Roots bevæger sig dybt ind i indiepop- og indierockland. Men det gør ikke noget, for de glemmer ikke hiphoppens dyder: beats, rim og historiefortælling.
Udsyret, uimponeret og uhyggelig lækkert. Så simpelt kan Tame Impalas debutalbum beskrives. Fine harmonier og snørklede strukturer kombineres elegant med drømmende vokal.
Born Ruffians’ første udspil blev beskyldt for at lyde meget som Vampire Weekend og andre bands. En kritik, canadierne har taget til efterretning pÃ¥ Say It.
Da Pavement entrede scenen i Arena-teltet, var det tid til et nostalgitrip af rang: tilbage til start-90′erne for at hænge ud med et af datidens allervigtigste indierockbands.
Fredagens guide er en dobbeltdækker. Fra reveille til kl. 20 er det Christian Klaubers fodspor, der følges. Fra kl. 20 og til benene ikke længere bærer, er det Jonathan Heldorf, der giver gode råd.
Eggegrund svæver på en nordlysende sværm af elektroniske dråber og storladne dybder. Kan man andet end at lade sig rive med?
I april fik verden den første forsmag pÃ¥ M.I.A.’s kommende album i form af nummeret “Born Free”, hvis lo-fipunkede lyd mildest talt kom som noget af en overraskelse.
Men i gÃ¥r løftede BBC …
Med en brusende genre-tsunami, der opretholder en alternativ tilgang til pop, går Gorillaz planken ud og skaber noget nær et mesterværk.
Letters from Emptiness er eksperimenterende freefolk, der prøver for meget og ender med at lukke lytteren ude.
Transient Songs spiller Pavement-inspireret, klassisk indierock med psykedeliske indslag. Der er godt skruet sammen, men dybest set lidt kedeligt.
Hvorfor udgiver man freejazz? Det skal vel for helvede opleves live. Eller er der noget, jeg har misforstået?
Den lovende danske kvartet Shout Wellington Air Force albumdebuterer langt om længe med Clean Sunset, hvor et helt sammensurium af stilarter og lydeffekter blandes sammen uden megen hensyntagen til vedtagne genrekonventioner.
En svært kedsommelig sag fra The Burning Hotels har ramt vores kyster. Desværre er den kedelig på den allermest kedelige måde: professionelt kedelig.
Musik, lyrik og billeder. Indkapslet i et klassisk indierockunivers leverer Host alle ingredienser i en tværkunstnerisk oplevelse ud over det sædvanlige.
Lis Er Stille er på den nye plade langtfra stille. De har puttet den drømmende, Sigur Rós-inspirerede postrock på hylden til fordel for en tungere lyd, der flittigt benytter sig af inspiration fra postmetallens mørke dybder.
Alkohol, sex, følelser og samfundskritik er nogle af emnerne på Jimmy the Lock. De mange ingredienser skaber et interessant og omskifteligt album, men ender også med at spænde ben for helhedsoplevelsen.
Sydens tragiske skæbner danner baggrund for flertallet af sangene pÃ¥ Drive-By Truckers’ nye album. De fortælles med kærlighed, humor og et glimt i øjet.
Sun Shape Mirror er med sine støjende elektroniske droner meditativ og opfordrer til kontakt med sjælen. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg ikke kan mærke min, eller om den bare er faldet i søvn, men dette album preller af på mig som vand på en gås.
Indiepop fra Manchester. Lonelady viser stolt sin debutplade frem, men desværre folder talentet sig aldrig helt ud.
The Black Box Revelation spiller belgisk bluesrock på den snottede facon. Det er ikke videre mindeværdigt.
Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.
The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pÃ¥ coveret, for sÃ¥ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
Det tredje studiealbum fra svenskerne byder på middelmådighed, og de numre, der er med til at hæve albummet mod det bedre, er i undertal.
Wow. Hvis Talib Kweli sætter standarden for Pumpehuset som hiphop-koncertsted, er der lagt op til gode oplevelser i fremtiden.
