Tag - Årets bedste plader

Et stykke inde i 2015 bringer vi her et flygtigt tilbageblik på 2014 - et år, der bød på masser af interessant musik fra både ind- og udland. Undertoner-redaktionen har voteret og fundet frem til årets bedste plader i 2014.

2013 bød blandt andet på en befriende mangel på genresnobberi og en livskraftig livescene herhjemme. Få et tilbageblik på det netop gravlagte musikår – og en liste over Undertoners yndlingsplader i 2013, naturligvis.

Så er vi klar med Undertoners liste over de bedste danske og udenlandske plader i 2012. Sammen med den får du et flygtigt tilbageblik på et år med stærke udgivelser fra alle afkroge af det musikalske spektrum.

Undertoner har været ved stemmeurnen og er nu klar med listerne over de mest suveræne danske og udenlandske udgivelser i 2011. Se dem her, og få samtidig et tilbageblik på det forgangne musikår.

Undertoners bud på de bedste plader fra ind- og udland i 2008. Et år uden tydelige musikalske tendenser, men med masser af comebacks og spændende musikalske oplevelser. Og en spraglet årsliste, der viser spændevidden i Undertoners redaktion.

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Traditionen tro bragte vi i december en stribe tilbageblik på 2006, men én af artiklerne nåede aldrig at blive klar. Det er den nu: Vi har spurgt en række ikke-musikere til deres top 5 over de bedste 2006-plader. Se Kristian Leth rose Britneys eks, læs om James Lasts unge dage – og Leonora Christina Skov kan slet ikke holde op med at anbefale. (10.01.07)Hvert år sørger diverse musikmagasiner for at spørge musikere i hobetal, hvad der var deres største musikalske oplevelser i det forgangne år. “Så behøver vi ikke gøre det,” tænkte vi. Men lister er nu alligevel noget af det bedste, så vi kunne ikke rigtig lade være med at spørge nogen. Så nu har vi spurgt en række folk, som på den ene eller anden måde har noget med musik at gøre, men har mere travlt med at lytte end med at spille selv. Kristian Leth, vært på DR1-programmet Liga.dk The Knife: Silent ShoutEn mesterlig blanding af synth pop, dance (jo!) og noget andet mørkt, melankolsk og truende. Karin Dreijer Anderssons konstant forvrængede stemme kan lyde som Kate Bush det ene øjeblik på nummeret “Captain”, og som et empatisk men fremmedgjort rumvæsen på “From Off to On”. Og hendes bror Olof Dreijer har en eller anden uforståelig evne til at få de enkleste beats og programmeringer til at swinge fuldstændig hovedrystende fabelagtigt. “We Share Our Mother’s Health” er nok den ondeste club banger, hvide mennesker nogen sinde har lavet (prøv at sætte den på, festen kan ikke andet end at gå amok!), og man må simpelthen bare tage hatten af, når “Neverland” sender cadeau til selveste 2Unlimited’s gamle megahit “No Limit”. Den her plade er noget specielt. Det er en opdatering af Deep Cuts-pladen, hvor The Knife virkelig tog de første skridt ud i grænselandet efter debuten, der bare hed The Knife. Stemningen er blevet mere alvorlig (og mindre løssluppen), og hvor Deep Cuts var en brillant brainstorm, er Silent Shout mere et modent mesterværk. Justin Timberlake: FutureSex/LoveSoundsForbilledet Michael Jackson gjorde det for 20 år siden; allierede sig med tidens toneangivende producere og lod deres trendsættende lyd spille op mod det enorme geni, han selv bragte til bordet. Vægten er måske anderledes fordelt i dette samarbejde – man kan på den ene side diskutere, om Timberlake er genial, og på den anden side deler