Nogle gange kan man simpelthen ikke lade være med hovedkulds at forelske sig. At give sig hen, fuldstændigt, og uden hæmninger til de følelser, der følger med, når sød musik opstår. Og jeg er forelsket; forelsket i en plade, som er skrevet, spillet og sunget af to engelske teenagepiger på 19 år. Forelsket i et album, der med sine vidunderligt varierede numre perfekt fanger de store følelser blandet med den ekstreme skrøbelighed, som findes i alle unge på dette forvirrende tidspunkt i livet. Jeg er forelsket i det vanvittige bandnavn, Let’s Eat Grandma, og jeg er forelsket i deres anden plade, I’m All Ears.
Tag - alt. pop
Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP'en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80'er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.
På amerikanske Natalie Prass’ andet udspil er der skruet ned for strygerne og op for popambitionerne. Det resulterer i et både funky, politisk og for det meste medrivende album.
Jannis Noya Makrigiannis er som en søgende sjæl på pilgrimsrejse efter ny himmelsk lyd eller som en nybygger på udkig efter nyt musikalsk land, han kan indvinde. Denne gang er det poppen og den elektroniske musik, han tager sig en svingom med.
Den amerikanske musiker Erika M. Andersons andet album deler sig i to ben, det ene med dystopisk industrifernis og det andet dejligt slackerpoppet.
4 Guys From the Future er ude med en ny plade. Åh, hvem der bare var tilbage på uni og kunne bestemme playlisten til fredagsbaren!
Beats in the Woods debut-ep er en fin, lille sag skabt af drømmepop og vokalharmoni, men har desværre svært ved helt at bide sig fast.
Det er ikke dig, Beach House, det er mig. Der er ikke noget galt med dig, du er helt perfekt! Tro mig. Ikke en finger at sætte på dig, og alligevel... Alligevel bliver det ikke til en femte date. Du er nok for god til mig.
Tektonikplader bevæger sig, kolliderer og skaber vulkaner, mens jordens indre koger. Björk lukker Orange ned i naturlig manifestation.
14 år efter udgivelsen af Gran Turismo genspillede The Cardigans hele albummet i Tivoli i fredags. Her kunne Nina Perssons stemme ikke ramme den sødmefulde pastelpop uden at lægge et rustent skær over tonerne, men det ændrer ikke på, at lyden var god, bandet velspillende, og at man fik lidt festivalstemning sådan en regnvåd fredag.
Machine, Dear designer et bud på et moderne popværk. Jeg ville ønske, de bare ville spille noget mere god musik.
Luksus-lp'en Kolors fra den danske musiker af samme navn byder på seks alt.folkede popsange, der er velkonstruerede og vellydende på trods af alskens DIY og hjemmeproduktion.
Med sin sædvanlige indlevelse i musikken var Jonathan Donahue i sig selv en oplevelse ved Mercury Revs fremførelse af Deserter's Songs. Lige så vellykket var dog bandets friske pust til klassikeren.