Koncerter

Koncerter

Susanna and the Magical Orchestra, Skambankt, Cloroform, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fra det frostkolde og bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider.Kontrolleret frost-pop og maniske energi-eksplosioner Fra det bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider. Susanna and the Magical OrchestraSusanna and the Magical Orchestra alias duoen Susanna Wallumrød og Morten Qvenild ankom til deres første optræden i Danmark med anmelderroser fra bade England og USA. Men det betød nu ikke, at publikum på Aros gad holde op med at tale, bare fordi duoen var gået i gang med at spille. At det desuden var svært at se Susanna og Morten på grund af solens ganske kraftige stråler, gjorde ikke ligefrem koncerten mere behagelig.Så det var op ad bakke for duoen, som på trods af de noget vanskelige betingelser formåede at skabe en smuk og sfærisk stemning gennem deres vægtløse og atmosfære gennemvædede sange, der dog også havde en tendens til at blive en smule sterile. De smukke syntetiske klangflader, der bestemt gav reminiscenser til Björk anno Vespertine, var så langsomme og alt andet end påtrængende, at det var svært at holde publikums opmærksomhed fanget. Dette skulle helt og holdent ske gennem Susannas smukke og skrøbelige stemme, men det lykkedes kun til dels, da bandets sange ærligt talt ikke gør sig specielt godt live. Det er studiemusik, der ganske enkelt er bedre på plade, hvor alle detaljerne står krystalklart.(MM) SkambanktStorladen filmmusik med et vist strækmarch-potentiale varslede den norske garagepunkkvartets ankomst. Foto: Paal Audestad Men det var så også de sidste harmoniske toner på Voxhall denne fredag nat. For med The Stooges som et sikkert fikspunkt drønede og buldrede Skambankt derudaf med vredladne guitarer og et lydniveau på højde med hjemlandets fjelde.Det var eksplosiv punk uden skyggen af fine fornemmelser – og desværre også uden fornemmelse for bare nogenlunde mindeværdige melodier. Nok indbød et nummer som Desertør til paramilitære kampråb i området, men det skyldtes bestemt ikke fængende toner. Under koncerten var manglen på melodier dog noget af tiden til at bære over med, for selv om Skambankt i dén grad var primitive, var deres beskidte aggressivitet særdeles effektiv og satte sig i kroppen. Forsanger Terje Vinterstø legede med en rolle som kaptajn, og de forreste geledder i salen makkede ret ved at kaste sig ud i anarkistisk tumult-dans.Men uanset hvor krops-aktiverende Skambankts eskapader var, var der, så snart man kom ud i nattemørket, kun én ting, der blev siddende – og det var hyletonen i ørerne.(MA) CloroformDet er blevet påstået, at Cloroform er svære at beskrive, men det er måske ikke så svært endda. Hvis man nu tager landmændene i Kaizers Orchestra og først erstatter trademark-gasmaskerne med orange kedeldragter. Derefter ændres inspirationskilderne fra balkan-folk og Tom Waits til rockabilly og punk. Efterfølgende ændres sproget fra norsk til engelsk, og så erstattes olietønderne med distortede, analoge keyboards. Så nærmer man sig trioen Cloroform, der lørdag eftermiddag formåede at levere en energisk og meget medrivende koncert. Cloroform virker som det helt forkerte navn til bandet, da der intet bedøvende er over dem. De leverer i stedet en superenergisk optræden, hvor især frontfigur John Erik Kaada giver den på alle tangenter, og det skal egentlig tages bogstaveligt, da manden samtidig med at levere en aggressiv vokal præsterer at spille på to keyboards samtidig, og så momentvis have den ene fod placeret på én af de mange pedaler, der gjorde, at de to synthesizere lød som alt andet end det, de var.Cloroforms vanvittige, punkede sange var muligvis tomme kalorier, men live var der anarkistisk energi og medrivende attitude nok til, at det hele gled ned.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Skambankt: EliksirCloroform: Cracked Wide Open