den efterhånden altfavnende og virtuose producer Timbaland spotlyset med Justin i en grad, Michael Jacksons samarbejdspartnere aldrig rigtig kunne. Men sandheden er, at det er i samarbejdet, at denne plade brillerer. Ligesom MJ’s (og Princes!) mesterværker formår pladen at være musikalsk moderne, historisk bevidst og endda dybt original. Numrene glider over i hinanden, og det forekommer ubesværet og legende, samtidig med at det hele hænger sammen. Nogle af pladens bedste momenter er at finde i outro’en til nummeret “Lovestoned” og i den lange Off The Wall-optakt til Årets Mest Fantastiske Popnummer, “My Love”. Snake And Jet’s Amazing Bullit Band: Building Garbage StructuresSom alle modige plader virker Snake And Jet’s ep som et projekt, der kun giver mening for bandet selv, men som vi lyttere bare kan føle os heldige at få lov at nyde godt af. Den dimension, vi får et indblik i, er en verden af film-referencer, gammeldags analoge musikflader og elektronisk musiks anarkistiske holdning til sangstrukturer. Snake And Jet udgiver selv deres musik, og laver selv alt, inklusive at få 13 instruktører til at lave 13 videoer til dem (se videoerne og download alt musikken på www.snakeandjet.dk). Derved er Snake And Jet også et udtryk for en bevægelse inden for DIY-musikken i dette land. Og de er flere kilometer foran resten af feltet, sådan cirka. Det er eksplosivt, fjollet og dybt alvorligt på én og samme tid. Hot Chip: The WarningThe Warning er en plade, der er let at være vild med. Popmelodier og mandestemmer, der minder om Paul McCartney i hans mere skitseagtige hjørne; produktioner, der opdaterer Daft Punks elektroniske dansefunk – og så en del rod, der liver gevaldigt op i det statiske.Det er ikke her, den store fordybelse skal findes. Men pladen er tilpas præcis og tilpas upræcis til, at man både kan danse og tænke til den. De gode melodier er grunden til, at pladen ikke bliver ligegyldig, og så de meget menneskelige vokaler, der er atypiske i denne del af musiklandskabet. Titelnummeret er den perfekte blanding af en slags Aphex Twin lite og et mærkelig melankolsk – og meget britisk – løfte om, at »Hot Chip will break your leg / snap off your head / Hot Chip will put you down / under the ground.« Band of Horses: Everything All the TimeDet, der afgør, om bands som Band of Horses er gode eller ej, er, hvorvidt de har intensiteten. Ligesom med andre af den nye patetiske rocks udøvere – f.eks. Arcade Fire og danske The Kissaway Trail – handler alt om, hvorvidt de i kan fange hele verdens opmærksomhed i de tre sekunder, vokalen eller en afgørende guitarakkord eksploderer ud i rummet. Hvis det ikke lykkes, står man tilbage med en stor ballon, der sådan lidt ynkeligt og selvhøjtideligt er sprunget i luften. Men hvis det lykkes, har du Band of Horses.Og så gør det ikke noget, at det ikke er verdens mest nyskabende plade, fordi man har den klump i halsen, man skal have, og man føler musikkens seriøsitet: at dette er det vigtigste i verden, mens det foregår. Dette er smerten, mens den forløses. Torben Sangild, Ph.D. i moderne kultur, forfatter til bl.a. “Støjens æstetik” 1. Under Byen: Samme stof som stofEn indadvendt intensitet uden lige. Verdens bedste plade i 2006. Den her plade handler om at få det bedste ud af det.Læs mere her: 2. Thom Yorke: The EraserSimplere end når resten af Radiohead er med, men en samling flotte sange, der gør det helt klart, hvilke dele af bandets melodier og lyd der er Yorkes bidrag. 