Tag - alternativ pop

Spraglet pop om en excentrisk onkel i en fjern by. Hong Kong spænder hele vejen fra beatpoesi til pop på kreativt debutudspil.

Alex Cameron viste sig som en folkeforfører, da han fik et tætpakket Lille Vega til at glemme alt om sne, slud og blæst. I stedet inviterede han dem med ind i et parallelt univers, hvor 80'erne aldrig sluttede, og hvor alt var badet i et lilla skær.

Amerikanske Dirty Projectors er faldet i et hav af smerte, der rimer på hjerte, men overrasker med et meget solidt og troværdigt bud på, hvordan en hjertesorg opleves indefra.

Suite for a Young Girl sammenvæves og forfines Cæcilie Triers tidligere musikalske bedrifter i en heterogen men ubesværet og naturlig stilcollage: I krydsfeltet imellem alternativ pop, klassisk musik og klangkunst begår hun en helt uovertruffen elegant og betagende musik, som på en gang er sært fængende og bestandigt eksperimenterende.

Urmutter stiller på Gone Home Syndrome spørgsmålet om, hvad jordens urmoder ville sige til nutidens civilisation. Desværre leveres svaret så indadvendt, at man ikke bliver lukket ind til det.

Ariel Pink står igen på egne ben og leverer uden sit Haunted Grafitti-band et herligt miskmask af weirdopop og små milepæle af ørehængere.

Måske er den svære toer slet ikke så svær igen. På This Is All Yours er britiske Alt-J i hvert fald fortsat knivskarpe og spinder uden problemer en fin, rød tråd gennem et sammensurium af genrer og udtryk.

Pladeaktuelle The Mountains er hverken bange for hits, singler eller rendyrket pop. Selvom musikerne i bandet har rødder i noget så forskelligt som indie, hiphop og r’n’b, har de sammen fået defineret et præcist popkoncept gennem en effektiv arbejdsproces, der minder om en solokunstners.

Singer/songwriteren Douglas Dare fremkalder på debut-ep’en Seven Hours en blanding af vellydende tvivl og fløjlsblød smerte. Et let foruroligende lydunivers, der efterlader en sult efter mere fra Dare, men også efter at føle noget ægte.

Lyden på Waking Lines er umiskendeligt "NME-britisk". Et mix af grandiost trommespil og lag-på-lag-produktioner tilsat højfrekvent guitarklimpren synes at være den primære opskrift bag langt størstedelen af albummets numre. Dette resulterer i et produkt, der er lige så behageligt, som det er forglemmeligt.

Jenny Wilson er hverken til at stoppe eller styre på sit nye album. Det er en stærkt personlig plade, hvor menneske og værk flyder sammen i en, i dette tilfælde, temmelig eksplosiv blanding.