Danske Shiny Darkly udgav deres første EP tilbage i 2012. Jeg kan huske, at jeg købte den, og efterfølgende så dem spille på Voxhall i Aarhus samme år. Det var godt. Der var en herlig fyldig lyd, der velsagtens, uden at fornærme nogen, lød som en lidt mere storladen hyldest til Joy Division. Bandet rummer stadig den del, men der er sandeligt også sket ting og sager i mellemtiden.
Tag - ambient
Beak> er en rejse tilbage til den tidlige krautrock ala Can, Kraftwerk og Faust. Men det er også en lille sviptur tilbage til 90ernes trip-hop og genkomsten af knitrende loops og sampling. Beak> er på en måde en størrelse, der burde hoppe direkte ind på min hitliste, men der er noget, der mangler.
Mono Mono (stilistisk mono mono) er klar med deres debut EP Natural, som tager dig med til en drømmeverden af atmosfærisk elektropop.
Laurel Halo er med Raw Silk Uncut Wood ude på dybt vand, hvor hun prøver at trække lytteren med ned i et omgivende, dystert univers, som er rædselsslagende, men alligevel ret så afslappende og medrivende.
Aphex Twin er tilbage med et meta-belagt lydspor, som hånd i hånd med VJ-kunstneren, Weirdcore, får Google Maps til at ryge DMT.
Ben Frost leverede en unik, krævende men desværre også en anelse uforløst oplevelse på Avalon. Showet havde egnet sig bedre til en sen nattetime, hvor man kunne falde ind i sig selv og nyde de støjende kompositioner.
Leon Vynehall er tilbage efter hans forrige udgivelse Rojus (Designed To Dance). Denne gang har Vynehall strikket udsædvanlige rytmemønstre og følelsesladende momenter sammen, der giver et bevægende album – dedikeret til hans familie.
Singularity lægger sig i slipstrømmen fra forgængeren Immunity og byder på samme eminente blanding af bombastisk tekno og hårrejsende smuk ambient. Jon Hopkins blander tordentung bas med strygere, kor og klaver på et fascinerende og paradoksalt værk, man ikke bør snyde sig selv for.
Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP'en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80'er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.
Gentagelse, støj og skrig. Den cocktail giver en mærkelig musikalsk størrelse, som amerikanske The Body udforsker med deres nyeste plade I Have Fought Against It, But I Can´t Any Longer. Det er et møde med sammensmeltning af flere musikalske strømninger, hvoraf nogen fungerer bedre end andre.
Grouper aka Liz Harris dukker endnu engang op til overfladen med en samling sange, der på trods af kort spilletid fastholder lytteren i en stemning, Harris har gjort til sin helt egen.
Blue Foundation har udviklet sig mod det endnu mere atmosfæriske og elektroniske, hvilket har gjort dem væsentligt mere afdæmpede end da de manifesterede sig omkring årtusindskiftet.
Kluntede forsøg på både at være tidløse og rebelske spænder ben for Yo La Tengo på deres femtende fuldlængde, der udspiller sig som en opiumoverdosis i langsom gengivelse.
På Doubt Is My Robe Back to You leverer Get Your Gun ikke mindst en overbevisende, musikalsk oplevelse, som sjældent tager den direkte vej fra A til B, og som fortjener fuldkommen dedikation fra lytteren fra start til slut.
Sonja LaBianca skaber med About Room, Room to Be, Rooms et astralt og svævende lydunivers, der er fyldt med rumklang og drømme. Men det kræver noget af lytteren.
På sin femte Anish Music-udgivelse er Band Ane transformeret til et fuldblods ambient-projekt, der kræver lytterens fulde opmærksomhed og høretelefoner.
På Missionær er Svin i bogstaveligste forstand søgt nordpå i jagten på lyden til dette album. Dette har resulteret i en freejazz plade, der er baseret på en kold og mekanisk stemning.
De elektroniske, tysk/schweiziske pionermusikere Hans-Joachim Roedelius og Christoph H. Müller skabte et organisk, drømmende og søvndyssende lydunivers.
Gennem Glasset er en ambitiøs eksperimenterende debut-trilogi bestående af kassettebåndet Lapsus, digitaludgivelsen Syner og LP'en Spejlinger. Jeppe Højgaard er ikke blot i front, men alene og efterladt i eget eksperimenterende lydunivers.
Brooklyn-kunstneren med de ordløse vokalarrangementer er klar med opfølgeren til Nepenthe fra 2013. Julianna Barwick har skabt endnu et organisk, vokalbaseret album, som har sine synthhøjdepunkter, men som savner retning.