Koncerter

Entakt, Utah, Green Concorde, Gravy, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre.Hæse stemmer og gedigent rockhåndværk Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre. EntaktEntakt levede desværre for sjældent op til deres egen indgangsreplik: “Vi hedder Entakt, og vi spiller popsange om jordens undergang”. Foto: Martin Stampe Det gjorde de kun to gange – mod koncertens slutning, og disse to sange var utvivlsomt koncertens højdepunkter.Entakt åbnede med tre sange, der alle gav reminiscenser om Muse anno Showbiz (dvs. før bandet virkelig fandt sig selv). Eneste forskel var, at bandets sanger ikke helt havde samme stemmepragt som Matt Bellamy og så naturligvis de danske tekster. Men der var sandelig ikke tale om Tue West-agtige hverdagstekster. Det var “lyrik” så højpandet, at selv Henriette Sennenvaldt burde krumme tæer. Koncertens fjerde nummer blev introduceret som nyere materiale, hvilket fik forventningerne til at stige, da dette nummer muligvis ville vise, at bandet var vokset ud af Muse-inspirationen og videre mod et mere selvstændigt udtryk. Men ak, det var bestemt ikke tilfældet. Denne ballade var komplet anonym med tåbeligt keyboardspil og en guitarsolo taget direkte fra rockens ABC.Det var som sagt først til sidst, da bandet endelig levede op til deres eget prædikat og bare spillede pop, at det virkelig fungerede. Man kan kun håbe, at de vil følge denne retning i fremtiden.(MM) UtahPå Spot 10 gjorde Skanderborg-bandet Utah en overraskende god figur med deres intense og smukke, men ikke specielt originale rock, der trak både på engelske og amerikanske traditioner. Foto: Patricia Ozcki Forventningerne var derfor ganske høje før denne koncert. Disse blev desværre ikke indfriet, eftersom kvintetten tilsyneladende ikke har forstået, hvor deres egentlige styrke ligger.Denne findes, når Jesper Boths imponerende stemme får mulighed for at folde sig helt ud over en gnistrende intens rocksang. Det skete desværre kun én gang under koncerten – til stor begejstring fra det overraskende talstærke publikum på Train. Klogt nok valgte bandet også dette tidspunkt til den obligatoriske melding om, at en ny udgivelse kunne købes efter koncerten.Den resterende del af koncerten var præget af sange, der musikalsk ikke formåede at udfordre Jesper Boths vokal på samme måde, og det gjorde koncerten til en noget flad fornemmelse.(MM) Green ConcordeGreen Concorde er tydeligvis inspireret af Joy Division og i særdeleshed Interpol – og det er der bestemt ikke noget galt i (der findes bestemt langt værre forbilleder). Det beviste bandet i den første del af lørdagens koncert. Her formåede de med held at frembringe den hypnotiske, fremadrettede guitarrock, som især førnævnte newyorker band excellerer i. Men da bandet forståeligt nok valgte at spille deres Barometer-hit, Detroit, skete der noget. Sangen markerede et vendepunkt, og herefter begyndte bandets sange at gå i en mere støjrocket retning, og selv om variation bestemt er fint, klædte det ikke just bandet. Ikke engang den heroisk kæmpende leadguitarist kunne gøre meget ved det svage materiale, der også havde den uheldige sideeffekt, at forsanger Mortens meget begrænsede stemmepragt blev udstillet på det skammeligste. Især ét tilfælde, hvor han virkelig skulle synge igennem faldt helt til jorden, da hans lettere hæse stemme slet ikke kunne bære det.Alt i alt en positiv oplevelse, men det skyldtes ene og alene koncertens første halvdel.(MM) GravyScenen i Musikhusets café var tætpakket, da Gravy lørdag aften serverede en omgang velspillet og særdeles energisk rock’n’roll. Foto: Manne Gersby I live-udgaven rummer bandet ikke mindre end seks medlemmer, herunder to trommeslagere, og der blev da også spillet solidt og højt. Imidlertid var der stadig plads til fine detaljer og forskellige melodilinier, og især Mads Nygaards falset-korvokaler klarede sig flot i guitar-sværmen.Formålet med at have to trommeslagere var ikke altid helt tydeligt, men om ikke andet gav det en massiv tyngde. Denne ros skal imidlertid ikke skjule – og kan heller ikke helt opveje – at det blev sørgeligt profetisk, at bandet startede med at spille Meltdown. For Nikolaj Grummesgårds vokal smeltede – eller krakelerede – lynhurtigt og var, eksempelvis i omkvædet i Do I Feel Free, næsten totalt ude af stand til at ramme toner bare lidt over mellemlejet. Hans udtale var lige præcis så tilpas mumlende, at ordene ikke rigtig kom ud.Det var et ærgerligt handicap for Gravy, og det hæmmede mange af vokalharmonierne.De sad til gengæld lige i øjet, da Grummesgård og hans kumpaner trak publikum op ved hårrødderne ved at slutte af med den liflige sommerhymne That Girl. Hér fængede Gravy for alvor – og det endda så grundigt, at afslutningsnummerets ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-kor blev skrålet af de forreste tilskuerrækker i et minuts tid, efter at bandet havde forladt scenen.(MA) Læs også Undertoners anmeldelser af:Green Concorde: s.t.We vs. Death/Green Concorde: 9-Song SplitGravy: s.t.Utah, Spot 10, Århus, 05.06.04

Koncerter

Diefenbach, 22.05.05, Voxhall, Århus

Diefenbach er endegyldigt kommet ud af postrock-puppen, og søndag aften viste de sig frem på Voxhall: Popmelodierne og især vokalharmonierne flakser sommerfuglefrit, mens guitarerne stadig støjer løs. Efter Pluto-frontmanden Thomas Thomsens forsagte opvarmningstjans vækkede Diefenbach virkelig de knap 100 fremmødte på Voxhall til live. Stefan Gejsings trommespil var tungt og millimeterpræcist, og allerede fra det første nummer, “Mechanical”, demonstrerede kvintetten, at de spiller flere kort ad gangen: Støjflader og finurlige melodilinier smeltede sammen, og det virkede overdrevent pessimistisk, da Kenneth Sarup sang, at »someone is falling down the stairs.« Diefenbachs melodiøsitet peger snarere opad. Dels mod de stjerner, som “Camouflage” anråber med sine stift hoppende 80’er-trommer og perlende harmonier – dels mod resten af verdensrummet, der bliver advaret om de fem herrers ankomst af det iørefaldende omkvæd i “The Rocket”, hvor melodiens opadgående toner mimer tekstens ønsker om at stige op. Men trods referencerne til himmellegemerne over os er det sfæriske ikke et kendetegn for Diefenbachs live-lyd. Nok flettede Sarup og Nicolaj Strøyer Christophersens guitarer støj og melodiforløb sammen med et til tider svævende udtryk, men f.eks. de to nye numre “Skyline” og “Favourite Friend” pegede mod en helt anderledes kontant og ligefrem rock-lyd, hvor Gejsings trommer banker hårdt igennem, mens Allan Mattsons bas forlader de snirklede melodier til fordel for mere traditionelt og tungt basspil. “Favourite Friend” har immervæk radio- og hit-potentiale, men omvendt blev der til gengæld for tilnærmelserne til popskabelonen givet køb på de fine, sirlige detaljer, som Diefenbach ellers har forfinet over de seneste år. Dem fik vi til gengæld i rigelige mængder, når Kenneth Sarup og Allan Mattson lod deres særdeles yndige vokalharmonier få plads. I “Street Lights” kvalte de bankende trommer lige lovligt meget, men det blev betalt tifold tilbage via vokalpræstationerne i “Glorious” og “Make Your Mind”. Sidstnævnte havde fået noget mere støj end på Run, Trip, Fall, men netop på grund af de elskelige harmonier gav det nummeret så meget desto større skønhed i kontrasten mellem støj og ynde. Selv om det sine steder var overraskende, hvor ligefremme og umiddelbart tilgængelige Diefenbachs nye numre var, levnede hverken Do as You Please med sine Billy Mahonie-agtige guitarriffs eller den altid forfriskende coverudgave af “Stayin’ Alive” tvivl om, at Diefenbach har sine rødder i den støjende postrock. Det er sjældent, at Bee Gees kan relateres direkte til Mogwai – men det er lige netop hér, Diefenbach har arbejdet sig frem til deres eksistensberettigelse: Koncerten på Voxhall mere end antydede, at kvintetten efter den ikke fuldt gennemførte forvandling på Run, Trip, Fall nu har haft held til at fuldende foreningen og forædlingen af guitar-huggende postrock og popmelodier, der sætter sig fast.

