Setting Sun leverer singer/songwriter, som Lars Olsen leverede fodbold back in the days.
Benjy Ferree har kreeret et konceptalbum til Disneystjernen Bobby Driscolls ære og hylder samtidig 1950′ernes rock’n'roll og americana ved en kreativ afvejning af blues og rock tilsat rigelige mængder doowop.
Dette skotske ægtepar gør, hvad de kan, for at give lytteren en guidet tur i de smukke skotske landskaber. Desværre når man aldrig til den vilde natur – man når kun til souvenirboden og må nøjes med et postkort.
Tre timer kan gå på et øjeblik, når man er i godt selskab. Det måtte jeg sande efter en overrumplende koncert med Monsters of Folk, der ikke blot bød på velspillet rock, men også på nye, interessante syn på bagmændenes egne produktioner.
Tre år er gået, siden Munck//Johnson sidst udgav et fælles album. Nu er de tilbage med backingband, en fyldigere lyd og mere udadvendte numre, der dog ofte er lidt for pæne og kønsløse.
Rodeo er ikke for alle. Man skal turde give slip pĂĄ sine hæmninger og turde være sĂĄrbar, for sĂĄrbar er man uanset hvad – og hellere indse det end ignorere det. … Snakker vi stadig om rodeo?
The First Miles undgår de fælder, de med deres velproducerede og simple countryrock har sat for sig selv, og leverer et fængende og velskabt album.
TV on the Radios Kyp Malone vækker glæde, eftertænksomhed, danselyst og kedsomhed med soloprojektet Rain Machine. Et charmerende bekendtskab, der blander rock, folk og country med vekslende held.
Rå, intuitiv og minimalistisk. Det niende album fra Willard Grant Conspiracy er en retrospektiv rejse ind i bagkataloget, hvor nye og gamle sange bliver præsenteret i et live-lignede format, med løse strukturer og plads til eksperimenter.
September er smuttet ud af hænderne på os som en regnvåd træstub. Vi kigger tilbage på nogle af højdepunkterne.
Songs er en af de allerbedste danske udgivelser i år. Dette udsagn vil selvfølgelig ikke give mening for alle, men giv Cody chancen, for de har virkelig skrevet nogle flotte og subtile sange, der eminent byder velkommen til efteråret.
Kasper Kaae er manden bag Cody. Med et godt afsæt i alternativ country imponerede han tidligere på året det danske anmelderkorps. Undertoner fik sig en snak med Kaae om inspirationskilder, anerkendelse og forhåbninger.
Soulsavers har endnu en gang vokalhjælp af Mark Lanegan, som desuden får selskab af bl.a. Jason Pierce og Mike Patton, på en plade, der dyrker livets skyggesider. Måske lidt for intenst.
Troværdig og naturlig plade fra Cortney Tidwell, der byder på et hav af forskellige genrer. Fra følsom country over indierock til følsom singer/songwriter.
Tredje Homesick Hank-udspil er dejligt at lytte til. Neonskiltet siger nordicana og skandinavisk melankoli. Det er ikke overdrevet trist, indelukket eller navlepillende, ej heller noget studie i jubelglade sange, og det er faktisk ikke sĂĄ tosset endda.
Når et band opkalder en plade efter bandet, giver det en forventning om, at hovedet er slået lige på sømmet. Med Wilco (The Album) lever Wilco så absolut op til forventningen.
På Changing Horses skifter Ben Kweller hest, som andre skifter sokker. Man tvivler ikke på mandens talent inden for countryen og den bløde guitarrock, men han burde alligevel holde sig til det sikre lidt oftere
Med Cardinology rammer Ryan Adams bunden. Hvad der engang var den alternative countrys gulddreng, lyder nu i stedet som årgangs-Bon Jovi, og som lytter må man sætte hælene i. Det her er ganske enkelt utilgiveligt ringe, i forhold til hvad manden tidligere har præsteret.
David Eugene Edwards fra 16 Horsepower viste sig fra sin mindre vanvittige og udskejende side, da Woven Hand gæstede et udsolgt Lille Vega lørdag aften. Det betød, at der kun i momenter var den vildskab, man normalt forvente i hans selskab.
Titlen er lidt misvisende, for der er ikke meget nyt under solen, hvad angår The Sadies. Skidt for dem, der trænger til nyt blod, men godt for dem, der har hang til countryinspireret rock med melankolske undertoner, og som i øvrigt synes, at deres forrige udspil var værd at lytte til.
Det er faktisk ret godt, men samtidig også en gentagelse af noget, der ligeledes var ret godt. Forvirret? Tja, det er, som om Blanche ikke rigtig har fået fødder ud af gummistøvlerne fra deres fine debut, og selv om plade nr. to er fyldt med memorable øjeblikke, så smager det hele lidt ligesom sidst, bandet udgav en skramlet countryplade.
Godt hĂĄndværk – men ikke noget nyt under solen. Det er hørt masser af gange før, hvilket gĂĄr hen og bliver pladens helt store problem. Emil Friis er en gedigen sangskriver, men han har stadig et pænt stykke op til Dylan, selv om han forsøger at lyde lidt ligesom den gamle mand.
Kærestesorg + toge, der kører væk + whisky-tåger = business as usual. Rocky Votolato præsenterer en til tider ultra-kynisk ligning for, hvordan man spiller alt. country, men mangler at bevise, hvorfor man bør gøre det.
Oakley Hall serverer på deres tredje album en god gang country- og folk-inspireret syrerock. Til tider kan man næsten sættes i trance og leve sig helt ind i musikken. Men det kræver at forholdene er helt rigtige, og det er de ikke i den danske sommervarme.
Amerikanske Oceanographer har skabt et soundtrack til dage med vedvarende stille regnvejr og melankolsk dagdrømmeri. Pladen byder på mange stemningsmættede og atmosfæriske øjeblikke, men alligevel sniger monotonien sig på undervejs. Og selv om udtrykket varieres undervejs, savner man lidt mere dynamik.