3. Sunn O))) & Boris: AltarDoom-drone-kongerne Sunn O))) møder deres japanske pendanter, og sød, mørk støj opstår. 4. Scott Walker: The DriftJa, manden er krukket, men han kan tillade sig det, når der kommer dybt originale skønheder som “Audience” og “Buzzers” ud af det. 5. Tom Waits: OrphansDer er intet nyt under solen, og tre cd’er er måske lige i overkanten, men det er Tom Waits, når han er bedst, og ingen er som han. Især på Bastards lyder ingen anden som han. Lars Krogh, manden bag Bad Afro Records Hej, Altså, jeg fik en hjerneblødning og kunne pludselig ikke komme på nogle plader fra det forgangne år, som jeg VIRKELIG godt kunne lide. Så jeg har altså også medtaget nogle re-issues, der udkom i 2006. Håber, det er ok. [Det er det, Lars – red.] Hilsen Lars V/A: The In-Kraut vol. 2 – 2 x LP (Marina)Anden del af denne fantastiske serie af opsamlinger, der byder på “20 mindblowing beat, now sound, soul & soundtrack nuggets from Germany 1967-73”. Hvem skulle have troet, at Tyskland i denne periode var et sandt festfyrværkeri af funky musik? Ikke jeg i hvert fald. The In-Kraut er morsom, kitsch på et højere plan og forbandet groovy på én og samme tid. Og hvis man tror, at James Last ikke var cool i sine unge dage, skal man bare lytte til “Soul March”, der var b-siden til hans første single. Så har man det på plads! The Raconteurs: Broken Boy Soldier – LP (XL)Nuvel, White Stripes mistede pusten med Get Behind Me Satan, som jeg virkelig har prøvet at kunne lide. Men uden held. Raconteurs-albummet kom derfor som lidt af en overraskelse. Singlen “Steady As She Goes” var en af de mest iørefaldende rocksange i 2006, og overordnet var Jack White og Brendan Bensons frikvarter en af årets bedste rock skiver. Fin koncert på Roskilde ligeså. Isobel Campbell & Mark Lanegan: Ballad of the Broken Seas – LP (V2)Denne plade kan godt give associationer til samarbejdet mellem Lee Hazelwood og Nancy Sinatra. Isobel Campells spæde røst og Mark Lanegans buldrebas af en vokal snor sig fjerlet mellem hinanden, og det er der kommet en storslået plade ud af. Havde egentlig ikke regnet med, at dette var noget for mig, men i et år, der var lidt fattigt på rock plader, der for alvor skilte sig ud, blev den på pladetallerkenen i flere uger. Gram Parsons: The Complete Reprise Years – 3 CD boxset (Reprise)Det siges, at Gram Parsons stod fader til begrebet country-rock. Måske. Men det er uomtvisteligt, at hans to soloplader fra begyndelsen af 70’erne var mesterværker. De er begge med her samt en masse outtakes og ekstra sange, der viser hans indlysende talent. Balladerne med Emmylou Harris er fantastisk indfølte og poetiske, og skønt Gram Parsons fik et alt for kort liv, står musikken tilbage som et monument over den gode sangskrivning. V/A: Nuggets – Original Artyfacts From the First Psychedelic Era 1965-1968 – 2 x LP (Rhino)Ja-ja, under denne titel udkom også et forrygende boxset for nogle år siden. Denne udgave er dog en genudgivelse af den oprindelige dobbelt-lp fra 1972, hvor journalisten Lenny Kaye har samlet en række af de mest spændende navne inden for psykedelisk rock fra 60’erne. Her er den så igen som lækker dobbelt-lp i dobbeltcover og med fine liner notes. Det er fedt at høre pladen i den oprindelige form, og det er en perfekt introduktion til psykedelisk rock med navne som Chocolate Watch Band, The Remains, The Seeds, The Standells, The Electric Prunes, Count Five og mange andre. Martin de Thurah, instruktør, har lavet