Singlr

November måned er ankommet. Alt er gråt, og solen ser vi nok først igen, når kalenderen siger marts. I løbet af oktober måned nåede vi her på sitet blandt andet at stifte bekendtskab med seneste nyt fra Atlanta-rapperen Young Thugs lyriske univers og uendelige, disharmoniske saxofonlandskaber fra japansk-amerikanske Patrick Shiroishi. Derudover var vi også på plads til den første, større post-corona-koncert med et britisk band, da excentriske Squid gæstede Loppen, mens danske How to Feel Huge åbnede op for, hvordan man omfortolker universelle følelser til musik. Men hvad med alt det materiale fra den forgangne måned, vi ikke lige nåede at få med i farten? Det har vi heldigvis samlet et udpluk af nedenfor. Don Toliver – Bogus Travis Scott-protegéen Don Toliver er aktuel med albummet Life of a Don, hvor han med sin unikke stemme har leveret en glimrende opfølger 2020-udspillet Heaven or Hell. På albummets sidste nummer, “Bogus”, rammer Texas-rapperen særligt plet med en rendyrket trap-banger med et efterhånden forventeligt fængende omkvæd, der sætter sig fast fra første lyt. På Life of a Don er der ellers flere tilbagelænede numre fra Don Toliver, men han skruer for alvor op for tempoet på “Bogus”, hvilket er en smule atypisk. De færreste havde placeret et nummer med denne energi til allersidst, men det spiller godt ind i, at Don Toliver ikke er en rapper, der spiller med de helt samme spilleregler som hans rapkollegaer. Han har i hvert fald taget et skridt op ad hiphoppens rangstige. (Kasper Gregersen) Mitski – Working for the Knife Hvordan kan man ikke elske Mitski? Den japansk/amerikanske sangskriver, der for alvor greb fat i et internationalt publikum med albummet Be the Cowboy fra 2018, har en evne til at ramme ned i et sted, hvor popkompositionerne er både teatralske, introverte og uforudsigelige – også på det nye nummer ”Working for the Knife” der havde premiere i starten af måneden med en trist film noir-agtig koreografivideo. Det korte nummer på under tre minutter bølger afsted uden at nå et egentligt crescendo, og vokalen er henslængt på grænsen til slacker. »I cry at the start of every movie / I guess because I wish I was making things too,« synger Mitski med vanlig relatérbar tristesse, og titlen er i øvrigt noget så sjældent som en velfungerende ny aforisme, for der findes ikke et fast udtryk, der hedder ’at arbejde for kniven’. Når Mitski i sin musikvideo sniger sig rundt i cowboyhat og trenchcoat i et tomt teater, aner man alligevel, at denne smådepressive dame er en slags snigmorder – formentlig den mest melankolske snigmorder af alle. (Anna Møller) Bodega – Doers™️ Ærkenewyorkerne i Bodega har aldrig haft svært med at lægge skjul på deres stærke antipati over for både livet i sen-20’erne/start-30’erne i 2010’ernes storbymiljø samt tilværelsen som udøvende kunstnere i samtidens digitaliserede verden. »I use my computer for everything. Heaven knows I’m miserable now,« lød eksempelvis mantraet på gruppens første udspil, Endless Scroll, der bød på en god portion anti-kapitalisme, anti-konsumerisme og kritik af kravene til clicks og likes i branchen. Nu er Bodega så klar med deres næste fuldlængdeudgivelse, Broken Equipment, som ryger på gaden 11. marts næste år, og førstesinglen herfra, “Doers™️”, lægger sig med stor selvfølgelighed pænt i dét artpunkede spor, bandets tidligere kompositioner har kreeret. »It’s making me bitter, harder, fatter, stressed out,« snerrer den ene halvdel af mom-&-pop-frontduoen Ben Hozie som en slags bizar homage til Daft Punks hitsingle, mens nytilkomne guitarist Dan Ryan leverer simple, men velfungerende lydflader på det, der er Bodegas mest komplette udspil til dato. (Daniel Niebuhr) Ginne Marker – Correlation Jeg er landet trygt og godt i Ginne Markers melankolske balladefavn her på det sidste. Det er (især) hendes foruroligende smukke nummer ”Correlation”, der er tale om. Det er meget smukt og følt uden at kamme over i føleri; men er bare til, som det her jazzede, varme favntag med Markers utroligt smukke, sanselige stemme og hendes fornemme guitarspil. Et enkelt lille keyboardriff dukker op i ny og næ og følges med guitaren et kort øjeblik uden at gøre det store væsen af sig. Efter en længere periode med bands og kunstnere som Squid, Moor Mother, Lingua Ignota, Tropical Fuck Storm m.fl. er det rart bare at læne sig tilbage og falde i svime over en sang, der lægger sig totalt rent ind i en række af sange og albums, som i mangel af bedre kunne gå under betegnelsen familiemusik, fordi det ikke skubber nogen væk, men heller ikke udfordrer på nævneværdig vis. Det er musik som Lisa Ekdahls selvbetitlede debut, Jack Johnsons ”Brushfire Fairytales”, Marie Franks ”Ancient Pleasures”, Teiturs ”Poetry & Aeroplanes” og ikke mindst Norah Jones’ ”Come Away With Me”. (Jens Trapp) Health feat Poppy – Dead Flowers Med ”Dead Flowers” fortsætter de garvede noise- og industrialrockere i Health deres langvarige flirt med popmusikkens produktionsgreb, som altid har ligget og luret bag de kompromisløse støjflader, men som L.A.-gruppen i tiltagende grad har dyrket siden 2015-albummet Death Magic. Dengang fremhævede bandet specifikt Lady Gagas hit ”Telephone” som en inspirationskilde i en mindeværdig udgave af podcasten Song Exploder. På ”Dead Flowers” – der en singleforløber til gruppens kommende album Disco4: Part II – har Health fundet en ny samarbejdspartner i darkpop/industrial-sangerinden Poppy og resultatet er en herligt mørk og atmosfærisk single, der bygger bro mellem de poppede og de støjende elementer i bandets musik. Med afsæt i blød og drømmende shoegaze bygges sangen langsomt op imod et crescendo af de velkendte støjeksplosioner, som Health er kendt for. Her skifter Poppys vokalbidrag også fuldkommen karakter fra det kælent poppede til desperate smertensskrig, der passer perfekt til stemningsskiftet i musikken. Og når man hører ”Dead Flowers” i forlængelse af gruppens fremragende, men meget anderledes, forudgående singleudspil ”Isn’t Everyone”, hvor Nine Inch Nails medvirker, så er der lagt op til en albumudgivelse, som virker til at være værd at glæde sig til. (Simon Freiesleben)