levnet plads til applaus fra publikum mellem de enkelte og klart adskilte numre. Og både Matthew og især søsteren Eleanor havde god kontakt med de fremmødte. I oktober udgav Fiery Furnaces sit sjette album og til dato mest kontante album, Widow City. Det var denne udgivelse, de var kommet til København for at promovere, og hvorfra hovedparten af sangene på sætlisten var hentet. Følgelig blev koncerten ikke den legesygt sprudlende oplevelse, som de fleste numre fra Fiery Furnaces’ øvrige udgivelser lægger op til. Først da tiden var så fremskreden, at vi nåede til ekstranumrene, hvor publikum blev opfordret til at komme med ønsker, kom det ældre Fiery Furnaces-materiale i fokus. Da Fiery Furnaces fik sit gennembrud med Blueberry Boat i 2004, blev bandet ofte sammenlignet med en anden duo, hvis medlemmer har en familiær relation, nemlig The White Stripes. Men bortset fra dét og visse garagerock-influenser har de to duoer intet tilfælles. Fiery Furnaces bør derimod nærmere sammenlignes med prog-rockbands fra 70’erne som blandt andre King Crimson. Under søndagens koncert var dele af sættet imidlertid præget af en konceptuel monotoni netop a la White Stripes. Ikke sjældent var trommer og bas – håndteret af henholdsvis Bob D’Amico og Jason Loewenstein – samt Eleanors vokal sangenes grundsubstans. Det skete, når Matthew og hans chamberlain-keyboard blot lagde sig op ad rytmesektionens hårdtslående bastanthed og dermed ikke udfoldede de ellers så velkendte legesyge synthrytmer. De overrumplende overraskelsesangreb, duoen også udmærker sig ved, begrænsede sig stort set til hidsige temposkift mellem rytmesektionen og Matthews keyboard. De var til gengæld så voldsomme og effektive, at det praktisk talt var umuligt ikke at trække på smilebåndet af ren og skær overgivelse. Ser man bort fra, at ekstranumrene virkede fremført lidt på skrømt, var bandet tight og velspillende gennem hele koncerten – med Matthew Friedberger som den virtuose ankermand, altid med et søgende blik på Loewenstein og D’Amico og et konstaterende smil, når han så, at de leverede varen. Det var derimod valget af sange, der gjorde, at man ikke blev ør i hovedet af at virre det rundt for at følge med de musikalske krumspring, man havde forventet ville foregå oppe på scenen. Materialet fra den ellers stærke Widow City indeholder i mindre grad melodier af den art. Efter bandet havde været backstage i præcis så lang tid, at de nåede at få stukket en øl i hånden, holdt de ønskekoncert. “Inca Rag/Name Game” fra Gallowsbird’s Bark blev ønsket af én, men Matthew spillede og sang kun andet vers, før han sluttede brat. Et andet ønske, “Blueberry Boat”, blev leveret i en version, der var renset for originalens fløjter og gøglede cirkus-synth. Omtrent samme behandling fik “Tropical Ice-land” og “My Dog Was Lost But Now He’s Found”. Derfor blev det i mindre grad et iørefaldende og melodisk legende Fiery Furnaces, men derimod et til tider smadret, men altid kontant, rytmisk spillende Fiery Furnaces, man fik at høre denne søndag aften. Men det er trods alt langt fra et kedsommeligt bekendtskab. Karakter:  

Koncerter

Efterklang, 15.11.07, Lille Vega, København

Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes.Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes. Allerede før koncertens start vidnede spillestedets udsmykning om et vist stilskift. Scene og instrumenter var oversået med klokker, raslende metalbesætninger og påfuglefjer, og orkeserets syv mandlige medlemmer var iført et outfit, der var en tysk reklame for alpenmilchchokolade værdig. At tage bandet seriøst til trods for dette var dog på ingen måde et problem. “Polygone” fra det nye album satte fra starten dagsordenen med sit højtidelige, katedralske kor og en ulmen, der tydeligvis lagde op til noget større. Der blev bygget op og bygget ud og ved koncertens andet nummer, “Himmelbjerget”, blev det første og største højdepunkt da også nået. Helt tyst lagde Casper Clausens vokalarbejde sig over en frostklar flade af knirkende og eftergivende vinterstilhed. En ensom violin, en kvindevokal, så et horn gjorde ham selskab. Efter små syv minutters opbyggen lå landskabet helt oppe under de mørke, snefyldte skyer på Københavns novemberhimmel. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at samtlige medlemmers musikalske færdigheder såvel som evne til performance lå på et usædvanligt højt niveau. Alligevel må Casper Clausens vokalføring ses som et særligt stort plus for bandet – sjældent har jeg set en ukompagneret vokal på grænsen til det hviskende fuldstændig fastfryse samtlige publikummer i ærefrygtig betagelse, på samme måde som det skete til de sidste toner af “Himmelbjerget”. Sublimt. Så alvorligt skulle det nu ikke være hele aftenen. En fase med overvejende nye numre betød et farvel til vinterkold elektronica og et pænt goddag til det halvfolkede udtryk med legesyge klokkespil, stammedans og så stærke rytmesektioner, at trommesættet tog sig en tur på langs undervejs. Til trods for at ingen numre skilte sig synderligt ud, fik monotonien på intet tidspunkt lov at tage over – det sørgede en pludselig taktændring eller uventet blæserpassage for. I “Jojo” opstod et rent støjsammensurium fra de mange instrumenter, hvor en enkelt, selvsikker violin behændigt førte vej gennem stormen. Vedkommenheden var ustandseligt hold oppe af de otte personer på scenen, med en sådan indlevelse at man næsten skulle tro, at støjen blot var deres videreformidlede blodsusen og hjerterytme. Kun enkelte gange faldt det stemningsfulde udtryk en anelse til jorden. Blandt alle sine klokkespillede naboer fremstod den ellers fine “Step Aside” som hård og kold, ja nærmest som nummeret før techno. I andre sammenhænge ville den utvivlsomt kunne leve op til sin fulde ære, men her fik den dybe, elektriske rullen Vega til at ryste i sin grundvold og strøg publikum mod håret i højere grad end at betage. Afslutningen “Chapter 6” virkede en anelse for overskruet i forhold til resten af koncerten. Slaraffenland, der stod for opvarmningen, var blevet inviteret med op på scenen til en omgang sang, dans og tamburinsmadring af de helt store. Dårligt var det ikke, men man kunne have ønsket sig en mere intens afslutning til at smyge sig op langs rygmarven og forsegle aftenens bedste øjeblikke i hjernebarken. Alt i alt kan man dog kun beundre Efterklang for deres evne til at tryllebinde publikum med smukke opbygninger og en intens og varieret fremtræden – eller som et ekstra begejstret medlem af publikum udtrykte det: »I er fandme fede live! «. Læs også Undertoners anmeldelse af:Efterklang: SpringerEfterklang: TripperEfterklang: Under Giant TreesEfterklang: Parades Karakter:  

