Når man lytter til Kim Gordons The Collective, tænker man på intet tidspunkt "rockdinosaur". Den 70-årige legendes spyttende vokaler, tunge trapbeats og øresønderrivende støj lyder mere moderne end det meste andet rockmusik i 2024.
Plader
Donny Benét: Infinite Desires
Det australske disko-pastiche-projekt, Donny Benét, fortsætter sin sexede stil på sit sjette album. Den (sammentykkesøgende) liderlige kultmusiker byder både på stærke diskoperler, tandløst fyld og en aparte og apolitisk revselse af den amerikanske drøm og højaktuel geopolitik.
Rigmor: Vælter vi mørket
Den aarhusianske indiekvartet Rigmor er optaget af rockens, lyrikkens og hverdagens poetiske mørke. Måske så meget, at deres ellers så indhyllende sangskrivning, i omfavnelsen af sin egen melankoli, ender med at savne modsætninger og kompleksitet.
Omni: Souvenir
Den fjerde plade fra amerikanske Omni byder på kantet postpunk med et poppet islæt og et humoristisk glimt i øjet. Bandets uudgrundelige ironi ender dog med at være albummets akilleshæl.
Baby In Vain: Afterlife
Igennem mere end 10 år har Baby In Vain fintunet deres støjende guitarrock fra det hårdtslående til det mere drømmende. På deres tredje fuldlængde Afterlife er det, som om de er faldet helt på plads i de bløde skyer, hvor der er vældig rart og ikke helt så meget at slå sig på. Mindre bidskt, men lige så overbevisende.
Little Simz: Drop 7
Little Simz har med albums som Grey Area, Sometimes I Might Be Introvert og No Thank You, samt nogle fremragende livekoncerter på dansk jord, vist sig som en af de stærkeste europæiske eksponenter for eftertænksom rap over sjælfulde hiphop-produktioner. Men på EP’en Drop 7 udforsker den talentfulde engelske rapper nyt og uvant elektronisk land.
Erika de Casier: Still
Erika de Casier udvider den musikalske palet på sit tredje album, der med kunstnerfeatures, breakbeats og velkendt r’n’b føles som starten på noget nyt for den fremadstormende sanger. Der er opbrud, overgang og masser af håb.
Molly: Charter
Mollys nye album Charter sender tankerne tilbage til punk/rock-dagene i 90'erne, og savner du lyden af energiske trommer og spade fra dengang, så er albummet helt sikkert noget for dig. Punkrockens energi kan stadig sætte gang i skaterfesten, men der er desværre ikke meget nyt under solen.
Idles: Tangk
De britiske postpunkere fra Idles har rystet posen og viser nye musikalske sider af sig selv frem på Tangk, der er en samling af elleve vidt forskellige kærlighedssange. Resultatet af de mange musikalske nybrud er dog en anelse usammenhængende.
Zoumer: Green World
Der er landet et lysende grønt kassettebånd, der runger af algerisk modstandsånd, iskolde synthesizere og gekkopunk. Zoumers debutalbum Green World er en legesyg og strålende undersøgelse af personlig og kollektiv historie.
The Last Dinner Party: Prelude to Ecstasy
Britiske The Last Dinner Party er lunefulde og tragiske, men når stormfulde højder på et debutalbum, der ikke står tilbage for noget som helst. Det er konceptuelt stærk indierock – stort anlagt, og så alligevel tilpas flagrende.
Astrid Sonne: Great Doubt
Danske Astrid Sonne tager det bedste fra popmusikkens tillokkende sangskrivning og blander det med sin egne eksperimenterende takter på sit tredje album Great Doubt. Resultatet er et flygtigt bratsch-møder-electronica-værk, hvor Sonnes vokal for første gang får førersædet.
Dina Ögon: Orion
Stockholmerne leverer nok en gang en sjælfuld plade i lyset af psych, soul og pop med plads til både sitar og fingerknips. Samtidig er der dog slækket lidt på de stemningseksperimenter, der tidligere har tilført dem en helt særlig kant.
The Smile: Wall Of Eyes
The Smile går med Wall of Eyes fra at være et spontant sideprojekt til at være et seriøst rockband, der spiller med en vild musikalske spændvidde uden at give afkald på det dybfølte.