The Black Box Revelation spiller belgisk bluesrock på den snottede facon. Det er ikke videre mindeværdigt.

Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.

The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pÃ¥ coveret, for sÃ¥ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.

Det tredje studiealbum fra svenskerne byder på middelmådighed, og de numre, der er med til at hæve albummet mod det bedre, er i undertal.

Wow. Hvis Talib Kweli sætter standarden for Pumpehuset som hiphop-koncertsted, er der lagt op til gode oplevelser i fremtiden.

Det værste fra Nirvana og Radiohead. Nirvana uden nerve og Radiohead uden elegance. Det er, hvad Wrecking Ball har at byde på. Kedsomhed blandet med irritation er, hvad det efterlader.

Pladeklubben har lyttet til Kashmirs nye album, der lyder fuldstændig som et Kashmir-album. Og det er pladens problem. Den er lidt for sikker og velproduceret.

Der er klart elementer på dette debutalbum, der er værd at klappe i hænderne over, og som introducerer et band med holdninger og attitude. Alligevel forbliver stemningen på et halvlunkent niveau.

B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.

Tindersticks leger på deres ottende studiealbum med genrerne. På et varieret album, der til tider tangerer det brillante, dukker de delvist frem fra deres melankolske skjul og klæder sig ud som cowboy, orkesterleder, romantiker og flipper.

Delphics debut, Acolyte, er elektronisk (radio)pop, der går lige ind ad ørerne og nogle gange ud igen, mens deres kunstreferencer kan få selv den bedste akademiker til at trække på smilebåndet. Som de selv siger: »Art is cool.«

ISIS’ strukturelle tilgang til deres musik afspejler sig bÃ¥de i tilblivelsesprocessen og deres albums’ tematikker. Men informationen ligger ikke lige for, og man kan godt forvente at skulle arbejde for den.

xx. Navnet siger det hele: alt og ingenting. Det er fredag aften, og om lidt går det engelske orkester på scenen, og her skal en væsentlig detalje så afsløre sig: Om der er bund i hypen.

60-80 trommespor, elguitarer og elektriske remedier. Jo, The New Loud inviterer til energisk electropop, og med denne ep er de bestemt sendt videre til næste runde, men har stadig et stykke vej igen.

Du står på en mole, vandet er mørkt og dybt, bølgerne brager mod hinanden i horisonten og regnen pisker ned. Du går om bord på en båd og sejler målbevidst væk fra sikkerheden og lyset. Flaget du sejler under hedder Geniuser.

We Fell to Earth placerer sig med et intelligent og medrivende debutalbum blandt sværvægterne inden for den elektroniske genre. Et album, der ikke kun fortjener opmærksomhed, men også en plads i pladesamlingen.

Honning & Mudder forsøger at skildre deres hverdag gennem fem numre. Desværre er det en hverdag, det ikke virker synderlig interessant at få et indblik i. Men dermed ikke sagt, at den er komplet ligegyldig.

Woods of Broccoli er en blød, skumgummiagtig, porcelænsbeklædt og porøs omgang skrøbelig lydleg, der farer fremad i minimalt tempo, men med intentionerne og helheden grundigt gennemarbejdet.

Debonair er navnet på et britisk flyselskab, et indisk mandeblad og et dansk band, der spiller melodisk, tilforladelig pop/rock med tungen lige i munden og skrald på guitaren.

Med Let It Beep uddeler Royal Bangs energikanyler til den eventyrlystne lytter. Det går ikke stille for sig, når elektronikken, guitarerne og trommerne brager derudad.

Det bliver ikke en helt almindelig mandag aften, hvis man tropper op til Escho/Demoteket-arrangement på Blågårdens Bibliotek.
Mandag aften den 23. november kl. 19-22 er der mulighed for GRATIS at opleve …

Unexpected Guests er den anden udgivelse fra DOOM i år, men ligesom på forårets Born Like This er det indtrykket af en sammenskrabet plade fra en kunstner på tomme batterier, der strømmer ud af højtalerne.

For meget techno og for lidt Troels. Noget, der egentlig startede meget opløftende, endte som en lidt ligegyldig præstation, og første halvdel af koncerten står som det mest mindeværdige.

Hvor meget kan man fortælle uden egentlig at sige noget? Band Ane udfordrer den normale opfattelse af, hvad et narrativ er, og manifesterer sig som en rendyrket anarkist med plads til både abstraktion og konkretisme.

Tv-producerdarling og singer/songwriter Alexi Murdochs debutplade udgives nu i Europa. Det er et værk, der blamerer skønhedens banaliteter, hylder monotonien og giver ordet kedsomhed nye, bredere og bedre dimensioner.