videoer for bl.a. Röyksopp og Futureheads Yeah Yeah Yeahs: Show Your BonesThe Knife: Silent ShoutCat Power: The GreatestI Got You on Tape: s.t.Rhonda Harris: Tell the World We TriedSonic Youth: Rather RippedMogwai: Mr. Beast Leonora Christina Skov, forfatter, mag.art, smagsdommer i DR2s Smagsdommerne Regina Spektor: Begin to HopeTori Amos har haft mit hjerte, siden jeg fik fat i hendes debut, Little Earthquakes, i 1993. Ingen over og ingen ved siden af til i år, hvor russiske Reginas big label-debut mageligt har overhalet Toris seneste fire-fem skiver med flere hyldemeter. Pladen åbner med et sæt rutschende ørehængere og slutter af med adskillige sange ti kilometer fra mainstream, teksterne er excentriske uden at være obskure, og stemmen er Tori, Billie Holiday og Fiona Apple i én. Er du til sidstnævnte, kan debuten 11:11 varmt anbefales. Feist: Open SeasonSidste år var mit yndlingsalbum Leslie Feists mega-sofistikerede Let It Die. What an album! I “Mushaboom” genopstår Rickie Lee Jones anno 1979, “Inside Out” blinker som de glade diskodage, og i “Tout Doucement” er Feist mere fransk end super-franske Camille (der også er et lyt værd!) Open Season er en så vellykket remixplade af Let It Die, at flere af mixene rent faktisk kan konkurrere med originalerne. Mest oplagt Gonzales’ version af One Evening.  Lauren Hoffman: ChoreographyI 1997 udsendte denne kvinde – Jeff Buckleys muse – MeGiddo lige oven i Fiona Apples Tidal. Pladen floppede, selv om materialet er fuldt på højde med Tidal og PJ Harveys ting. Hoffman gik kold, og først nu genopstår hun for alvor med det supermelodiske udspil Choreography. Stilen minder om Cat Powers The Greatest med store arrangementer, strygere, piano og gennemført sangskrivning. Meget langt fra den vrede debut, men lige så fedt. Er du til stilen, vil du også elske Leona Naess, Edith Frost og Nina Nastasia. Hem: Funnel Cloud2006 blev året, hvor jeg så småt fik ørerne op for folk, steel guitar og country twang. Først opdagede jeg Hem, dernæst Over the Rhine, og i øjeblikket udforsker jeg deres bagkataloger big time. Begge bands har kvinder i front, de turnerer også sammen, men Hems arrangementer er væsentligt mere overdådige på grænsen til grædende violiner. Funnel Cloud er deres fjerde album, og selv om jeg foretrækker nr. 1 og 2, er der stadig masser at komme efter her. F.eks. Sally Ellysons stemme, der aldrig har lydt smukkere. Camera Obscura: Let’s Get Out of This CountryLet’s do! Camera Obscura bliver ofte sammenlignet med Belle & Sebastian, fordi begge bands kommer fra Glasgow og dyrker dream pop og retrosound, men Camera Obscura er skævere, mindre prætentiøse og minder mig til stadighed om britiske Black Box Recorder. Utvivlsomt pga. humoren. Jeg ville have forsvoret, at det kunne blive bedre end udspil nummer to, Underachievers Please Try Harder, men dette er faktisk et nøk bedre. Toporiginal sangskrivning, større variation og verdens bedste harmonier. Andre fantastiske albums fra 2006:Cortney Tidwell: Don’t Let Stars Keep Us Tangled UpNeko Case: Fox Confessor Brings the Flood Josephine Foster: A Wolf in Sheep’s ClothingSugarplum Fairies: Country International RecordsLisa Germano: In the Maybe WorldSol Seppy: 1 2Rosie Thomas: These Friends of MineGileah: The Golden PlanesNatalie Walker: Urban AngelTrespassers William: My Hands UpIsobel Campbell / Mark Lanegan: Ballad of the Broken SeasNina Nastasia: On Leaving

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.

