Om skribenten

Lars Andreasen

Jeg er fra en tid hvor en skoleklasse var delt i to stridende parter: Den ene halvdel var til Sweet, den anden halvdel var til Slade. Og så var der mig, der sad i midten, og overhørte alle skænderierne om sært pandehår og kassebukser, mens jeg lyttede til Velvet Underground, Pink Floyd, Jimi Hendrix og Kraftwerk.
Jeg var med andre ord en sær snegl, men fordi ingen andre fattede det jeg havde gang i, kunne jeg dyrke det i fred. Og det gjorde jeg så! Jeg har siden jeg var 11 år gammel, altid afsøgt horisonten for noget der er nyt eller anderledes. Bevares, jeg er alvorligt forelsket i Velvet Underground endnu, synes af Lou Reed og Laurie Anderson er fantastiske, men bliver høj af lykke når jeg opdager sådan en som Colin Stetson, Roy Montgomery (han er nu ikke så ny igen, kun for mig), Kiasmos, Június Meyvandt, eller hører gamle bekendte i nye klæder som Scott Walker med albummet Soused.

Andre imaginære venner jeg er til, er David Bowie, Napalm Death, GY!BE, MC5, John Cale ... listen er uendelig, og heldigvis for det. For slet ikke at nævne mine venner indenfor jazz, opera og klassisk, men det fører for vidt her.

Det eneste jeg ikke kan tolerere, er folk der hørte Rolling Stones som 15-årige, og aldrig kom videre ....

Skriv et svar

boeger