Texanske Spoon er tilbage med et dejligt helstøbt indierockalbum, der langsomt åbner sig op for lytteren. Ikke fordi det er svær musik, snarere tværtimod. Musikken kan ved et første lyt synes at være lidt letbenet, men det er den ikke! Det er et stærkt værk Britt Daniel og co. har ude nu. Ingen tvivl om det.
Communions’ anden fuldlængdeudgivelse byder på enormt velproduceret indierock med iørefaldende melodier, rørende vokalleveringer og gennemtænkte sangforløb. Ambitionsniveauet fra debuten er løftet gevaldigt, og det københavnske brødrepar når næsten hele vejen i mål.
Several Things er et hjemmedyrket, dansk enmandsprojekt, der vil fylde dit hjerte og dit sind. 21 hjemmerullede perler er blevet samlet til et album, der leverer charmerende og melodiøs indie, der knitrer og knaser. Med enkle midler som guitar, keyboard, trommemaskine og en indelukket vokal udsat for effekt, har lytteren spændende musik i vente.
De danske indie-rockere fra The Entrepreneurs lever ikke helt op til niveauet fra deres formidable debut på spraglet toer.
Perfume Genius har aldrig været bedre end lige nu. Han er et geni til kontraster, og når han synger sine sange om ensomhed og kærlighed, kan du ikke stille andet op end at æde det hele råt.
London-bandet Sorry er et interessant bekendtskab med deres blanding af musikhistorisk tyvegods og nye ideer. Alligevel er det, som om at netop deres coolness og ironiske distancering til materialet også spænder lidt ben for dem på et album, der sjældent bliver rigtig medrivende.
Tag med de amerikanske post-punkere Bambara på en dystopisk og mørk færd om på bagsiden af USA og mød blandt mange andre Døden, poledanseren Miracle, med ordet 'Meanness' tatoveret på indersiden af læben, samt eunukparret Ben & Lily, der er på flugt direkte mod den brændende sol.
Til trods for lidt startproblemet, forvandlede Steve Lacy Pumpethuset til et frirum i lidt over en time. Han fik vist sit musikalske potentiale, men det blev desværre aldrig udnyttet til fulde.
»You know the whole world's fucked, get over it« synger australske Tropical Fuck Storm et sted på denne fanden-i-voldske formidable bluespunkplade der virkelig sætter verden i brand med sin vekslen mellem atonal guitarstøj og fløjlsblød lækkerhed. Er du til store doser af weirdness, så er du kommet til det rette sted.
Irske Fontaines D.C. var vrede, og de fungerede bedst, når de eksploderede i pludselige heftige udbrud af ren, rå energi og tung rocklyd.
The National er selve den her kreative middelklasse som de spiller til, spiller for og synger om. Deri ligger deres integritet. Ægtheden i hele projektet The National og derfor holder det. Derfor bliver de, om ikke bedre og bedre, så dog dybere og mere komplekse med tiden. Fordi de netop formår at udfordre deres egen integritet indenfor rammerne af hvem og hvad de er. Fordi de bare er de her kreative Brooklynbohemer. Indiearketyperne par excellence.
Phosphorescent er tilbage efter fem års albumpause med en samling sange, der spænder fra det shamanistiske til den gammelkendte Phosphorescent-lyd og med et par svipsere imellem.
Hollandske Annelotte De Graaf har skabt en grim ælling af en plade, der vokser og vokser med hver gennemlytning for til sidst at sprede vingerne og flyve stolt fra reden.
Med en dragende vokal-performance, rigt variereret orkestrerering og strømlinet sangskrivning, imponerer Mitski med sit femte album, der absolut ikke viser nogen tegn på kreativ udmattelse.
Det amerikanske indie-rockband Ovlov nærmer sig total kontrol over egne virkemidler på deres andet album, der er funderet i alt det bedste fra 90'ernes undergrundsrock.
Nick Cave & The Bad Seeds leverede en magtdemonstration på Orange Scene fredag aften.
Med albummet Bad Witch afslutter de hårdtslående industrial rockere Nine Inch Nails den trilogi, der startede med de to EP’er Not the Actual Events og Add Violence. Det er blevet til et nostalgisk, tilbageskuende og heftigt ridt ned ad Memory Lane.
