Plader

Albums, ep’er, singler og alt ind imellem

Plader

Stuart A. Staples: Arrhythmia

Stuart A. Staples, frontmand i Tindersticks, giver på Arrhythmia en opvisning i kunstnerisk nødvendighed på et album, der kræver en vis portion tålmodighed af lytteren.

Plader

Leon Vynehall – Nothing Is Still

Leon Vynehall er tilbage efter hans forrige udgivelse Rojus (Designed To Dance). Denne gang har Vynehall strikket udsædvanlige rytmemønstre og følelsesladende momenter sammen, der giver et bevægende album – dedikeret til hans familie.

Plader

Moon Loves Honey: You Drift Away From Me

You Drift Away From Me er en mestendels vellydende drømmepop og -rockrejse ud på et indre hav af tvivl. Men der mangler dybde, og Moon Loves Honey synes at savne en klar retning - og fast grund under deres drømmende musik og tekster om tvivl, ensomhed og adskillelse.

Plader

Pusha T: Daytona

Kanye Wests højre hånd, Pusha T, leverer et tonstungt og fortættet projekt, der bør få samtlige MC's i raphemisfæren til at ryste i bukserne.

Plader

Snail Mail: Lush

Snail Mails debutalbum er fyldt med mættede farver og længselsfulde sommerdrømme. En musikalsk dannelseshistorie, der veksler mellem sårbarhed, vrængende teenageattitude og de store følelser, som vi alle genkender.

Plader

Trainwreck Department: No. 1

Trainwreck Department er et enmandsprojekt bestående af en af dansk undergrunds mere produktive musikere. Jacob Faurholt, en 40-årig sangskriver og musiker, der fra sit hjem i København har leveret den ene lo-fi hjemmeoptagelse efter den anden. Nu sker det så igen med en kortfattet, men catchy EP ved navn No. 1.

Plader

Tracyanne & Danny: Tracyanne & Danny

Skotlands lange og fine tradition for storladen popmusik med kant har fundet nye arvtagere i form af Tracyanne Campbell og Danny Coughlan. Duoen har nemlig skabt et poetisk postkort af et debutalbum.

Plader

Jon Hopkins: Singularity

Singularity lægger sig i slipstrømmen fra forgængeren Immunity og byder på samme eminente blanding af bombastisk tekno og hårrejsende smuk ambient. Jon Hopkins blander tordentung bas med strygere, kor og klaver på et fascinerende og paradoksalt værk, man ikke bør snyde sig selv for.