Plader vi overså

Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2007 (del 2)

Her fortsætter vi med anden halvleg af Undertoners præsentation af en række af de udgivelser, som vi desværre aldrig fik sat under vores skarpe anmelder-lup, men som vi alligevel mener, at lytterne derude bør undersøge grundigt. Første del kan ses her. Anders Mortensen Burial: Untrue Den mystiske mørkemand Burial vendte i år tilbage med endnu et kapitel af sin dystre og regnvåde dubstep i form af Untrue. Det klikker og dunker derudaf i et højt tempo, men der er intet glædeligt at komme efter i Burials musik. Mellem de hoppende beats og den rungende storbyensomhed blander sørgmodige r’n’b-vokaler sig til tider utydeligt og mudret i baggrunden, og det gør Untrue til noget nær det perfekte lydspor til vintermånederne. Fugtig asfalt omsat til musik. Aesop Rock har i et par år udgivet mere eller mindre vellykkede plader, og har egentlig gjort sig bedst bemærket som fabulerende, spraglet gæsterapper hos Definitive Jux’s koryfæer, men med None Shall Pass er han tilbage i mere end storform. Beatsene sidder tæt, men er stadig legende. Teksterne rabler af sted, der er overskud og energi i verdensklasse samt gæstekunstnere, der også kan tiltrække de mere indie-orienterede segmenter af hiphoplyttere. Det bedste han har lavet siden Labor Days. Lasse Dahl Langbak Keeping C86 Alive! er en blog, der både hylder midt-80’ernes engelske janglepopbands og opstøver nye navne i samme stil. Et af de navne, der i år har vakt sidens interesse, er The Lodger fra Leeds. Og det tror pokker, for Lodger, der har samme naive sødme som The Lucksmiths, men spiller på samme kontante facon som bysbørnene i Wedding Present, har med debuten Grown-Ups begået en janglepop-plade, hvor den ene iørefaldende sang vælter over den næste i kampen om at være pladens bedste. Lasse Bertelsen Stars of the Lid: And Their Refinement of the Decline 2007 var året, hvor Stars of the Lid endelig fulgte op på deres mesterværk The Tired Sounds of…, og det gjorde duoen så sandelig med bravour. I en serie af korrespondancer i stilhed formåede de at bygge videre på det smukke fundament af soundscape og scoreline, der betegner deres egen klare form for musique d’ameublement. Klaveret fyldte mere denne gang i klar eller manipuleret form. And Their Refinement of the Decline er det endelige soundtrack for en udsigt over kysten og dens kølige klima. While My Guitar Violently Bleeds er en gedigen tretrinsraket, hvor de to østligt-inspirerede numre, det første og det sidste, til stadighed forekommer mig at være mest værd. At midten så består af ren, stemningsfuld drone/feedback, der aldrig rigtigt letter fra sit fundament som et udmærket lydtapet, gør ikke det store ved den samlede bedømmelse. Sir Richard Bishop spillede igennem “Zurvan” og “Mahavidya” alle tænkelige variationer over den melodiske mol-skala (-ikke- harmonisk mol), og så er kunstneren jo bare ganske habil og hurtig på fingrene, så det er i det hele taget en fryd. Den generelle hype i 2006 af mesteren Jack Rose er nu, ganske retfærdigt, smittet af på Bishop.Jeg kan i skrivende stund stadig ikke bestemme mig for, om