Elektropopdebuten fra musikeren og produceren Gro er overraskende opløftende, men rammer bedst når den eksperimenterer og skaber eventyragtige landskaber i sine produktioner.
Plader
Courtney Barnett: Things Take Time, Take Time
En mere voksen, velbalanceret og mere australsk lydende Courtney Barnett er tilbage med sit tredje album, som er en omgang omsorgsfuld og janglet Biedermeier-indierock, der måske egner sig bedre som baggrundsmusik til opvasken end til koncentreret lytning.
Pale Rider: Only Shelter to Give
Dansk/smålandske Pale Rider forener lyden af ensomme ørkenlandskaber og skandinavisk vintermelankoli på sin særdeles overbevisende debut. Den jazz noir-marinerede post-countrypunk gør ondt, men mest godt.
Beach House: Once Twice Melody EP
Med Once Twice Melody giver Beach House en stadigt drømmende og meditativ forsmag på næste års fuldlængeudgivelse af samme navn.
Idles: Crawler
Det er en mægtig bastard af en plade, engelske Idles har begået. Et lavthængende, susende stormvejr af et bekendelsesskrift sat på lyd om stoffer, afhængighed, misbrug og mistrivsel og om stadig at kunne finde glæden midt i alle problemerne. Et stærkt udspil, som også er svært at lytte til.
Portrayal of Guilt: Christfucker
På Christfucker fortsætter Portrayal of Guilt med at kreere sorte og afgrundsdybe beretninger fra det mørkeste af sindet. Men selvom bandet fortsat gør sig mest i blackmetal og hardcore, er der pludselig også tilføjet langt flere facetter til texanernes ubekvemme genreblanding.
Exonyms: Khuluma Isintu
Odenseanske Exonyms, en trio der udspringer af bandet Plök, er ude med albummet Khuluma Isintu. En sand tour de force i heftig rytmik og perlende synth, der dog aldrig rigtig giver hverken ro eller plads til fordøjelse.
The War on Drugs: I Don’t Live Here Anymore
På deres femte plade bryder The War on Drugs med den lyd, der på forrige udspil gav en fornemmelse af et band, som var begyndt at køre lidt i samme rille. Med "I Don't Live Here Anymore" er widescreen-formatet trods alt stadig intakt, og sangmaterialet holder en høj standard, der lever op til de høje forventninger.
Black Marble: Fast Idol
Det er svært at spore nogen rigtig udvikling på Chris Stewarts fjerde album under aliasset Black Marble. I bedste fald er det behageligt og absolut dansabelt. I værste fald er det dødkedeligt.
The Courettes: Back in Mono
The Courettes leverer på deres tredje udgivelse hverken mere eller mindre end de lover: en kompromisløst kurateret genfødsel af deres store surf- og popidoler.
Parquet Courts: Sympathy for Life
Parquet Courts har skiftet ham igen og laver ikke længere blot rockmusik, du kan danse til, men dansemusik, du kan rocke til.
Patrick Shiroishi: Hidemi
Følelsesmættet og vredt album lyder af racismens klamme skyggeside og imponerer med sin lag på lag-produktion.
Helado Negro: Far In
Helado Negros syvende album er en blødt flydende hvirvelstrøm, der enten fører dig hypnotisk rundt i et psykedelisk univers eller giver dig hovedpine.
Taraka: Welcome to Paradise Lost
Den ene halvdel af Prince Rama er vendt tilbage med et kaos af ayahuasca-garagepunk, der kræver, at man tager nogle dybe indåndinger, inden lyd-tsunamien af syre- og garageklicheer prøver at entrere trommehinderne.