Tag - alternativ rock

Rockens raspende gravrøst er tilbage med sit mest elektroniske og synthbaserede album til dato. Lanegans evne til at skrive melankolske sange, der i deres forsætlige langsomhed hjemsøger øregangene, er uantastet, men hans flirt med synthpop og new wave er ikke altid overbevisende.

De majestætiske arrangementer og en fænomenal vokalperformance på norske Highasakites Silent Treatment appellerer til popentusiasten med hang til det storladne.

Den svære toer skuffer ikke i tilfældet The Malpractice. Mass er nemlig sort som en kulkælder, ond som djævlen og pokkers vanedannede, og Gammelby & co. når næsten helt i land.

Sleigh Bells’ lyd besidder i sig selv en gimmick-værdi, der lader sig strække rigtig langt i kraft af duoens udtryksfulde attitude og kompromisløse fremførsel. Alexis Krauss og Derek Edward Miller er i fællesskab fortsat et fænomen for sig selv, hvor nærmere sammenligninger til andre kunstnere ikke har meget mening.

Alvoren har kridtet danseskoene på Reflektor. Trods pladens catchy facade er tematikken dog lige så tung som på forgængerne.

De albumdebuterende amerikanere i Speedy Ortiz har helt godt styr på, hvordan man skruer en gedigen indieskive sammen. Nok bobler Major Arcana ikke over af originalitet, men de ti sange rammer træfsikkert, hvor de skal.

Plader

The Dodos: Carrier

The Dodos har på deres femte udspil smidt freak-folkens avantgardistiske klæder og kreeret et solidt og harmonisk indierockalbum.

Den er god nok. The National kan stadig ikke skrive popsange. Til gengæld kan de så meget andet. Som for eksempel at skrive sig helt ind i hjertet på denne anmelder. Jeg tager hatten af, bøjer mig i støvet og sender alle slags cadeaux og street creds til de fem sørgmodige mænd fra Ohio.

Delphic opnåede stor succes med sin alternative dance-plade Acolyte. Men med sit nye udspil har gruppen bevæget sig i en helt ny retning - eller rettere: mange nye retninger.

Antipodes er et velmenende, men broget debutalbum fra de newzealandske dissonans-rockere Popstrangers. Der er flotte og fængende momenter, men desværre også lidt for mange svage numre til det for alvor bliver interessant.

Hazy Days har på sin første ep svært ved at finde fodfæste i regnen, samtidig med at deres faste greb i inspirationskilderne forhindrer, at de får dannet et selvstændigt musikalsk udtryk.

Med tre ingredienser tændte Bloc Party godt op for søndagspublikummet, og pludselig forsvandt hverdagen langt væk. Masser af el-guitar, en stærk vokal og så et effektivt sceneshow – mere behøvede de ikke for at lade rockfesten folde sig ud.

Gymnasiefesten er slut. Lyset er blevet tændt, og dansen på bordene er ophørt, men i stedet for at gå hjem er vi trillet ned i den røgfyldte kælder sammen med Kiss Kiss Kiss til udflydende snakke og vrængende guitarer. Der er plads til én til i sofaen.

Nu hvor efteråret for alvor står for døren, trængte man til noget energi og livsglæde. Alt det og meget mere fik man inde bag Loppens mure, hvor canadiske Islands spillede. Her serverede de både skæve rytmer og strømlinede indierock-melodier.