Tag - alternativ hiphop

Nyheder

Eyedea & Abilities på vej med nyt album

En af Rhymesayers skammeligst oversete kunstnere er duoen Eyedea & Abilities. Rapper Eyedea har vundet en del rap-battles, og Abilities kan scratche, så det lyder som en Hendrix-solo. Samtidig bevæger de sig i lidt samme navlepillende temaer som Brother Ali og Atmosphere, men tillader sig også at være mere abstrakte. Indtil videre har de kun udgivet to album, det sidste E & A er fra 2004, men nu er de endelig klar med en opfølger, fortæller Tiny Mix Tapes. Den kommer til at hedde By the Throat, hvilket indikerer et indigneret album, og det er ude allerede 21. juli. Så kan man kun håbe, at de har holdt ilden i live.

Nyheder

Download det nye album med Del the Funky Homosapien

Så er der gratis hiphop til folket! Ice Cubes fætter Del the Funky Homosapien har i flere år gjort sig positivt bemærket i den alternative hiphop-verden med udgivelser med Hieroglyphics, sci-fi-hiphop-projektet Deltron 3030, Damon Albarns Gorillaz og har da også hittet under eget navn tilbage i start-90’erne med “Mistadobalina”. Nu har han udgivet et nyt album, der hedder Funk Man, og det kan minsandten downloades ganske gratis på hans hjemmeside. Selve startprocessen med at få lov til at downloade albummet er lidt omstændelig, især fordi man skal downloade hvert nummer for sig, men når man først har registreret sin e-mail-adresse går det såmænd okay hurtigt. Og hvis man vil have det gratis, skal man selv være en smule hurtig (med streg under ‘smule’). Det ligger nemlig kun til gratis download frem til 22. maj.

Nyheder

Lyt til nyt album med MF Doom

Den metalmaskerede rapper er gavmild I tilfælde af at det ikke er kendt for alle, så er det værd at nævne, at MF Doom har sendt et nyt album på gaden i dag. Pladen hedder Born Like This, og den maskerede rapper har droppet ‘MF’ og hedder nu bare DOOM. Hvad der er endnu bedre er, at man nu kan høre en hel del af pladen på Myspace. Og jeg kan da godt afsløre, at der ikke er afgørende nyt under superskurkens rampelys. Her er en række tegn, der tilsammen danner tracklisten for Born Like This: 1. Supervillain Intro 2. Gazzillion Ear 3. Ballskin 4. Yessir! 5. Absolutely 6. Rap Ambush 7. Lightworks 8. Batty Boyz 9. Angelz 10. Cellz 11. Still Dope 12. Microwave Mayo 13. More Rhymin’ 14. That’s That 15. Supervillainz 16. Bumpy’s Message 17. Thank Yah

Plader

N.A.S.A.: The Spirit of Apollo

Et stjernebesat album forsøger at forene verden i én stor fredsfest med nogle højtflyvende tanker, der drukner i et ugennemført projekt. Der er en del gode hiphop-sange, men budskabet synker til bunds i overfloden af samarbejder.

Nyheder

Nyt fra den alternative hiphop

Så er der ballade fra Anticon, Busdriver og Amanda Blank Undertoners udsendte rapporter har snust rundt i hiphoppens underverden uden at få hvidt pulver i næsen. Til gengæld er der glædelige albumnyheder. For det første melder Anticon, at nu kan man downloade Themselves’ comeback, der hedder theFREEhoudini, og bliver gæstet af bl.a. Buck 65, Sole, Yoni Wolf, Slug (Atmosphere) og Busdriver. En heldig vinder vil desuden modtage en speciel udgave med originalt cover. Hvis man ikke vinder, kan man dog også købe en “ekstremt begrænset” fysisk udgave af pladen. Og nu vi er hos myreikonet, så kan de fortælle, at den kære canadier Buck 65 med den grødede stemme vender tilbage til Anticon. Han har ellers udfoldet sig på Warner de sidste par plader, men det er nu heller ikke en plade under eget navn. Bike for Three! hedder det nye projekt, som er et samarbejde med den belgiske electronica-kunstner Greetings from Tuskan. Et samarbejde, der er foregået meget som Alias & Tarsier-samarbejdet, hvor de to musikere ikke har mødt hinanden fysisk, men bare sendt materiale frem og tilbage. Hvordan udfaldet er, kan man høre her. I en lidt anden sfære af hiphop-verdenen forlyder det nu, at Amanda Blank endelig gør sig klar til sin solo-debut. Det var hende, der proklamerede, at hendes »pussy’s tasting the best« på den fantastiske “Bomp” fra Spank Rocks medrivende debut. Produktionen bliver varetaget af bl.a. Diplo, Switch og XXXChange, så mon ikke den kan sætte bevægelse i understellet. Desuden er der besøg af Santigold, Lykke Li, The Cool Kids og ja, Spank Rock. Pladen kommer til at hedde I Love You og forventes at blive udgivet 14. juli. For nu at slutte i afdelingen for mundspyttere, der ikke behøver at trække vejret, kan det nævnes, at Busdriver regner med at udsende opfølgeren til RoadKillOvercoat til sommer. Den kommer til at hedde noget så typisk som Jhelli Beam og har gæsteoptrædender af Mikah 9 fra den legendariske California-gruppe Freestyle Fellowship og Nick Thorburn fra langt mindre legendariske Islands. Han udtaler selv, at en del af inspirationen kom fra elektronisk musik, Bollywood-lydspor og plader fra Sublime Frequencies, der er et pladeselskab som specialiserer sig i verdensmusik. Tja, Busdriver bliver nok aldrig normal. Jhelli Beam trackliste 1. Split Seconds (Between Nannies and Swamis) 2. Me-Time (with The Pulmonary Palimpsets) 3. Handfuls Of Sky 4. Scoliosis Jones 5. Least Favorite Rapper (featuring Nocando) 6. Quebec And Back 7. Do The Wop 8. World Agape 9. Manchuria (featuring Mikah-9) 10. Unsafe Sextet/Gilded Hearts of Booklovers 11. Happy Insider (featuring Nick Thorburn) 12. I’ve Always Known 13. Fishy Face (featuring John Dietrich)