Koncerter

Jandek, 11.11.07, Voxhall, Århus

En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation.(14.11.07)En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation. Det var en af de efterårsaftener, hvor mørket kommer tidligt, og kulden bider som hest. Det var en aften, hvor Danmark for første gang mødte mysteriet Jandek. Et menneskeligt men måske også musikalsk mysterium, hvor analyser synes nyttesløse, idet manden bag Jandek insisterer på at holde næsten enhver gennemskuelighed fra livet – og lade musikken flyde frit fra fingrene. Foto: Lasse Bertelsen Arrangørerne Ljud startede med at viderebringe enkelte ønsker fra kunstneren om tavshed og fotografering uden blitz. Så indtog Jandek og resten af orkesteret scenen, og de gamle hænder rystede ikke da Jandek lod dem falde langsomt og inspireret henover tangenter, hvor orkesteret med et slet impressionistisk ryk fulgte efter. Musikken var aftenen igennem erklæret improviseret med enkelte tonale indslag og klange fra Jandeks bagkatalog, hvor hans markerede og kantede guitarstil svingede fra snart de tidligere til de senere plader med en større besætning. I takt med at musikernes tøjler faldt, tog koncerten efterhånden fart. Efter aftenens første nummer byttede Phil Todd og Jandek plads, hvorefter førstnævnte trakterede klaveret en del mere jazzet end Jandek, og netop dette afsæt fra impro-platformen vækkede rytmegruppen til live. Det var et velklædt skelet, der konsekvent sang sine atonale elegier igennem igen og igen samt parafraserende over flere tekstbrokker, der angiveligt var skrevet til lejligheden. Adskillige gange blev “Denmark” nævnt som også for at understrege koncertens unikke karakter. For det var unikt med alle disse slørede budskaber i et ofte minimalt kaos af doven jazz og rusten barberbladsblues. En blues, en sang om livet selv, det lille liv med et lighedstegn mellem det musikalsk frakturerede og hvordan man bemægtiger sig mellemrummet mellem mennesker, livet og tidens tærende træk. Jandek har været næsten komplet anonym siden 1978, hvor debuten under navnet The Units udkom. Siden hen har han udgivet omkring 40 albums, og i 2004 stod han pludselig frem og spillede en koncert ved Instal-festivalen. Muligvis for nu at forevige og fange det skære øjeblik, der kun kan findes i koncertens møde mellem afsender og modtager. Og nu stod manden altså i lille Danmark. Det faktum kunne mærkes på publikummet, og samtidig syntes niveauet at stige jo længere koncerten skred frem. For lige såvel som musikerne blev spillet varme, blev denne døs af genfærds optræden stadig mere påtrængende som en død og senet mand, der konsekvent messer »I’m alive«. Det femte nummer i rækken af numre, der forblev navnløse for publikum, var dog et højdepunkt. Her fik især trommeslageren, Alex Neilson, sat sit præg på et kogende nummer, der med flere minimale chases og enkelte underspillede synkoper gik en længere krebsegang med den blødeste elbas for at slutte med aftenens klareste og mest klangfyldte klaverakkord. Efter seks-syv improvisationer begyndte luften dog at sive ud af hovedpersonen, der i dele af de sidste numre decideret faldt ud i visse passager. Her fik han ikke formuleret og videregivet musikkens grundlæggende stemninger med samme hårdhed. Orkesteret holdt dog fast i de mest massive grooves, men det ændrede ikke på, at mesteren simpelthen fik talt for et par gange for meget. Afslutningen på klaveret, der således indrammede koncerten fra start til slut, var ikke desto mindre perfekt. Jandek istemte klaveret med en inciterende feeling, der fik én til at ønske, at han havde skiftet instrument tyve minutter tidligere. Med en sagte fornemmelse for et farvel sang Jandek med indlevelse: »In a dream / You can do / You can do / Anything you want«. Det var denne tanke, der roterede i hovedet på undertegnede på vejen hjem, frossen og forkommen: at det hele måske alligevel var en drøm om en cowboys genfærd i Texas og ikke en novemberaften i Århus. Karakter:  

Koncerter

Animal Collective, 17.10.07, Loppen, København

Animal Collective sprængte alle genrerammer i småstykker på Loppen, og deres ustyrligt energiske arbejde med at sætte stumperne sammen i nye mønstre gav en fantastisk live-oplevelse, der talte til både krop og sjæl. Særdeles stærkt – også selv om et kvarters spilletid mindre ikke ville have skadet.