På Lifespan spiller Slim0 med stor indsats. Det lykkedes dem ikke konsekvent at mikse de yderliggående formeksperimenter med noget æstetisk gangbart, men der er så afgjort noget at komme efter.
Plader
Devendra Banhart: Flying Wig
Den amerikansk-venezuelanske freak-folk-pioner Devendra Banhart har slået pjalterne sammen med Cate Le Bon og skabt en både håbefuld og sørgmodig plade, der omfavner lytteren med sin drømmende synth-pop.
When Saints Go Machine: Rosy
Rosy er, når det er bedst, elektropop-pastiche hvor fransk house og Tiesto-vibes møder følelsesmæssig resignation. Men med den nyligt udstukne retning har When Saints Go Machine også ladt visse kvaliteter udeblive.
Pleaser: st.
Ungdomshuspunkerne i Pleaser er langt foran deres kolleger. Deres debutalbum trækker både på hardcorens bedste kvaliteter og tilføjer nye dystre elementer. Og trods det er en kort omgang, kunne de tyve minutter ikke være mere tætpakkede med medrivende original musik.
Irreversible Entanglements: Protect Your Light
Det er ikke hver dag, at et upcoming jazzkollektiv skriver kontrakt med et af de mest legendariske pladeselskaber inden for genren, nemlig Impulse!. Samme sted som tidens største jazzmusikere har Irreversible Entanglements skabt en forfriskende sammenstøbning af en plade, der kaster excentrisk politisk poesi-freejazz i hovedet på lytteren.
Mitski: The Land Is Inhospitable and So Are We
Mitski er betagende som både sangskriver og konceptualist på et syvende album, der udadtil fremstår klassisk, men samtidigt også er følelsesmæssigt skurrende og nådesløst.
Holm: Alien Health
På sin anden plade byder Holm vanen tro på solidt melodisk rock-håndværk med en smittende, ungdommelig energi. Men soloprojektet er efterhånden blevet så midtsøgende og ufarligt, at det risikerer at forsvinde i mængden.
Slowdive: Everything Is Alive
Det klæder Slowdive med lidt mere tempo end normalt, og de formår stadig at levere storslåede rocknumre i samme ånd som altid. Men shoegazerne har også tidligere vist deres værd, og det er måske på tide, at deres drømmende udtryk bliver varieret en anelse.
Alabaster DePlume: Come With Fierce Grace
Alabaster DePlume maler et forunderligt saxofonlandskab i alverdens avantgardistiske farver og viser sig fra sin hidtil mest autentiske og løsslupne side.
Why Sun: The Song The Movement The Dance
Why Sun har på deres debutalbum givet deres darkwavede post-punk et skud med synthpopsprøjten og kommer langt hen ad vejen med et fortrinligt bud på lyden af dyster dansemusik. Af og til træder de dog også i fodspor, der er lidt for store til, at trioen kan udfylde dem.
Eee Gee: She-Rex
Eee Gees nye plade er betydeligt mere forløst end sin forgænger. Med discoen som trumfkort skaber Emma Grankvist gedigent pophåndværk uden at forfalde til kitsch.
Bisse: Traumecentret
På Traumecenteret yder Bisse hjertemassage på døden selv og tilbyder nænsom, aktiv dødshjælp til frygten og traumerne, som vi alle lider af. Omfanget og temaerne kan godt være en temmelig intens omgang, men hvis man kan tage det ind, er højdepunkterne det hele værd.
Buck Meek: Haunted Mountain
Femte udgivelse fra den fintfølende texanske guitarist er fuld af lysende poesi og følelser af hjemlighed i en behagelig, men også ufarlig country/indie indpakning.
Spellling: Spellling & the Mystery School
Spellling genbesøger sig bagkatalog og formår momentvis at skabe succesfulde sammensmeltninger mellem fortid og fremtid.