Koncerter

Rufus Wainwright, 08.05.05, Store Vega, København

Søndag aften i Store Vega imponerede Rufus Wainwright og hans særdeles velspillende band et i forvejen forventningsfuldt publikum med en overdådig koncertoplevelse. Der manglede ikke noget, og aftenen var nærmest som mange koncerter i én. Da Rufus Wainwright søndag aften betrådte Store Vegas scene, var hans fodtrin, fra sidst han besøgte stedet, knap nok blevet kolde. Det er ikke længe siden, han varmede op for Keane på samme sted. Hoved- og opvarmingsnavn til den koncert burde bestemt have været byttet om, men sådan var det altså ikke, skønt en stor del af publikum primært var kommet for at høre Rufus Wainwright. Nu fik det danske publikum imidlertid mulighed for at høre Rufus og hans talentfulde band, sådan som de skal høres: med masser af plads – og masser af tid. Koncerten varede to timer, og intet mindre kunne have gjort det med alt det, Rufus og co. havde at byde på. Rufus startede koncerten med “Crumb by Crumb” fra Want Two, der for så vidt var et mærkeligt valg som åbningsnummer. Ved andre koncerter på turnéen, hvor sætlisten har været noget nær den samme, har Rufus lagt ud med “Agnus Dei”, den højtidelige og imponerende messesang, der åbner Want Two. Det nummer ville yours truly vældig gerne have hørt live, og det havde desuden været en passende teatralsk åbning frem for den lidt for joviale “Crumb by Crumb”. Det betød dog ikke så meget, for i løbet af de første numre spillede bandet sig varmt og blev klar til større højder. I løbet af koncerten nåede Rufus Wainwright og hans band gennem numre fra alle Rufus’ fire albums. Naturligt nok ikke så mange fra de to ældste, men de var dog repræsenteret. Koncerten igennem imponerede Rufus Wainwright med sit fabelagtige talent, og publikum blev på det nærmeste bjergtaget af den lille mand, der fyldte så meget. Rufus var ovenud charmerende med sin småforvirrede pludren og sine fortællinger, der fik varme strømme af latter ud af publikum. Han var, som koncertoplevelsen, både inderlig, rørende, storslået og morsom. Rufus Wainwright er karismatisk og overordentlig elskelig med sine pludselige indskydelser – kun han kan finde på at stoppe hele bandet i et nummer, der netop er begyndt, fordi han “lige glemte at fortælle noget”, eller fordi hans jakke sidder forkert »og ser mærkelig ud – it looks like I have tits or something.« Vi fik på de fyldte tilskuerrækker både lov til at se lidt af personen Rufus Wainwright og den entertainer, vi havde forventet at møde. Ham, der kom med vittigheder og små provokationer – det meste af tiden fra et homo-perspektiv, der ikke kunne andet end at lokke smilene frem. F.eks. dedikerede han “Gay Messiah” til både den nuværende pave og alle de mange tusind forhenværende – »there’s so many of them! Imagine the guest list! The guest list in Heaven must be so long.« Rufus’ stemme er også dejlig stærk og fyldig live, så bare at lytte til ham alene var en fornøjelse. De fleste publikumsfavoritter blev spillet (bl.a. vakte “The One You Love”, “Cigarettes and Chocolate Milk” og “14th Street” lykke), og derudover var publikums reaktioner på bestemte numre interessante – heriblandt Vibrate fra Want One. Et nummer, der er underspillet på en dejlig måde, finurligt og med flere småmorsomme liner. Men ikke desto mindre også et nummer, der har delt kritikerne, hvoraf mange synes, at det er absolut tåbeligt. Det syntes publikum dog ikke, og det var sjovt at høre salens massive begejstring, da Rufus indledte nummeret. Blandt andre særligt nævneværdige indslag, var Rufus’ lille familietema, hvor han alene ved klaveret først dedikerede “Beauty Mark” (fra debuten) til sin mor, derefter “Little Sister” (fra Want Two) til sin søster, Martha, og til sidst “Dinner at Eight” (fra Want One) til sin far. Rufus gjorde reklame for sine musikalske familiemedlemmers egne udgivelser og fortalte om familien: Martha havde fødselsdag og desuden var det Mors Dag – »It’s a chick day.« Rufus Wainwright med band søndag aften i Vega var helt over the top – en uforlignelig koncertoplevelse med så mange facetter, at det kunne have været mange koncerter i én. Rufus Wainwright gav os inderlig intimkoncert – alene ved det store sorte flygel på en lang række numre, heriblandt “The Art Teacher”, “This Love Affair” og “Hallelujah” (Leonard Cohen). Han gav os fortællingerne, den gode søndagsstemning med syng-med-numre og skønne korarrangementer fra det yderst velspillende og -syngende band. Han gav os storladne øjeblikke hvor hele bandet og Rufus’ stemme gik op i en højere enhed og nåede eventyrlige højder foran det store bagtæppe, der var belyst nedefra og gav Vega en skøn gammeldags teaterstemning. Så flot gjorde de det, at man helt glemte at savne de store orkestre og blæsere fra Rufus’ plader. Og ikke nok med dét… Da koncerten var ved at lakke mod enden, og det var ved at være tid til ekstranumre, følte undertegnede, at Rufus allerede havde leveret varen og given det ekstra, der gjorde koncerten mindeværdig og løftede den langt over “tilfredsstillende”. Men vi fik meget mere for pengene, for her gav Rufus os pludselig dekadent bøsse-kabaret til Old Whore’s Diet, hvor han og resten af bandet smed tøjet for at afsløre g-stenge (hos de mandlige bandmedlemmer), netstrømper, diverse stykker af udklædningstøj, og til Rufus selv: høje røde hæle, glitrende fe-vinger, perler, diadem og et skærf tværs over brystet med påskriften “Miss København”. Publikums hylen var naturligvis uden ende, og mindre blev jubelen ikke, da bandet slog over i tonerne fra det nummer, der nærmest er blevet Rufus Wainwrights kendingsmelodi: “Oh What a World”. Denne beretning fra to timer i Rufus Wainwrights eventyrlige verden kunne blive meget lang, for der er masser af gode historier, sjove fortællinger, smukke øjeblikke og talentfulde præstationer at fortsætte med. Men et sted må det jo stoppe, og det kan lige så godt være med endnu flere uforbeholdne roser herfra: Rufus Wainwright er simpelthen fantastisk!

