Bright Eyes' tredje album er en aldeles blændende omgang lofi-folk, som løftes til skyerne af skæve arrangementer og fængende melodier.
Plader
Suede: A New Morning
Tja. Suede falder ikke igennem med deres femte album, men udtrykket er efterhånden blevet så poleret og desværre også forceret muntert, at det er svært for alvor at holde af
The Royal Beat Conspiracy: Dig It!
Der er knald på hos svenske The Royal Beat Conspiracy. Deres rock'n'roll rykker i kroppen, men bliver aldrig rigtig hængende i hukommelsen.
Puressence: Planet Helpless
Puressences tredje album er herligt varieret, men mangler til gengæld den gnist og nerve, som gjorde de to første plader så glimrende.
Spy Island: Little Fires EP
Debutudspillet fra den Detroit-baserede indiegruppe Spy Island består af en række fængende og charmerende Tanzenlieder, der dog har en tendens til at drukne i en grød af rytmeguitar og lallede platheder.
Rumpistol: s.t.
Med sin indbydende, blide elektroniske boblen og skratten byder Rumpistol på en behagelig og særdeles velspillet, om end en smule kedelig debutplade. Endnu en gang har nattens længde overrasket mig.
Shout Out Louds: 100 Degrees EP
flr-flr-flr-flr - dette onomatopoietiske udtryk har til hensigt at illustrere den helt sagte lyd af sommerfugle, der hvirvler omkring hovedet på én. Det kunne man nemt forestille sig ske, når Shout Out Louds' 100 Degrees EP spilles, for musikken kalder i et kort skrig på sol og varme.
Broken Social Scene: You Forgot It in People
Broken Social Scene har åbnet en del øjne og ører rundt omkring. Det forstås med de mange flotte popmelodier i forholdsvis ny indpakning. Men samtidig lider You Forgot It in People under decideret dårlig lyd og består af lige dele kedsommelige øjeblikke og originale højdepunkter.
Leftlane: Release
Leftlane spiller pop-rock af den midtsøgende slags, der sagtens ville kunne få et bredt gennembrud, men som til gengæld ikke kan byde på de store musikalske dybder.
Helms: McCarthy
Lidt for ordinær og uopfindsom postrock fra den amerikanske trio, hvis andet album dog indeholder nogle lyspunkter.
hearse of (old) me’s: s.t.
Tekstligt har hearse of (old) me’s uomtvisteligt begået et mesterværk, men musikken halter, så albummet landet i afdelingen for bløde mellemvarer.
Dave Gahan: Paper Monsters
Dave Gahan overlever det farlige forsøg på at lave et soloalbum med æren i behold, men viser samtidig, hvorfor det er Martin Gore, der er den kreative drivkraft i Depeche Mode.
Lowlights: s.t.
Støvet, sløv og afdæmpet americana kravler mod hvert et hjørne og hver en krog for at fylde denne debutplade, som er ganske hæderlig uden at være prangende.
Settlefish: Dance a While, Upset
En lektion i og et godt bevis på den gamle forældrefloskel om, at forventningens glæde ofte er den største.