Plader

Albums, ep’er, singler og alt ind imellem

Plader

Jason Collett: Motor Motel Love Songs

Min første tanke, da jeg hørte Motor Motel Love Songs, var, at det var hurtigt, at Jayhawks havde fået lavet en opfølger til Rainy Day Music. Det var dog ikke tilfældet, selv om der kan trækkes mange paralleller mellem de to plader både lydmæssigt og stemningsmæssigt.

Plader

Figurines: Shake a Mountain

For fanden, hvor er jeg i godt humør! Og ikke bare fordi jeg sidder med et debutalbum fyldt med skæve og dejlige ørehængere, men også fordi bandet bag det, Figurines, må være et bevis på, at de unge kreative kræfter i Danmark måske endelig er begyndt at finde inspiration i den verden, der er uden for P3s og Fonas top 20-lister.

Plader

The Prids: s.t.

Efter et par EP’er leverer The Prids deres første hele plade; det er en tur i tidsmaskinen, 20 år tilbage til dengang hvor det hele var sort.

Plader

Opiate: Sometimes EP

Med små skridt i mange retninger forfiner Opiate endnu engang sit udtryk. På sin egen tyste facon revolutionerer og finpudser han sin stil og bekræfter sin position som en unik formidler af enkelhedens og det næres værdi.

Plader

Maximilian Hecker: Rose

Den rejse, som Maximilian Hecker inviterer os med ud på på hans anden plade Rose, er ikke længere eller mere interessant, end den du kommer ud på, når du render hen i kiosken. Rose er en plade med enkelte højdepunkter, der desværre hurtigt bliver dækket til af pinlige klichéer.

Plader

Grandaddy: Sumday

Da 2000 nærmede sig sin slutning, og det skulle gøres op, hvilke plader der var årets bedste, havde de fleste blade Grandaddys The Sophtware Slump med i deres top 5. Nu er Jason Lytle og co. tilbage med en opfølger, der skal vise, om de kan gentage succesen.

Plader

Madrugada: Grit

Hvis du er med på retro-garagerock-bølgen, er Grit en udmærket investering. Er du i stedet fan af Madrugadas første plade, vil denne deres tredje plade være en skuffelse af dimensioner.

Plader

16 Horsepower: Folklore

Folklore følger direkte i hælene på David Eugene Edwards' soloudgivelse som Woven Hand og kan ikke undgå at ende som lidt af en skuffelse. Edwards er stadig uhyre interessant, men det er pladens melodier ikke, og det trækker kraftigt ned.