Tag - alternativ pop/rock

Popæstetikkerne presser sig på, men St. Vincent er her endnu. Den eklektiske texaner spænder vidt, men gør det unægteligt godt på sit femte studiealbum.

Den unge britiske sangskriver Marika Hackman er klar med sit andet fuldlængdealbum. Her har hun med stor succes brudt med bagkataloget og ladet sin musik tage en mere poppet og energifyldt drejning.

Romantisk pop-plade fra The Blue Van-forsangeren fører traditionen fra The Walker Brothers og The Last Shadow Puppets videre. Det lyder godt, men formår ikke for alvor at komme ind under huden i sin sukkersødme.

Radiohead har begået et smerteligt smukt niende album, der forener næsten stillestående og progressive udtryk i et organisk hele. Ved nærmere gennemlytning når en række af numrene højder, der understreger Radioheads stadige kvaliteter.

Poliça har efter tre års pause, en fødsel og en masse politisk vrede udgivet deres album nummer tre. En plade der ifølge bandet selv er navngivet efter hjembyen, Minneapolis ofte graffitimalede facader med det påtrykte opråb: United Crushers. Pladen er skrevet i frustration mod USA's ulighed og udvikling. En demonstration af et tungt lyrisk univers, der ikke desto mindre indeholder mange iørefaldende popmelodier.

I modsætning til opvarmningsbandet Maskinvåd fik Mellemblond desværre ikke rigtig luft under vingerne lørdag aften på Radar, og trods det velspillende bands gode materiale endte aftenen med at være forglemmelig.

Paradisets Børn er David Vejen Blomqvists første udspil under eget navn. Et perfekt timet møde mellem Blomqvist og Eik Skaløes poesi og dagbøger, hvor resultatet ikke blot er en videredigtning, men også en musikalsk fortolkning af Skaløes univers. Og det er hele vejen igennem betagende og vellykket.

På mindre end et årti har Segall allerede udgivet otte album plus det løse - inklusive nogle kunstneriske selvmål, som den selvbetitlede debut fra 2008 og den fritflydende psychrockmelankoliker Sleeper. Og nu skal dommen så fældes over Manipulator.

Mellemblond har med stor integritet begået et album, der byder på fornyelse, samtidig med at den høje standard fastholdes. Lysvågen er nem at gå til og svær at få nok af.

Amerikanske Matthew E. Whites debutalbum viser stor musikalsk stilbevidsthed med en form for retrospektiv folkgospel, der emmer af positivitet og livskærlighed. Men selv om flere aspekter umiddelbart bærer hen mod noget nyt og originalt, kan det diskuteres, om den mængde genanvendelse, som musikken trods alt består af, kan retfærdiggøres.

Det tidligere Dial Zero-medlem Christian Hansen debuterer under navnet 209. Fused & Confused er en fin lille debutplade.

Turning Tables er et band, hvis lyd let kan karakteriseres som indiepop. Men så enkelt kan man ikke sætte det op. For Turning Tables låner gerne folkens intimitet og poppens fængende omkvæd. Sine steder kan man se potentialet til mere, men ellers virker debuten noget flad og uinteressant.

Kitty Wus femte album har sine smukke, melankolske øjeblikke, men er samtidig en fragmenteret størrelse, der trækker tråde til de tidlige 00'erne.

Darkness Falls skaber et atmosfærefyldt univers, der flittigt henter inspiration fra filmhistorien. De formår at skabe sange, der emmer af stemning.

Samarbejdet mellem Reid Paley og Black Francis lyder umidelbart som et lovende af slagsen. Men pladen er skrevet på tre dage, indspillet på to og fremstår til tider som et ret uambitiøst projekt.

Noah and the Whale har på tredje album lagt vejen om og spiller nu hovedsageligt skarp og velproduceret voksen-pop/rock. Det slipper de godt af sted med langt det meste af vejen.

The Van Jets kan ikke rigtig finde ud af, om de vil være The Hives eller Muse, og det sætter sine spor på en ujævn, lidt kedelig rockplade, hvor vreden og angsten kun glimtvis titter frem.