Samfundsudviklingen og ikke mindst dens hastighed forandrer konstant vaner og traditioner. Men der er bare nogle ting, der ikke kan pilles ved – eksempelvis mediernes juletraditioner: Enhver sportsredaktion med respekt for sig selv kårer årets største sportspræstationer. Enhver tv-station med respekt for sig selv opsummerer mellem jul og nytår, hvad den royale familie fik tiden til at gå med, mens apanagen rullede ind på kontoen. Ethvert musikmagasin med respekt for sig selv udnævner årets bedste plader. Eller gør det? For er det egentlig respektfuldt eller -løst at rangordne plader og sige, at plade A lige præcis var to pladser bedre end plade B? Hvordan kan man overhovedet holde en garagerock- og en ambient-plade op imod hinanden og udråbe én af dem som vinder? Nogen vil måske spørge, om det ikke netop er dét, Undertoner gør hver eneste dag ved at sætte karakterer på de plader, vi anmelder – altså at gøre noget så udefinérbart og ikke-målbart som musik til genstand for en opmåling. Til den anke er der kun at svare: ja. Men i de daglige anmeldelser er det den enkelte plade, der bliver bedømt. Måske sammenligner anmelderen den med andre plader inden for samme stilart, men hun holder sig fra at lægge freak-folk i den ene vægtskål og old school-hiphop i den anden. De enkelte karaktergivninger forholder sig altså aldrig til hele den øvrige produktion af plader i løbet af året, men til albummets kvalitet i sig selv. Kunne man så ikke lave listen over årets bedste plader på andre måder? Helt sikkert. Vi kunne for eksempel lade være med at nummerere pladerne med tallene 1 til 20 og bare lade dem stå i alfabetisk rækkefølge. Vi kunne også droppe at lade hver enkelt anmelder komme med en årsliste for i stedet at lave en liste over de plader, der fik høje karakterer i løbet af året. Men her ville vi løbe ind i det “problem”, at nogle plader faktisk viser sig at falme, når der er gået et halvt år, og måske ikke længere helt fortjener den karakter, de fik. Samtidig vil den model fjerne muligheden for, at Undertoners redaktion kan udtale sig som et fællesskab. Uanset indvendingerne har vi valgt at lave traditionelle årslister med alle disses styrker og svagheder. Og igen i år er en række plader blevet forment adgang til listen på trods af førstepladser hos en af skribenterne: Oneida: The Wedding, Jaga Jazzist: What We Must og Tunng: Mother’s Daughter and Other Songs. Se kommentarer til nogle af de plader, vi ikke nåede at anmelde i 2005, i vores opsamlingsheat. Vinderen af den danske liste var særdeles suveræn, mens den udenlandske liste blev meget tæt. De 22 skribenter, der stemte på udenlandske plader, valgte intet mindre end 110 forskellige udgivelser, og det gjorde resultatet temmelig uforudsigeligt. Eller gjorde det? Det må vi nok hellere lade være op til læserne. Her er de i hvert fald: 10 danske og 20 udenlandske plader som Undertoners redaktion i fællesskab har vurderet som årets bedste udgivelser. De danske 10 Lack: Be There Pulse 9 Spleen United: Godspeed into the Mainstream 8 Olesen Olesen: Solsort og forstærker 7 Manual: Azure Vista 6 The Raveonettes: Pretty in Black 5 Jens Unmack: Vejen hjem fra rock’n’roll 4 I Am Bones: Wrong Numbers Are Never Busy 3 Figurines: Skeleton 2 Diefenbach: Set & Drift 1 Mew: And the Glass Handed Kites De udenlandske 20 Depeche Mode: Playing the Angel 19 Earth: Hex or Printing in the Infernal Method 18 Kaiser Chiefs: Employment 17 Boards of Canada: The Campfire Headcase 16 The Mountain Goats: The Sunset Tree 15 Clap Your Hands Say Yeah: s.t. 14 New Pornographers: Twin Cinema 13 Caribou: The Milk of Human Kindness 12 Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn 11 Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary 10 Rufus Wainwright: Want Two 9 Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better 8 Devendra Banhart: Cripple Crow 7 Broadcast: Tender Buttons 6 (Smog): A River Ain’t Too Much to Love 5 Okkervil River: Black Sheep Boy 4 Animal Collective: Feels 3 Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now 2 Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning 1 Sufjan Stevens: Illinois