Nyheder

Fredagsvideo: P.O.S.: Optimist

P.O.S. leger med plastickopper og biler i sin nye video Den amerikanske rapper P.O.S. har lige udgivet sit tredje album Never Better på Rhymesayers, og det virker allerede som et af årets mere solide albums. Det usædvanlige ved Stefon Alexander, som hans borgerlige navn lyder, er, at han oprindelig stammer fra punk-miljøet og i starten slet ikke brød sig om rap. Der er dog ikke noget punk i sangen “Optimist” fra det nye album, omend videoen ser lidt hjemmelavet ud. Det er til gengæld et temmelig opfindsomt hjemmeprojekt, hvor legetøjet får liv.

Plader

Negash Ali: Asmarino

Århusianske Negash Ali, der først gjorde sig bemærket i den danske gruppe The Majors, har udgivet et solidt hiphop-album med rødderne godt begravet i klassiske dyder og soul. Han leverer personlige beretninger og politiske refleksioner på et album, der – til trods for enkelte svage numre – imponerer.

Klassikeren

Company Flow: Funcrusher Plus

I 1997 trængte hiphoppen til en revolution. Den kom fra tre unikke personer, der var pissed off på pladebranchen, og derfor gik imod den med en komplekst produceret plade, hvor der blev leveret den ene fantasifulde sviner efter den anden.

Koncerter

Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, Battles, Yeasayer, 04.07.08, Roskilde Festival

Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange. Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser. Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest. Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM) Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed. (Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk. Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006. Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB) Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre. Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband. Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende. Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)

Plader

Darc Mind: Symptomatic of a Greater Ill

Bitches, booties og bling – glem det! Det her er hiphop skåret over den gamle læst. Et simpelt beat – hurtigt eller tungt og langsomt – og et simpelt sample bygger den musikalske motorvej, rimene kan ræse af sted på. Prøv så at se, om du kan følge med i de hæsblæsende rim.

Plader

El-P: I’ll Sleep When You’re Dead

Hr. Producto kan godt løfte sin kasket triumferende over at have lavet et af de mest konsistente, originale og hårdtpumpede hiphop-albums i lang tid. Med ordet og beatet i sin magt har El-P ganske enkelt kreeret en himmelstormer af en opfølger.

Plader

Subtle: For Hero:For Fool

I en kakafoni af fabulerende rap og skrigende electronica er den legesyge sekstet med rødder hos det alternative hiphopselskab Anticon tilbage med deres andet album. De to nøglepersoner, rapperen Doseone og produceren Jel, får nemt lytterens opmærksomhed, og overskuddet er til at tage og føle på.

Plader

Alias & Tarsier: Brookland/Oaklyn

Hiphop-produceren Alias og sangerinden Tarsier sendte i næsten to år bånd frem og tilbage imellem hinanden. Resultatet af deres musikalske og postmæssige anstrengelser er et flydende og meget lytteværdigt album, der både kan nærlyttes og bruges som baggrundsmusik.

Plader

Pedestrian: Un-Indian Songs vol. 1

Un-Indian Songs vol. 1 er et fint album fra medstifteren af Anticon, Pedestrian. Først efter mange gennemlytninger afsløres det, at cd'en faktisk stritter i vel mange retninger. Men på en underlig bagvendt måde ødelægger det ikke fornøjelsen.

Plader

Sole: Live From Rome

Soles nye plade er ikke en liveplade, som titlen ellers antyder, men derimod et nyt studiealbum fra den tidligere Oakland-baserede Anticon-veteran, der nu er bosat i Spanien. Et fint album, der desværre ikke byder på afgørende nyt.

Plader

Dälek: Absence

Ikke ligefrem lettilgængelig hiphop, men leder man efter noget, der går et par (eller mange) spadestik dybere end 50 Cent, bør man tjekke Däleks tredje album ud.