Uruguayansk-amerikanske Juan Wauters har lavet et fragmenteret indiepopalbum, der leger med både folk, soveværelses-R’n’B og hip-hop. Sangene er både inderlige og vellydende, men flowet afbrydes også af mindre interessante feltoptagelser.
Plader
Shitkid: Sort Stjerne
Svenske Åsa Söderqvist har trukket stikket for sit Shitkid-alias med et dobbeltalbum, hvis materiale spænder over hele Shitkids karriere, men som med 23 numre også bliver for kvalitetsmæssigt svingende.
Wolf Alice: Blue Weekend
Britiske Wolf Alice har med deres tredje album hugget en delvist konceptuel juvel ud af undergrunden. Blue Weekend imponerer ikke alene på den imponerende alsidighed, men også ved at levere 11 numre, der hver især har hitkvaliteter og potentialet til at kunne sende bandet ud på scener i Orange størrelse.
Annsofie Salomon: Only Space and Time Can Tell How to Breathe in an Ocean Shell EP
Down tempo-drømmepop, følelsesladet stemme og et selvbevidst, visuelt udtryk kan ikke redde Annsofie Salomons debut-EP’en fra at blive en kedelig affære.
How to Feel Huge: Ep
How to Feel Huge blander det smukke og melodiske med det grimme og støjende på deres sorg-udforskende debut-EP. Med elementer fra et bredt spektrum af rock- og punk-undergenrer markerer bandet sig som et eklektisk friskt pust på den danske musikscene.
Why Sun: Ravine EP
Som et forunderligt og unikt bevis for styrken og bredden i den københavnske undergrund, rammer duoen Why Sun tæt på plet med EP’en Ravine. Det er melankolsk cold wave med masser af støj, rum og gnistrende energiudladninger.
Japanese Breakfast: Jubilee
Med Jubilee fortsætter Michelle Zauner sin rejse væk fra karrierens tidlige soveværelsesproducerede lo-fi æstetik og i retning af popverdenens tinder. Heldigvis har hun hverken givet afkald på sine indiequirky tekster eller det melankolske afsæt i dreampoppen.
Hailu Mergia & The Walias Band: Tezeta
Hailu Mergia og The Walias Bands debut ser langt om længe dagens lys, efter denne milepæl i ethiojazzens historie ellers var erklæret nærmest uopstøvelig. Men fortællingen handler om langt mere end blot de oprindelige kassettebåndindspilninger.
Jaguaren i Skoven: Skattejagt
Danske Jaguaren i Skoven inviterer med sit debutalbum, Skattejagt, på syret sommerhustur. Den kitschede syrepop bliver dog trods mange festlige og finurlige indslag aldrig mere end bare hyggelig.
The Black Keys: Delta Kream
The Black Keys har udgivet et album udelukkende med covers af hill country blues numre, hvilket sender bandet i retning mod slacker-rocken.
Black Midi: Cavalcade
Den eksperimentelle rockgruppe Black Midi har bogstavelig talt udgivet den svære toer. Cavalcade er svær og til tider tung at danse med, men den mister aldrig fodfæstet fuldstændigt, selv når det musikalske eksperiment bliver skruet op på 11.
Mdou Moctar: Afrique Victime
Tuareg-tappedjævlen Mdou Moctar og hans kvartet er tilbage i fremragende form, selvom der er lidt mere pusterum end tidligere. Det gør ikke noget. Det er nemlig fortsat de udmattende guitarstykker, der bærer værket, og guitarister fås ikke meget bedre i 2021 end Moctar.
Julia Stone: Sixty Summers
Med St. Vincents fodaftryk plantet solidt midt i albummet skifter australske Julia Stone kurs på sit nye, tredje soloalbum. Det er artpop, storbycruise og rastløs, hektisk kærlighedsrørelse der er på spil. Var der tyndet lidt ud i numrene, havde der været tale om en sand joyride; som det er nu, er der for meget kedeligt fyldstof på albummet.
Mythic Sunship: Wildfire
Som en knytnæve i ansigtet rammer Mythic Sunship lytteren lige i smasken med sit instrumentale mix af potent krautrock, psykedelisk rock, free jazz og et snert af punk. Wildfire er en mægtig hybrid af intens musik, der fortjener fuld lydstyrke. Gruppens vanlige improvisation er blevet blandet sammen med mere komponeret musik, hvilket giver Mythic Sunship et anderledes udtryk end hidtil.