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

Undertoner er stolte af at præsentere valget af de 20 bedste danske og 20 bedste udenlandske plader i 2003.Så er året endnu engang lakket mod sin ende, og det er tid til at gøre status. Har man nået de mål, man har sat sig? Har man fået arbejde? Er man gået i gang med en uddannelse? Er man blevet gift? Har man fået børn? Har man fået nok”¦ Ahhr for helvede. Det vigtigste er jo selvfølgelig at vurdere pladeåret 2003. Hvilke nye ansigter meldte sig på banen? Hvilke gamle bands skød vores håb i sænk eller gjorde vores mistillid til skamme? Hvilke plader var kort sagt de bedste i det forgangne år? Det sidste spørgsmål vil vi her på Undertoner gerne give vores bud på. Vi ville måske gerne have gjort det på en anderledes måde end nedenstående. Vi ville gerne have opfundet den dybe pladetallerken endnu engang og givet en grundig, men samtidig præcis gennemgang af musikåret, der gik. En interaktiv tour de force i undergrundens kringelkroge, hvor alle er nævnt og ingen er glemt. Den ultimative, geniale, altoverskyggende opsummering, der ville sætte nye standarder og for evigt sikre vores navne i den ende af musikbranchen, hvor de vigtigste instrumenter er den skarpe pen og det store overblik. Hvem ved, måske får I det til næste år. I år må I nøjes med to top 20 lister – en udenlandsk og en dansk. Listerne er sammensat af de enkelte anmelderes individuelle lister og afspejler derfor et sammensurium af forskellige præferencer. Vi bilder dog os selv ind, at de nedenstående 40 plader er et meget godt bud på cremen af musikudgivelser anno 2003. Inden vi slipper jer løs til at bedømme vores valg, er det på sin plads lige at nævne en række plader, der fik topplaceringer hos den enkelte anmelder, men altså ikke nået ind på de samlede lister. Af udenlandske plader drejer det sig om Cursive: The Ugly Organ, Hymie’s Basement: s.t., David Toop: Black Chamber, Jose Gonzalez: Veneer, ohGr: Sunnypsyop og Taking Pictures: Friends Are Ghosts. Og de danske plader: Singvogel & Peter Laugesen: Hotellet brænder samt Halfdan E og Martin G: Smarte pletter mellem fingrene. Men nok om dem der ikke kom med. Her er listerne, med garage på toppen og undergrund i bunden. Go’ fornøjelse. Udenlandske plader 20. Calexico: Feast of Wire 19. Ulrich Schnauss: A Strangely Isolated Place 18. Mars Volta: De-loused at the Comatorium 17. Songs: Ohia: The Magnolia Electric Co. 16. Manitoba: Up in Flames 15. Willard Grant Conspiracy: Regard the End 14. Belle & Sebastian: Dear Catastrophe Waitress 13. Tindersticks: Waiting for the Moon 12. The Hidden Cameras: A Smell of Their Own 11. The Wrens: The Meadowlands 10. Cat Power: You Are Free 9. The Strokes: Room on Fire 8. Grandaddy: Sumday 7. Black Rebel Motorcycle Club: Take Them On, on Your Own 6. Nina Nastasia: Run to Ruin 5. Broken Social Scene: You Forgot It in People 4. Four Tet: Rounds 3. Blur: Think Tank 2. Radiohead: Hail to the Thief 1. The White Stripes: Elephant Danske plader 20. Strumm: Strumm EP 19. Velour: Get in Room 18. Love Shop: National 17. Icebreaker International/Manual: Into Forever 16. The Fashion: Rock Rock Kiss Kiss Combo 15. Simon Gylden: Bring Your Daddy 14. Pluto: Støv/eller/støj 13. Diefenbach: Run Trip Fall 12. Opiate: Sometimes 11. Dub Tractor: More or Less Mono 10. Baby Woodrose: Money for Soul 9. Olesen-Olesen: Hårdnakket idyl 8. Wynona: Santiago 7. Kashmir: Zitilites 6. Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books 5. Nikolaj Nørlund: Tændstik 4. Moi Caprice: Once upon a Time in the North 3. Figurines: Shake a Mountain 2. Mew: Frengers 1. The Raveonettes: Chain Gang of Love