Koncerter

Bright Eyes, 26.02.05, Store Vega, København

En udvikling har fundet sted. I sangskrivning såvel som i popularitet. Bright Eyes betrådte Vegas store scene, og med ét var de små intense koncerteksplosioner, som man tidligere har kunnet opleve i selskab med bandet, ændret til fordel for et generelt større billede. En udvikling har så sandelig fundet sted – på godt og ondt. Det var symptomatisk at flytte Bright Eyes’ koncert fra Vegas lille sal til den store. Det er i de senere år en naturlig udvikling, der har fundet sted i takt med Conor Obersts store gennembrud, især på sit eget amerikanske kontinent. Lifted fra 2002 brød gennem en særlig sfære med et salgstal pænt over 200.000 – ikke ilde for en knægt på et indielabel som han i sin tid selv var med til at starte op! Han er kun 25 år, Conor Oberst. Og tidligere i år fortsatte han sin fremturen med en ambitiøs, samtidig release af to plader, som stikker i hver deres musikalske retning. Et forudgående singleudspil fra hver respektive plade gik henholdsvis nummer ét og to på Billboards salgsliste – ganske sigende for den størrelse som fænomenet Bright Eyes er blevet til. Normalt omhandler en koncertanmeldelse en indkapsling af en given aften med koncentration om de begivenheder, som finder sted inden for det begrænsede tidsrum, som koncerten udspiller sig inden for. Jeg vil dog her indledningsvis skue længere tilbage. Det kan virke åh-så sentimentalt, og jeg vil nødig være typen, som altid synes, at et gældende band var federe, inden de slog igennem. Men der var en tid før denne aftens koncert på Store Vega. Der var en tid, hvor Conor Oberst og co. betrådte den mere beskedne scene på Loppen. Det var samtidig en tid, hvor sangskrivningen var mere pueril og nervepirrende. Og når man på Loppen stod nærmest lige oppe i hovedet på Bright Eyes med en snerrende, grædende, hysterisk stampende og generelt emotionelt rutschende Conor Oberst i front, var intensiteten skudt helt til vejrs. “The picture is far too big to look at, kid / Your eyes won’t open wide enough / And you’re constantly surrounded by that swirling stream of what is and what was.”Således synger Oberst i én af sine sange. Det er linjer, der er meget sigende for den udvikling, man i Store Vega stod vidne til. Parametrene syntes lagt på en væsentlig større skala, og alt der før var som det store i det små var nu noget andet. Det brede lærred, den store scene… og læg dertil en mere moden sangskrivning som fra tid til anden flirter med folkrockens protestsange. Den tematiske indramning for denne aftens koncert var netop folkrocken. Udgangspunktet var den fantastiske nye plade I’m Wide Awake, It’s Morning, mens tvillingepladen var helt og aldeles udeladt. Det samme var hele bagkataloget… næsten da! Der var enkelte afstikkere til Lifted og Fevers and Mirrors (ét nummer) samt drilske (og måske endda hånligt mod eget materiale) løfter om at spille Haligh, Haligh, a Lie, Haligh – hvilket aldrig skete. Bright Eyes-konstellationen på Vegas store scene var et syv-mand-stort band, som samtidig syntes at krympe i det større format. Leveringen af de nye, mere traditionelt-orienterede sange faldt derved i flere tilfælde igennem. Sådan føltes det umiddelbart, hvis man én eller flere tidligere gange havde oplevet bandet på Loppen. Men efter en vænnen sig til tanken bød koncerten på flere flotte øjeblikke. Udtrykkene lod sig inddele i mere rockende kompositioner med masser af elektrisk guitar, lap-steel, mandolin, keyboard og trompet samt helt nedbarberede sange med Oberst på kun akustisk guitar og vokal. Førstnævnte druknede ofte i halvskidt lyd, men bød også på flere flotte øjeblikke (Another Travelin’ Song og Old Soul Song (for the New World Order)), mens sidstnævnte indprintede sig stærkest efter sidste udtoning. Sange som Lua, Poison Oak og Land Locked Blues ramte lige i hjertekulen, og alene disse gjorde koncerten til en bemærkelsesværdig begivenhed. Men i takt med at scenen nu er større, kræver det hele lige pludselig mere og måske endda noget andet. Selvom sangskrivningen er modnet og stærk, holder den ikke helt til det større rum. Og Bright Eyes lignede heller ikke et band, der var trygge ved det. Leveringen var meget ’dekadent’, som min sidemand bemærkede. Netop dekadent har Bright Eyes altid været, men tidligere på de små scener blev dekadencen holdt oppe af intensitet, og den var lettere fraværende denne aften, hvor man i stedet for at stirre bandet lige i øjnene måtte skue opad. Perspektivet er ændret – på godt og ondt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Bright Eyes: Digital Ash in a Digital UrnBright Eyes: I’m Wide Awake, It’s Morning Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Efterklang, Stafrænn Hákon, 19.02.05, Vibration Festival, Lille Vega, København