titlen er til grin eller bare helt okay. Lad det være op til andre at bedømme. I slipstrømmen af Current 93’s stigende popularitet er Simon Finns flossede genialiteter endelig ved at bryde igennem via mandens nye materiale. Efter debuten i 1960erne har de seneste plader fra Simon Finn været en ren fryd, når tekstens balance mellem det rokerende rå og lyriske blide er faldet på plads, og melodien er skåret med den skarpeste kniv. Tankerne på Accidental Life er livstunge betragtninger, som de fleste vil stifte bekendtskab med, men hvor de færreste kan reflektere i Simon Finns ramme og særegne musikalitet. Jeppe Fly-Kristensen Udtrykket er elektronisk, men solorytteren James Chapman, a.k.a Maps, formår på We Can Create at indflette et væld af alternative tiltag, så både shoegazer, drømmende og bevidsthedsudvidende rock svæver ind og ud gennem kompositionerne, som passagerer i en Subway på vej til arbejde. Det er smuk og stemningsfuld musik, tilsat ekkoer af Junior Boys, My Bloody Valentine, Flaming Lips og Spiritualized/Spaceman 3. Chapman balancerer på grænsen af det enerverende, men den gode melodi er med hele vejen, og det er svært ikke at lade sig rive med i denne berusende og symfoniske pompøsitet af et elektronisk album, som er rigtig godt produceret af Björks faste islandske multimand Valgeir Sigurdsson. Kasper Würtz James Blackshaw: The Cloud of Unknowing Med The Cloud of Unknowing følger James Blackshaw op på den mesterlige O True Believers fra 2006. Endnu engang forvandler Blackshaw sine evner på den 12 strengede guitar til en omgang instrumental folk, der ofte er så beroligende, at man som lytter nærmer sig en trancelignende tilstand, hvor skønheden drypvis pibler ind. Det sker især når Blackshaw forlader den rent repetitive struktur for at tilføje lidt skævere toner eller som i den himmelske “Running to the Ghost” tilsætter glockenspiel. Guitaristen viser dog også, at han sagtens kan forlade trancen for i stedet at lade det storme vildt og voldsomt, som når albummet når en nærmest post-rocket forløsning i “Stained Glass Window”. Selvom det er svært at tro, at Joanna Newsom kan præstere noget som er meget bedre end det monumentale mesterværk Ys, så viser verdens smukkeste harpenist allerede på den fabelagtige Joanna Newsom and the Ys Street Band EP, hvordan man gør fantastiske numre endnu bedre. Således bliver såvel “Clam, Crab, Cockle, Cowrie” og “Cosmia” 20 % bedre i disse nye versioner, ligesom “Colleen” prompte træder ind som en af Newsoms allerstærkeste kompositioner. Det er næsten uhyggeligt at tænke på, hvor godt det næste album må blive, hvis hun fortsætter sådan her. Mikkel Arre Black Moth Super Rainbow: Dandelion Gum Ude i Pennsylvanias skove har kvintetten Black Moth Super Rainbow i fem år kogt en stadig stærkere trylledrik af analoge synths, sære effektoversvømmede vokaler og buldrende trommer. På Dandelion Gum er drikken særdeles berusende, og med lån fra både IDM, electro, krautrock og alskens former for free-folk har BMSR skabt en livsbekræftende udknaldet tørstslukker til alle, der godt kunne tænke sig, at Boards of Canada freakede meget mere ud – og til alle andre.

Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2007 (del 1)

Vi indrømmer det med det samme. Vi har ikke fået det hele med. Der er udgivelser vi ikke har fået anmeldt, som ellers fortjener en masse opmærksomhed. Det er vi kede af. Men hvad skal vi gøre? Samle op på nogle af de vigtigste albums, som vi missede i løbet af året? Så ok da. (17.12.07)Selv om vi altid forsøger at anmelde alle de vigtige udgivelser i løbet af året, er der naturligt nok en række plader, der flyver under radaren, og som derfor ikke får den omtale, som de ellers fortjener. Det forsøger vi hvert år at rette op på ved at lave en opsamling på de albums, som burde have fået opmærksomhed på Undertoner. Derfor har en række skribenter kigget samlingen igennem og hver især har fundet udgivelser, der ikke blev anmeldt, men som stadig er værd at få hørt. Kasper Würtz The Fields debut hos de tyske minimal-pionerer Kompakt bød ganske fortjent på et gennembrud hos såvel kritikere som hos det dansehungrende publikum. Svenske Axel Willner har med From Here We Go Sublime begået et fremragende album, der med sin besynderligt dansable ambient viser, hvordan man kan folde varme, fængende melodier ud af et ellers koldt og inhumant lydunivers. Resultatet er en minimalistisk perle, der minder om Underworld i deres velmagtsdage, minus Karl Hydes maniske lyrik-rablen. Findlay Brown: Separated by the Sea Der er også en del musikhistorie i Findlay Browns fabelagtige debut Separated by the Sea, der visse steder sender hilsener til forbilleder fra såvel den engelske og amerikanske folkscene. Men selv om Nick Drake og Simon & Garfunkel står i kulisserne, er det Brown, der ejer scenen takket være en fornem blanding af skrøbelighed og sangskrivermæssigt overskud. Materialets høje kvalitet og den overvældende skønhed, der generelt gennemstrømmer albummet, giver håb om, at der stadigvæk er værdige y-kromosom-bærende mennesker, der kan bejle til den folktrone, som samtidens kvinder har sat sig så solidt på. Anders Hjortkær Christensen Joakim Thåström har spillet punk i Ebba Grön, rock i Imperiet og lidt af det hele i eget navn, senest med det nedtonede pragtværk Skebokvarnsv. 209. Med Sällskapet som nyeste projekt tager Thåström sin lytter med på en foruroligende, dekadent rejse forbi kolde industrikvarterer og fortågede havneknejper, og hele herligheden lyder som en afdæmpet krydsning af Suicide og Einstürzende Neubauten. Den selvbetitlede debut er underspillet og aldeles fremragende. Lasse Dahl Langbak The Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters Hvis man ikke er blevet blæst omkuld af et album i 2007, har man næppe hørt The Twilight Sad. For deres debutplade, Fourteen Autumns and Fifteen Winters, kan med sin voluminøse kraft, der ligger bag de dramatiske rockhymners støjende udladninger, banke alt i jorden. Og så er James Grahams lyriske fremførelser om barndomsårenes mørkere sider ikke bare intense som bare fanden – de bliver sågar ytret på et klingende skotsk, der emmer af en sjældent hørt autenticitet. Brølstærk debut. Noise pop er bare et af de genremærkater, der er blevet smækket i nakken af Deerhoof. Med udgivelsen af Friend Opportuniy skal der imidlertid sættes en streg over noise, mens pop bør skrives med større typer. Efter at guitarist Chris Cohen har forladt bandet, er guitarstøjen nemlig stort set sløjfet. I stedet har de tre resterende medlemmer udgivet en umiddelbar og fængende plade, hvor Satomi Matsuzakis lillepigestemme boltrer sig blandt groovy rytmer, tunge riffs og en række synth-effekter, som atter gør Deerhoof til et herligt, uforudsigeligt bekendtskab. Peder Bo Jørgensen Electrelane: No Shouts, No Calls Electrelane, der for nyligt annoncerede, at de holder pause på ubestemt tid, udsendte i foråret deres foreløbigt sidste skud fra støjrock-pigepop-pistolen.Ikke noget øresønderrivende brag, men derimod et rigtig fint “plop” på den rigtige side af smertegrænsen. No Shouts, No Calls er mere pop end støj, og udover at være det sidste Electrelane album er det også det bedste. Dette står klarest på “The Greater Times” og “To the East”, men også med de finurlige “Saturday” og “Cut and Run” som højdepunkter. Mads Jensen Som det fremgår af anmeldelser og lister, kan vi på Undertoner godt lide Yeah Yeah Yeahs. Derfor er det også ærgerligt, at de kun velsignede os med en ep, i stedet for et fuldlængdealbum i 2007. Til gengæld er det bedre at få en god EP end ingenting. Og Is Is er en god ep. I ånd og energi lægger den sig faktisk tættest op af den selvbetitlede debut. Den er rå som tatar og energisk som Anders Fogh på sin morgenløbetur. Hverken i musikken eller udgivelsesfrekvensen er der således noget, der tyder på, at Yeah Yeah Yeahs skruer ned for energien, og tak for det. Jeppe Fly-Kristensen LCD Soundsystem: Sound of Silver Forførende beats og henslængte arrangementer parres i en suppedas af programmeringsmusik, der måske er ved at nærme sig pop, men alligevel er meget mere end det. Discopunk, dansabel el-rock eller synth-pop, kald det hvad du vil; LCD Soundsystem finder inspiration i U2 rock, Kraftwerk keyboard og Bowie avantgarde, og ender ud i en hybrid af en plade, der på mange måder er svær at genrebestemme, men pokkers dragende. Faktisk er det småt med dårlige numre på Sound of Silver og selv om James Murphy, hovedpersonen bag projektet, måske ikke har en ny “Daft Punk Is Playing at My House” i ærmet, føles pladen pokkers holdbar. Har man først tændt stroboskoplyset, skal man på ingen måde gå uden om Sound of Silver, for det er en meget homogen danseplade.

Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2006

Ligegyldigt hvor meget vi prøver at nå at skrive om alt, vi finder spændende, lykkes det ikke. Men her ved årets afslutning vil vi i det mindste forsøge at samle op på nogle af de plader, der i første omgang strøg uden om vores radar.