På (første halvdel af) sit 10. studiealbum ser Håkan Hellström tilbage på sin 20-årige karriere som Sveriges største popstjerne. Med både selvmedlidenhed og humor tager han bestik af et liv levet i rampelysets klare skær og kigger bagud uden at forfalde til nostalgi.
Buscabulla har skabt en plade, der handler om at vende tilbage til et forandret hjem. Det rummer både caribiske rytmer, østafrikansk funk og en elektronisk kærlighedsballade. I det hele taget er det et ret overlegent debutalbum.
Other Lives fjerde LP For Their Love er et alsidigt og rammesprængende studie album fyldt med overraskelser, blå toner og storslåede lydlandskaber.
Loke Deph er tilbage med dansk rap på internationalt niveau.
Hazel English debutplade føles som den svære to'er, i efter hendes dobbelt-EP fra 2017 gav et kommercielt og kunstnerisk gennembrud. Pladens lydbillede er ualmindelig lækkert og behageligt at lytte til, men fortæller en historie om tvivlende kærlighed når man lytter efter.
Selv om Anders Riis' nye album Opdrift, starter i den lidt tandløse afdeling, så lad jer ikke skræmme væk. Den københavnsk baserede jyde leverer nemlig en samling stærke eksistentielle sange i et rocket, singer/songwriter univers, der læner sig op ad både højskolesangbogen såvel som dansktoppen.
Thundercats fjerde album sætter tyk streg under hans store potentiale og uforlignelige evner på bass. Men mækrværdige genrevalg, klichéfyldt lyrik og programmerede trommer, forhindrer ham i blive forløst for alvor.
Marshall Cecils debutalbum er flødet art-pop med solide hooks og stort potentiale, som desværre ikke helt indfries, men i den grad må respekteres. Det er lyden af et stilsikkert band, der er kommet for at blive.
På Second Skin hviler The Love Coffin stærkere i et mere veldefineret og velpoleret lydunivers, hvilket desværre kommer på bekostning af den nerve og vildskab, der tidligere har gavnet gruppens udfoldelser.
Direkte fra en renoveret, aarhusiansk skurvogn leverer Trader på "Ghost Town" lyden af menneskelig længsel i form af brusende guitarflader og DIY-æstetik.
Med Heaven To A Tortured Mind zigger Yves Tumor istedet for at zagge og genopstår som en sexhungrende rockpoet.
London-bandet Sorry er et interessant bekendtskab med deres blanding af musikhistorisk tyvegods og nye ideer. Alligevel er det, som om at netop deres coolness og ironiske distancering til materialet også spænder lidt ben for dem på et album, der sjældent bliver rigtig medrivende.
Det brede gennembrud lader endnu engang vente på sig for Baxter Dury, som med sit sjette album har tegnet et forførende og romantisk billede af et nattedækket London. Og det er måske også sådan, det skal være. Hans musik har aldrig været tiltænkt det store publikum, men i stedet de fortabte og ensomme sjæle som også befolker hans sange.
Phantogram, der udgav det anmelderroste album Three i 2016, er et næsten helt ubeskrevet blad i Undertoner-sammenhæng. Det laver vi nu om på med en anmeldelse af deres fjerde album, Ceremony. Et elektropop-album, der leger med lys og mørke i tætpakkede produktioner med vedkommende temaer og masser af tekstur.