På Vibration Festivals sidste dag fik alle tilstedeværende en invitation til at overskride tyngdekraften og svæve rundt i de tyndeste luftlag. Stafrænn Hákons statiske landskaber satte til tider kloden i stå, mens Efterklang fik salen til at løfte sig mod fjernere højder, end vi ellers er vant til. Stafrænn Hákon Foto: jint.dk En rød guitar og en laptop. Mere havde islandske Stafrænn Hákon ikke brug for, da han denne aften sendte små salver af salighed ud over Lille Vega. Islandske Olafur Josephsson, som gemmer sig bag Stafrænn-pseudonymet, har et par enkelte udgivelser bag sig samt et opvarmningsjob for Godspeed You Black Emperor! – og at sætte ham sammen med GYBE! og Efterklang gav egentlig god mening. Ganske vist indeholder Stafrænn Hákons melodier ikke samme vulkanudbrud som de to førnævnte bands, men på trods af sine forholdsvis statiske toner besidder musikken en filmisk kvalitet, der ligger i samme stemningsleje. Og det var det visuelle i selve musikken, som skulle bære Hákons show. Her var ingen billedmæssig understøttelse; al fokus lå på musikken, og det var med den som udgangspunkt, at forskellige situationer og fortolkninger forekom inde bag øjnene hos enhver, der fik lyst til at undersøge Josephssons landskaber. Bløde guitartoner over for den gnistrende electronica skabte rammerne om hver af Stafrænn Hákons kompositioner, der alle var instrumentale. Flere gange blev tankerne ledt hen på Ulrich Schnauss, der dog har et lidt fyldigere lydspektrum at arbejde med. Musikken var generelt lavmælt og spartansk. Der blev leget med støj og feedback, og den letbenede guitar fik god understøttelse fra laptoppen, som ubestrideligt var det musikalske omdrejningspunkt. En enkelt gang blev guitaren brugt som xylofon, men det var tydeligt, at tonerne fra det røde instrument kun skulle bruges til at svæve blidt over electronicaen. Her kunne det have været forfriskende, hvis guitaren til tider fik en større rolle, mens laptoppen så kunne stå for de luftige krumspring. Var der måske blevet flået lidt mere i strengene havde lydbilledet været mere alsidigt, end tilfældet var. Og det er vel egentlig den største anke mod Stafrænn Hákon; nogle gange blev de statiske landskaber så stillestående, at jorden holdt op med at dreje. Karakter:       Bedømmelseskriterier Efterklang Foto: jint.dk Der blev luftet Converse-sko og træningstrøjer til den helt store guldmedalje hos det ganske unge publikum, som var mødt op for at opleve Efterklangs første koncert efter udgivelsen af deres roste debutplade Tripper. Den københavnske sekstet havde i aftenens anledning besøg af to violinister fra islandske Amina samt en trompetist fra danske Slaraffenland, og mellem hænderne på disse ni musikere nåede musikken op i de højere luftlag. Hvor Stafrænn Hákons visuelle show udelukkende blev afspillet med et indre kamera, gik Efterklang helt anderledes til værks. Et kæmpe lærred var spændt op bag musikerne, hvor nogle af filmhistoriens største klassikere indgik i et rytmisk samspil med knasende electronica. Hakkende gentagelser af Busby Berkleys fantastiske koreografi fra musicalen 42nd Street smeltede sammen med metalliske støjflader og skærende violiner, og denne audiovisuelle fusion skabte, for nu at blive i filmtonen, en hypnotiserende mekanisk ballet. Heldigvis havde Efterklang valgt ikke udelukkende at lade deres baggrundskollage stjæle al opmærksomhed. Både en skiftende belysning og en pause fra filmene gjorde, at der også var god tid til at observere musikernes skabelsesproces. Forfriskende var det at opleve et band, der trods deres højtflyvende musik og ambitioner på ingen måde var selvhøjtidelige. Selv støjen fra et festlystent lørdagspublikum blev taget med et smil, og enkelte gange blev der endda skålet med den fyldte sal. Electronicaen var sjældent dominerende i lydbilledet, men fungerede mere som et knasende skelet, hvor de mere klassiske instrumenter blev fyldt på i mere eller mindre forskellig grad. Nogle gange var det kun en sagte guitar eller et nøgent klaver, der smøg sig omkring de kolde toner, og andre gange satte samtlige instrumenter i og skabte støjende snestorme på den indre skærm. Når Efterklang var allerbedst, hang musikken først som en elektronisk uro på himlen, der langsomt lullede én i en søvn med garanti for drøm. Filmkollagerne var yderst varierede, og faktisk fungerede de allerbedst, når klassikerne blev lagt på hylden til fordel for billeder, som man ikke behøvede at placere i nogen anden kontekst, og som derfor bare kunne leve deres helt eget liv. En blændende hvid baggrund. Silhuetter af flyvende fugle skar sig nærmest ind i lærredet, og pludselig lettede man selv fra jorden. Sådanne transcenderende live-øjeblikke er ubetalelige, og selv om man ikke fløj konstant i selskab med Efterklang, fik man kørt det meste af følelsesregistret igennem, hvilket ikke mange danske bands formår. Selv en ældre herre på krykker fik på forunderlig vis løftet sig op på scenen.Generelt rammer Efterklangs musik en sfære, som stort set aldrig berøres af andre hjemlige grupper, og af den grund alene bør vi prise os lykkelige for, at disse nye himmelstormere har plads nok til at tage os med. Læs også Undertoners anmeldelser af:Efterklang: TripperEfterklang: Springer Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

