Efter et par EP’er leverer The Prids deres første hele plade; det er en tur i tidsmaskinen, 20 år tilbage til dengang hvor det hele var sort.
Plader
The New Pornographers: Electric Version
Neko Case er atter i forgrunden for det canadiske garage-pop orkester med rod i inspirationerne.
Bernadette La Hengst: Der beste Augenblick in deinem Leben ist gerade eben jetzt gewesen
»Keine langweilige Scheisse.« Tyske Bernadette La Hengst er en kvinde med ben i næsen og et øre for den gode popsang. Der er ingen tid til det kedelige lort. På sin opløftende debut som soloartist skærer hun ind til benet – både på sin elektroniske poplyd, men også i sine tekster.
The Adventures of Jet: Muscle
Flot og vellydende 80'er-rock, der er så kedelig og forudsigelig, at det én gang for alle beviser, at det ikke er alt fra den tid, der er værd at grave op.
Cursive: The Ugly Organ
The Ugly Organ er en mærkelig plade, men ved nærmere eftersyn(/-lyt) giver den fuldt ud mening. Pladen står som en stærk kandidat til årets plade!
Opiate: Sometimes EP
Med små skridt i mange retninger forfiner Opiate endnu engang sit udtryk. På sin egen tyste facon revolutionerer og finpudser han sin stil og bekræfter sin position som en unik formidler af enkelhedens og det næres værdi.
Maximilian Hecker: Rose
Den rejse, som Maximilian Hecker inviterer os med ud på på hans anden plade Rose, er ikke længere eller mere interessant, end den du kommer ud på, når du render hen i kiosken. Rose er en plade med enkelte højdepunkter, der desværre hurtigt bliver dækket til af pinlige klichéer.
Victory at Sea: The Good Night
På Victory at Seas tredje album vil sanger/sangskriver Mona Elliott stadig gerne være P.J. Harvey, men nu vil hun også glimtvis være Tori Amos – originalerne er dog stadig de bedste.
Grandaddy: Sumday
Da 2000 nærmede sig sin slutning, og det skulle gøres op, hvilke plader der var årets bedste, havde de fleste blade Grandaddys The Sophtware Slump med i deres top 5. Nu er Jason Lytle og co. tilbage med en opfølger, der skal vise, om de kan gentage succesen.
Madrugada: Grit
Hvis du er med på retro-garagerock-bølgen, er Grit en udmærket investering. Er du i stedet fan af Madrugadas første plade, vil denne deres tredje plade være en skuffelse af dimensioner.
16 Horsepower: Folklore
Folklore følger direkte i hælene på David Eugene Edwards' soloudgivelse som Woven Hand og kan ikke undgå at ende som lidt af en skuffelse. Edwards er stadig uhyre interessant, men det er pladens melodier ikke, og det trækker kraftigt ned.
The Color Turning: Our Currency Is Time EP
Melodisk emo på en ep, der lover godt for The Color Turnings kommende udgivelser.
Foo Fighters: One by One
På Foo Fighters' bedste album til dato beviser Dave Grohl, at han ikke kun er en dybt selvironisk MTV-personlighed, men faktisk kan skrive drønende rocksange af højeste karat.
Life in Braille: New York City Ending
En flok fremragende rocknumre.