Norsk-amerikanske Kaya Wilkins har udgivet sit tredje album under aliasset Okay Kaya, og det er et veldrejet kuriøsitetskabinet af drømmende selvudleveringer og uforudsigelig popmusik. At lytte til SAP føles som at dykke ned i en underbevidsthed, hvor mønstre og melodier synes at opstå ud af den blå, tomme luft.
I skikkelse af den maskuline persona Redcar er Christine & the Queens tilbage med et lidt rodet følelsesepos, der låner toner fra både 80'er funk, blues og arabiske skalaer. Den ellers karakteristiske og mundrette elektropop er, med andre ord, gået fløjten.
Jockstraps legesyge og farverige tilgang til popmusik er en af årets større musikalske fornøjelser.
Det kræver en tålmodig lytter at finde sig til rette i Beach Houses alenlange Once Twice Melody. Ikke fordi Baltimore-duoen eksperimenterer med musikalske kludetæpper eller skrigende dissonanser, men fordi det sfæriske udtryk ofte bare flyder sammen i én stor Beach House-pøl.
Choppers fjerde single, ”HEX.X.X.”, er lo-fi-soundtracket til The Rocky Horror Picture Show, hvis filmen ikke foregik på et slot i 1974, men på Manchester-klubben The Haçienda i slut 80’erne.
Med Once Twice Melody giver Beach House en stadigt drømmende og meditativ forsmag på næste års fuldlængeudgivelse af samme navn.
Ghanesisk-amerikanske Amaarae formår med sin luftige stemme for alvor at internationalisere afropop. Et unikt og kompromisløst lydunivers, der cirkulerer om sex, forhold og en tand for quirky selvforherligelse.
Ved første lyt bliver det klart, at Palace Winter har udskiftet guitar med synth, men dykker man dybere ned i musikken har guitarelementet blot har indtaget en rolle i skyggen. En rolle, der fungerer på både godt og ondt.
Norske Highasakite er ude med deres femte studiealbum, som både rummer vildskab og inderlighed i et yderst behageligt lydunivers.
To unge herrer har slået sig sammen til en slagfærdig duo, der har noget intelligent pop på hjerte. De to herrer er Aarhusianske Mikkel Holm og Ben Stidworthy fra Canada. Begge har allerede ret meget musikalsk pondus og virkelyst i bagagen, og det er bestemt heller ikke den lade side, de ligger på, her på den anden udgivelse fra det projekt de kalder Brooch.
Den københavnske duo Amatør er alt andet end amatører i musikken. Deres debut-udspil er absolut er lyt værd.
Storladent, eftertænksomt, drømmende og perfekt til de mørke vintermåneder. Sådan kan seneste udspil fra IAMJJ bedst beskrives.
When Saints Go Machine har med udgivelsen af So Deep publiceret deres smukkeste plade til dato.
Penny Police er på gaden med en ny udgivelse, Be Lucky. Den nye plade er en øm, forførende og introspektiv fortælling om barnet og moderen, og om det at finde sin egen stemme og plads i verden.
Aarhusianske Turquoise Sun har med deres debutplade lagt i ovnen til et poppet sommersoundtrack bestående af lige dele munterhed, synth og guitar. Det er mere poppet end psykedelisk, hvilket dogmatiske psychfans måske ikke vil finde forløsning i, men et bredere publikum vil ganske sikkert.
Musiker og producer Molina laver lækker popmusik med et twist. Singlen "Venus" er nyeste nummer fra hende, og det er perfekt til at kickstarte din weekend.
Deerhunter lyder friske og revitaliserede på sit ottende udspil, der er ufortrødent og ubesværet tro mod sig selv.
Nogle gange kan man simpelthen ikke lade være med hovedkulds at forelske sig. At give sig hen, fuldstændigt, og uden hæmninger til de følelser, der følger med, når sød musik opstår. Og jeg er forelsket; forelsket i en plade, som er skrevet, spillet og sunget af to engelske teenagepiger på 19 år. Forelsket i et album, der med sine vidunderligt varierede numre perfekt fanger de store følelser blandet med den ekstreme skrøbelighed, som findes i alle unge på dette forvirrende tidspunkt i livet. Jeg er forelsket i det vanvittige bandnavn, Let’s Eat Grandma, og jeg er forelsket i deres anden plade, I’m All Ears.
Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP'en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80'er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.
På amerikanske Natalie Prass’ andet udspil er der skruet ned for strygerne og op for popambitionerne. Det resulterer i et både funky, politisk og for det meste medrivende album.