González, José, Antophones, 17.02.05, Vibration Festival, Lille Vega, København

Brudstykker af samtaler afslørede hurtigt det åbenlyse. José González var baggrunden for det overraskende store fremmøde på Vibration Festivals anden dag. Svenskeren må da også siges at være et af festivalens helt store hovednavne. Med udsigt til en musikalsk aften, der lagde mere op til stille fordybelse end dans og skrålen, var det ganske passende, at Vega havde valgt at ramme en cafestemning med borde placeret rundt omkring i koncertsalen. Antophones Da klokken nærmede sig det officielle starttidspunkt, væltede det ind med vintertrodsende danskere, og da Antophones indtog scenen, kom alle yderligere et ryk mod scenen.Badet i blåt lys og uden et ord satte bandet, anført af sangskriveren Lise Blaase, koncerten i gang. Meget hurtigt stod det klart, at Blaases vokal og orgel var bandets absolutte epicenter. Blåt, blødt og boblende flød de første par numre ud og stod som en flot underhavssymfoni med en betagende havfrue i hovedrollen. The Traitor Song var et tidligt, men lysende klart højdepunkt. Sangen er så melodiøs, at den sagtens kunne begå sig i radioen, og samtidig er den tilpas dyb til, at man ikke slipper den lige med det samme. Liveversionen var desuden tilsat en ekstra larmende guitar, og sammen med Blaases himmelråbende vokal fik undervandsmusikken her også en dejlig, støjende understrøm. Herefter forlod Antophones desværre alvoren og det hav, man lige var blevet så begejstret for at svømme i. En kluntet sang om skønhedsidealer og en fjollet træningsarm-gimmick var starten på en midtersektion af sange, der slet ikke kunne holde samme fine niveau, som de første numre havde sat. De klodsede og fordanskede tekster er Antophones største akilleshæl, og der blev desværre også længere mellem de gode melodier. Selv harmonikaen, der normalt er garant for at ramme en natblå ensomhed, druknede her. Først da bandet leverede de tre afsluttende sange, nåede musikken de højder, som der var blevet lagt ud på, og Antophones absolut stærkeste kort denne aften blev også spillet her. “I’ve got a revolver in your mind,” blev der truende sunget af Blaase, der pludselig stod helt alene i lydbilledet, inden skuddene på det nærmeste blev affyret i form af en glimrende guitarsolo. Revolver-sangen affødte ganske fortjent Antophones’ største bifald inden en herlig jazzet sang om Smeagöl afslørede den århusianske gruppes forkærlighed for Tolkien. Da det sidste nummer gik i gang, var denne anmelder fuldstændigt overbevist om, at det var et cover af Radiohead-b-siden Stupid Car. Der var da også flere ligheder mellem det engelske storband og Antophones afsluttende moment, men det kunne ikke pille ved, at sangen var en værdig lukker på en koncert – uanset om man hedder Radiohead og har bevist det meste eller Antophones, som måske stadigvæk mangler lidt, men som uden tvivl har kimen til mere, end de viste denne aften. Karakter:       Bedømmelseskriterier José González Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden. Da José González satte sig på sin stol og smågenert gik i gang med at væve den hypnotiserende Deadweight on Velveteen med sit Nick Drake-fingerspil, forstummede alt. Det var tydeligt, at publikum nærede stor respekt for svenskerens spartanske udtryk og performance, og lyden fra hver enkelt vibrerende streng blev grådigt indtaget. De brølende bifald stod nærmest i skarp kontrast til de tyste melodier, og González virkede også lettere chokeret over den massive hyldest, der fulgte i kølvandet på hver afsluttet sang. Noget af det mest fascinerende ved at opleve José González live er, at selv om koncertversionerne stort set er identiske med udgaverne på Veneer, og selv om González ikke på nogen showmæssig måde når ud over scenekanten, har man følelsen af at overvære noget helt specielt og nærmest religiøst. Ved ikke at nå publikum skaber svenskeren nemlig, paradoksalt nok, det totale nærvær, en ærlighed og intensitet, som opstår, når man overvåger en person sidde og spille for sig selv. Man fik udpenslet hans perfektionisme. Flere gange begyndte han forfra, når han spillede forkert, og hvor andre improviserer, hvis der synges et forkert vers, skyndte González sig at rette fejltagelsen. Der var et par fejl i løbet af koncerten, noget der ifølge herren selv skyldtes jetlag, men det gjorde ingenting. Fejlene gav blot flere nuancer og et større indblik i den mand, vi alle overværede. Tavshed, mens guitaren blev stemt inden All You Deliver blev sat i gang. Mantraet “distorted pictures is all you deliver” blev nærmest gentaget i det uendelige. Netop det repetitive er en central ingrediens i González’ musik, som hypnotiserer i de øjeblikke, hvor man slipper voyeurismens fascination et par sekunder og lukker øjnene for at svæve hen. Et andet element, som gør José González’ koncerter værd at besøge, er de fortrinlige covernumre, som han altid har med sig. Hans udgave af The Knifes Heartbeats har efterhånden fået nyklassiker-status, og netop klassikere er han ikke bange for at give sig i kast med. Først blev Joy Divisions udødelige Love Will Tear Us Apart leveret i en charmerende skæv, men stadigvæk hjertegribende version. Men også Springsteens Born in the U.S.A. og Massive Attacks Teardrop fik nye klæder på gennem svenskerens fingerdans over guitaren, og det har altid været coverkunstens største mål. At det her så blev gjort med nogle af musikhistoriens helt store sange, gjorde bare det hele endnu mere spektakulært. Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden. Nogle gange siges det tydeligt og klart ud til alle. Denne aften hviskede guitaren hemmeligheder til sig selv, men de, som lyttede efter, fik alle lidt sandhed med sig hjem. Læs også Undertoners anmeldelse af:José Gonzalex: Veneer Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Barra Head vs. Lack, 16.02.05, Vibration Festival, Stengade30, København

