Tag - alternativ pop/rock

Noah and the Whale har på tredje album lagt vejen om og spiller nu hovedsageligt skarp og velproduceret voksen-pop/rock. Det slipper de godt af sted med langt det meste af vejen.

The Van Jets kan ikke rigtig finde ud af, om de vil være The Hives eller Muse, og det sætter sine spor på en ujævn, lidt kedelig rockplade, hvor vreden og angsten kun glimtvis titter frem.

På sit debutalbum har Stina Stjern malet sit musikalske univers med både fine melankolske penselstrøg og kompromisløse, psykedeliske farvestænk. Alligevel skinner farverne i det færdige resultat ikke helt igennem.

Jenny Wilson udsender et dobbeltalbum, der låner numre fra sidste album, Hardships!, og tilfører med blandet held en ærlig, upoleret lyd til sit bagkatalog.

Scarlet Chives lyder som Cocteau Twins, Blonde Redhead, Lali Puna og mange andre fra den alternative pop/rock-verden. Heldigvis klarer de kopitilværelsen ret godt – ikke mindst takket være vokalpræstationen.

Gamle rockere er nok lidt misfornøjede med Dinosaur Jr.-frontmandens soloprojekt, der er mere singer/songwriter, end det er rock. Heller ikke det nyeste udspil nedbryder mange barrierer til nye musikalske verdener. Til gengæld er det rart at lytte til.

PJ Harvey er tilbage med et imponerende konceptalbum om krig. Det er Englands krige, naturens ondskab og dødens triumf, som Harvey tilsætter velklingende musik. Samtidig cementerer hun sin position på tronen af moderne kunstrock.

Vi fortsætter med julesange her i fredagsvideoerne. Denne gang er det The Futureheads, der har skruet en højtidssalme sammen. Og her er der virkelig lukket op for salmestemningen med hallelujah og det hele, så det lyder som en halv Queen-sang. De mener, at jul var bedre i 80’erne, men mon ikke de i virkeligheden mener, at jul var bedre, da de var børn? For det var den vel for de fleste. Det var dengang, man kunne få helt ondt i maven af at vente på at få gaver, og senere fik man helt ondt i maven af alt det slik og julekager, man proppede i sig. I dag er jeg i hvert fald ikke helt så hooked på jul som dengang, hvor det flød med chokoladekalendere, pakkekalendere, “Jullerup Færgeby”, musetrapper og kravlenisser. Det var bare mere magisk dengang. Det mener The Futureheads åbenbart også. God weekend!

D. 18 marts 2011 vil Efterklang spille en koncert i Amagerbio for at markere en tænkepause, før kollektivet kaster sig over 4. plade. Men allerede d. 20 marts viser Amagerbio filmen "An Island". På globalt plan er der også smagsprøver fra Björk, Mogwai og Godspeed You! Black Emperor.

Lige som sidste år (og de tre foregående i øvrigt) har The Killers lavet en julesang til støtte for organisationen RED, der arbejder for en verden uden AIDS. Som julesang fungerer den glimrende. Den har et lidt højtideligt præg, og man kunne sagtens forestille sig en flok synge den i kor. Og så er der klokker, så ved man det er en julesang. Videoen er instrueret af Jared Hess, der stod bag kultkomedien “Napoleon Dynamite”. Den handler om en eller anden stakkel, der bor på gaden, savner sin familie og forsøger at tjene nogle penge. Glædelig december!

Deerhoof har det med at markedsføre deres albums på særegne måder. På det sidste, Offend Maggie, valgte de at lave en musikvideo til hvert eneste nummer. Til deres nye album, Deerhoof vs. Evil, har de tænkt sig at udgive et nummer ad gangen på diverse musikblogs og -hjemmesider indtil udgivelsen 25. januar på Polyvinyl. Der er 12 numre og indtil videre er to af dem frigivet. Det tredje, “Behold a Marvel in the Darkness”, er just blevet frigivet på Beat Magazine fra Australien. Selvom nummeret starter ret ligefremt, er der nu ikke så meget ændret i Deerhoofs lyd, men de er også sådan et band, der har så charmerende og personligt et udtryk, at det ville være synd at ændre på. De to andre numre kan du finde hos Pitchfork og The Guardian, og du kan følge med i udgivelsesplanen på denne hjemmeside dedikeret til det nye album.

No Ages seneste værk lyder meget, som man kunne forvente, men det er også en god ting. Indierock, punk og støjflader smelter sammen i et på én gang varieret og stramt tøjlet udtryk.

På Li Alins andet album har hun inviteret Greg Smith ind i sit dystre kammer og lukket rummet tæt til, så kun mørket og en udefineret, frygtelig hemmelighed fylder de sparsomme arrangementer. Det er der kommet et intenst og ubehageligt album ud af.