Tag - 60’er-pop

Romantisk pop-plade fra The Blue Van-forsangeren fører traditionen fra The Walker Brothers og The Last Shadow Puppets videre. Det lyder godt, men formår ikke for alvor at komme ind under huden i sin sukkersødme.

Med det syv numre lange minialbum Sweet Amazer fejrer den japanske gruppe The Penelopes deres 20-årsjubilæum. Inspirationerne er åbenlyst vestlige og tenderer i mange tilfælde til at være ganske klichéprægede, men frontmanden Watanabe formår med sin japanske accent og skæve røst at charmere lytteren på en sådan måde, at albummet overlever gruppens ellers temmeligt bemærkelsesværdige uopfindsomhed.

Med One Kiss Ends It All har SLGTM begået et lydmæssigt noget rodet, men ikke desto mindre ganske charmerende lydtapet til sommerens strandture. Udtrykket er let nostalgisk og ikke videre kompliceret, og gruppen overlever langt hen ad vejen på, at et popalbum jo heller ikke nødvendigvis behøver at være originalt, så længe melodierne sidder i skabet.

Still Corners blander på deres andet album drømmende shoegazerpop, minimalistisk electronica og retro-femme fatale-lyd i én stor, ambitiøs pærevælling og slipper ganske godt fra det - dog ikke helt uden vanskeligheder.

Highasakite byder den popglade lytter velkommen med en række for genren usædvanlige elementer. Indianske rytmer, dundrende stortromme, tunge klaverakkorder, synth og indie blandes sammen til et stort, melankolsk popeventyr på All That Floats Will Rain.

Christopher Owens og hans band Girls er tilbage med deres anden fuldlængde. Og den skuffer omtrent lige så meget, som Danmark gjorde ved EM i '92.

Plader

Cults: s.t.

Newyorker-parret Cults lever op til navnet og efterstræber den kulturelle kultstatus med velkendte fif: et markant udgangspunkt i traditioner, her 60'ernes pige-pop, der pakkes ind i nutidige beats og skaber en uskyldig lyd garneret med dystre undertoner.

Gruff Rhys skuffer ikke med sit tredje soloalbum. Endnu en gang byder han på sympatisk og langtidsholdbar pop med enkelte skud af psykedelia og tropicália.

Chicago-drengene i Smith Westerns har begået et rigtig fint album, der i forhold til debuten har skruet ned for støjen og op for en bred, men interessant pop-appel.

En lille cool og rummelig popplade fra The Morning Benders. Her er alt, du behøver, når promillen har været for høj, og du dagen derpå ikke kan overskue lyd og billeder på samme tid.

Skal man male et billede af Gorgeous Johnny, må det blive af et folkevognsrugbrød med et kæmpe peace-tegn på siden. Det var muligvis det helt store for 40 år siden, men The Skygreen Leopards kommer altså aldrig på Woodstock.

Slow Clubs debutalbum Yeah So er lidt som at høre Det Elektriske Barometer, efter man er blevet for gammel til det. Engang sødt, uskyldigt og mystisk. Nu plat, uoriginalt og ufrivilligt morsomt.

Bokssættet med The Jesus & Mary Chain er ikke kun en boks med ekstra guf til fans, det er en informativ og smukt indpakket rundrejse i deres og livets store temaer. Sjældent er en rockmyte blevet præsenteret så smukt som på The Power of Negative Thinking.

Solen giver genskin i de store 60’er-briller, og tøjet siger det hele: retro-coolness. Men på trods af coveret er Kelley Stoltz ikke nogen showman. I stedet bruger han kræfterne på det gode og gedigne håndværk, og Circular Sounds er en anonym, men mesterlig retro-perle.

På sit andet album fortsætter Anthony Rochester med at spytte behagelige 60'er-popmelodier ud. Albummet er perfekt til lange eftermiddage med regnvejr og perfekt at høre uden egentlig at lægge mærke til musikken. Ganske behageligt og ofte ret ubemærket.

Saturday Looks Good to Me spiller Phil Spector-inspireret tresserpop med elementer af halvfemser-indie. Ved første ørekast lyder Every Night lettere ordinær, men gentagne lyt afslører en glimrende og opløftende popplade.

Med Solo danser mama sjus har danske Sterling skabt et sprudlende og uimodståeligt debutalbum, der bringer de intelligente tekster og den langtidsholdbare musik tilbage på den dansksprogede popscene.