To danske bands tørnede sammen og leverede et dobbeltshow med udgangspunkt i battle-konceptet, som man kender bedst fra hiphoppens verden. Men Barra og Lack spillede ikke mod hinanden. De spillede nærmere side om side og leverede et unikt show med sange af høj kvalitet. Og leveringen? Den var direkte mesterlig! Kære læser, tillad mig at være begejstret. Tillad mig at danse hyperventilerende omkring det brændende bål og konstatere, at dansk rock lever i bedste velgående! Disse himmelråb lader sig i hvert tilfælde retfærdiggøre, hvis vi indkapsler en sen onsdag aften på Stengade30. Her kunne man inden den forestående koncert med Barra Head og Lack øjne en tætpakket scene med double up af alting. To trommesæt stod side om side og var yderligere omringet af en maskinpark af guitar- og basforstærkere.Hvis man ikke forud for koncerten vidste, hvad der snarligt ville ramme én, var det om at holde godt fast, for ellers ville man blive blæst omkuld. Jeg syntes bestemt også, at jeg under koncerten så et par stykker hængende vandret i luften, mens de klyngede sig til noget fastboltret – for når man først kunne høre summen fra endnu inaktive forstærkere og en konstant rislen fra lilletrommerne… ja, så var det som et advarselstegn ikke helt ulig dem i trafikken med udråbstegnet på. Giv agt! Barra Head og Lack havde forberedt en såkaldt battle i stil med den, man kender fra hiphoppens verden med symbolske lån fra bokseringen. Denne idé havde de to bands ført ind i rocken, og det gav lige pludselig alting en helt ny betydning. Modsat hiphoppen, hvor to aktører kæmper mod hinanden, var Barra Head og Lack nærmere på samme hold, hvilket også rent visualt gav mening. Ikke nok med at de to bands spillede side om side; de spillede ofte også med på hinandens numre. Og oven for nævnte soniske stormvejr lod sluserne åbne, når samtlige bandmedlemmer knaldede igennem på deres instrumenter på samme tid. En lydmur uden lige! Barra Head var de første til at træde på scenen. De åbnede med ét af deres absolut stærkeste kort på hånden, den vidunderligt intrikate The Paranoia Twist. Den tætpakkede publikumsmasse kunne netop nå at konsumere ét nummer, som med sit endelige akkordanslag blev ført til ende, før Lack entrede scenen og videreførte det udtryk, som Barra Head netop havde åbnet for. Således præsenterede de tre sæt med sammensmeltede sange, hvor man aldrig kunne vide sig sikker på, hvad der ville ske. Der var masser af gyngende kroppe foran scenen, og mange balancerede helt oppe på tæerne for at fange, hvem der nu gjorde hvad. Øjne på stilke var nærmest en nødvendighed, for der skete vitterlig meget på scenen. Hvad der især imponerede var den naturlige stereoeffekt, som opstod i takt med at sangmaterialet rullede fra venstre mod højre, ind over midten, tilbage igen og så fremdeles. Men dét, der virkelig imponerede, var materialet. For hvad er form uden indhold?Barra Head har tidligere overskyllet mig med deres høje bølgegange af rytmiske kompleksiteter i et trioformat, der med stor sikkerhed er Danmarks mest tighte spillende. I front udgyder Mikkel Jes Hansen eksistentielt almengyldige paroler, og det sker i en vekselvirkning mellem blidere, nærmest talt vokal og snerrende, bidske råb.Lack er et velkendt navn på hardcore-scenen, men de har omlagt deres stil og nu bevæget sig over i den grøft, der hedder post-hardcore (såvel lydmæssigt som bogstaveligt). Dette er lyden af mørk, pessimistisk rock med en katarsis i buldrende amokløb, hvor sanger Thomas Burø især imponerede med sine højt pitchede, hidsige fraseringer.Barra Head og Lack formåede at komplementere hinanden, mens de hver især samtidig fremstod særegne med hver deres egenartede udtryk. Næsten alt ringede perfekt og satte energiske kroppe i vild bevægelse. Kære læser, dette var (og er) sangskrivning af særdeles høj karat, og leveringen skete på et fabelagtigt højt niveau, som er sjældent set herhjemme.Havde bandene dog bare undladt at gå på scenen til et ekstranummer, så havde de hevet alle 6 U’er hjem. Men de valgte at betræde scenen til et sidste nummer, som viste sig at være et cover. Dancing in the Dark… ja, skrevet af The Boss. Og det klingede desværre meget hult og vokalmæssigt meget falsk. Men lad det nu ligge; det var blot ét skidt nummer ud af mange rigtig gode. Barra Head og Lack er noget af det ypperste på den danske musikscene. Jeg har tilladt mig at være begejstret. Kære læser, gør det samme! Læs også Undertoners anmeldelser af:Barra Head: We Are Your NumbersBarra Head: Arrival EPBarra Head/Menfolk: Arrival/Are We Enemies 12″ split Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

American Analog Set, 10.06.04, Loppen, København

De amerikanske sløvpoppere lod langsomme, repetitive toner flyde ind i øregangene på de 100 mennesker, der var troppet op for at lade sig drive med den døsige dagdrøm, som dog af og til inviterede til en lur. Lækkert til tider, men også en tand kedeligt. Nattehimlen lod regndråber falde mod Københavns asfaltbelægninger. Omkring 100 mennesker havde valgt at sky regnen i trygt ly på Loppen, hvor varmetemperaturerne og fugtigheden nærmede sig et tropisk klima. Men det var andet end blot saunatilstande, der lokkede. Publikum var opsat på at svømme ind i en lummer, men overordnet behagelig dagdrøm i selskab med de døsige dronepoppere i Austin, Texas-bandet American Analog Set. Bandet lagde for første gang turen forbi København i forbindelse med deres igangværende europæiske turné, og det var en afslappet Andrew Kenny, der bød velkommen til en times selskab med American Analog Set. Og det er nøgleord som ‘afslappet’, ’tilbagelænet’ og ‘døsig,’ der gør sig gældende for American Analog Sets musik – på såvel plade som på en scene. Man måtte indledningsvis skimte en gang eller to med øjnene for at vide sig absolut sikker på, at der var et liveband på scenen. Så godt som alle medlemmer var som frosset i bevægelse under koncerten. Forsanger/guitarist Andrew Kenny trådte med enkelte skridt frem og tilbage på stedet, og bassist Lee Gillespie stod konsekvent vendt mod trommeslager Mark Smith og altså med ryggen mod sit publikum. Et enkelt bandmedlem, Sean Ripple, var dog hyppigt bevægelig i urytmisk dans, enten bag sin vibrafon eller rundt om på scenen udstyret med maracas. Det var dog ikke musik, der inviterede til de store kropslige udskejelser. American Analog Sets musik bevægede sig sløvt frem i et moderat og støt tempo, der blidt gled ind i publikums øregange med en behagelig blanding af blødt og forsigtigt hviskende vokal, simple og varme guitarakkorder i samspil med snurrende vibrafon-toner og en simpel rytmesektion – en kombination ikke helt ulig Yo la Tengo. Bagved gemte sig monotone Farfisa-orgel-toner, der strakte sangene ud i langdrag og lod dem flyde sammen til et anonymt hele. Men med et bagkatalog på fem plader havde American Analog Set dog op til flere sangperler, som kunne skille sig ud fra massen af sammenflydende, repetitive toner. Med et simpelt legende riff bestående af blot 3-4 toner samt et rytmisk godt drive markerede sangen The Hatist sig som én af dem, man huskede bagefter. Den skønne The Postman fra bandets bedste udspil, Know by Heart, var også blandt de sange, som kaldte på opmærksomhed med historien om det snusende, alvidende postbud. “I know why you stare East, it’s where your man’s run off / And I know why your trash bin is brimming with his art / ‘Cause when he was abroad / I read his last postcard / He met some brit named Cass and it broke your heart / I’m the postman,” sang Andrew Kenny skrøbeligt med et fingerpeg eller to mod en doven melankoli. Samme følelse manifesterede sig i bandets miniature-hit, The Only One, også fra førnævnte plade. Det var den bittersøde Come Home Baby Julie, Come Home, der fik lov at afslutte den døsige time, hvor American Analog Set var på scenen. Bandets musik har altid været som det ideelle soundtrack til en varm og ugideligt sløv eftermiddag – men sløvheden har både gode og dårlige elementer i sig. Momentvis var det en lækker fornemmelse af at lade sig drive ind i et univers, hvor alting bevægede sig en tand langsommere, og hvor melankolien gik hånd i hånd med et afslappet smil, for alting skal jo nok gå. Men når de repetitive passager trak ud i evigheder, måtte man i ny og næ kvæle et påtrægende gab. American Analog Set er gode, men de skal nydes i små doser, for ellers risikerer man at døse så meget hen, at søvnen vinder i sidste ende. Læs også Undertoners anmeldelser af:Promise of LoveBen Gibbard/Andrew Kenny: Home – Volume V

Koncerter

Virgo, Grand Avenue, Thomas Dybdahl, Utah, Joycehotel, 04-05.06.04, Spot 10, Århus

Både fredag og lørdag bød på flere følelsesladede bands – desværre gav de som oftest ikke de store oplevelser.De klynkende Både fredag og lørdag bød på flere følelsesladede bands – desværre gav de som oftest ikke de store oplevelser. VirgoVirgo lagde meget lovende ud, men alle forhåbninger om en god oplevelse blev punkteret ved koncertens andet nummer – et forsøg på at lave en rigtig god sexfikseret sang a la Let’s Get It on med den smukke, smukke titel Do It. Efter denne smålumre og dybt intetsigende sang var de resterende sange “blot” anonyme med undtagelse af den episke, langstrakte ballade You and Me vs. Time, der ikke var helt mislykket, men dog blev skæmmet af, at bandets bassist var mixet alt for højt, og derfor gjorde det vanskeligt at nyde Louise Mølholms violin, der ellers spillede glimrende op til Johan Stahls vokal. Grand AvenueGrand Avenue leverede en af Spot 10’s absolut værste koncerter. Trioen bød på ufarlig, anonym og forfærdeligt kedelig radiorock, der meget gerne skulle lyde som U2, Coldplay eller Saybia – det gjorde det bare ikke! Der var intet at komme efter, og de eneste, der fandt denne koncert blot nogenlunde overbevisende, var vist de konfirmander af hunkøn, der havde taget plads på forreste række, selv om man kunne have dem mistænkt for kun at være interesseret i bandet pga. sangeren, der sagtens kunne ligne en storebror til hele Danmarks yndlings-tv-vært: Mikkel fra Boogie, men man ved jo aldrig. Thomas Dybdahl Foto: Martin Guttormsen Fredag aften bød den lille Rekrut-scene i Ridehuset på norske Thomas Dybdahl. Dybdahl havde desværre overraskende lidt at byde på. Han virkede dog ganske veloplagt, men uheldigvis smittede det ikke af på det noget træge materiale. Dybdahl vil så gerne lyde som de amerikanske forbilleder, men det lykkes aldrig. Sangene var generelt meget lange, men samtidig udstyret med melodimateriale, der på ingen måde berettigede en så lang spilletid. Det var først mod slutningen af koncerten, at Dybdahl fik fyret op for et par velfungerende sange med den smukke Cecilia og den groovy og intense I Need Love Baby, Love Not Trouble, men intensiteten gik fløjten, da Dybdahl inde i nummeret besluttede sig til at præsentere sit band. En gestus, der aldrig er nødvendig, men som i det mindste bør holdes uden for sangene. UtahDer var overraskende mange mennesker i Musikhusets café tidligt lørdag aften (sammenlignet med samme tid aftenen før), da danske Utah lagde ud med at give publikum lidt af et chok. Første nummer indikerede, at dette ville være en afdæmpet singer/songwriter-koncert, herefter transformeredes det andet nummer efter en afdæmpet start til en intens rocksang. Derefter beviste bandet på overbevisende måde, hvorledes man spiller både afdæmpet og kraftfuldt på én gang – godt hjulpet på vej af den intet mindre end fantastisk syngende Jesper Roth, hvis stemme tilsyneladende er uden svage punkter. Specielt original var bandets musik ikke – og især Jeff Buckley bør nævnes, da bandet, præcis som Buckley, kommer hele vejen rundt: fra det skrøbelige til det tordnende kraftfulde – men når det er så godt udført, som det var tilfældet her, kan man ikke tillade sig at klage. Joycehotel Spot 10s sidste koncert gik i gang ca. kl. 1 lørdag nat, da danske Joycehotel indtog scenen på Voxhall. Bandet blev i det officielle program beskrevet som lidt i retningen af Kitty Wu, og det er ikke helt galt. Bandet excellerede i et dystert, klynkende udtryk – ikke ulig tidlig Kitty Wu, bare ikke helt så godt (ikke fordi Kitty Wu var specielt gode i starten). Bandets sanger havde ikke nogen specielt stor stemme, hvilket ellers er ganske vigtigt, når man spiller noget, der vel nok kan betegnes som “klynkerock”. Desværre var bandets sange heller ikke synderligt gode, og den afsluttende sang, som var et forsøg på at skrive et episk afslutningsnummer, der skulle ende i kaskader af støj, mislykkedes totalt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Virgo: YouandmeversustimeGrand Avenue: s.t.Thomas Dybdahl: One Day, You’ll Dance for Me, New York CityJoycehotel: s.t.Utah, Spot 11, Århus, 10.06.05