Singularity lægger sig i slipstrømmen fra forgængeren Immunity og byder på samme eminente blanding af bombastisk tekno og hårrejsende smuk ambient. Jon Hopkins blander tordentung bas med strygere, kor og klaver på et fascinerende og paradoksalt værk, man ikke bør snyde sig selv for.
Tag - ambient
Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP'en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80'er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.
Gentagelse, støj og skrig. Den cocktail giver en mærkelig musikalsk størrelse, som amerikanske The Body udforsker med deres nyeste plade I Have Fought Against It, But I Can´t Any Longer. Det er et møde med sammensmeltning af flere musikalske strømninger, hvoraf nogen fungerer bedre end andre.
Grouper aka Liz Harris dukker endnu engang op til overfladen med en samling sange, der på trods af kort spilletid fastholder lytteren i en stemning, Harris har gjort til sin helt egen.
Blue Foundation har udviklet sig mod det endnu mere atmosfæriske og elektroniske, hvilket har gjort dem væsentligt mere afdæmpede end da de manifesterede sig omkring årtusindskiftet.
Kluntede forsøg på både at være tidløse og rebelske spænder ben for Yo La Tengo på deres femtende fuldlængde, der udspiller sig som en opiumoverdosis i langsom gengivelse.
På Doubt Is My Robe Back to You leverer Get Your Gun ikke mindst en overbevisende, musikalsk oplevelse, som sjældent tager den direkte vej fra A til B, og som fortjener fuldkommen dedikation fra lytteren fra start til slut.
Sonja LaBianca skaber med About Room, Room to Be, Rooms et astralt og svævende lydunivers, der er fyldt med rumklang og drømme. Men det kræver noget af lytteren.
På sin femte Anish Music-udgivelse er Band Ane transformeret til et fuldblods ambient-projekt, der kræver lytterens fulde opmærksomhed og høretelefoner.
På Missionær er Svin i bogstaveligste forstand søgt nordpå i jagten på lyden til dette album. Dette har resulteret i en freejazz plade, der er baseret på en kold og mekanisk stemning.
De elektroniske, tysk/schweiziske pionermusikere Hans-Joachim Roedelius og Christoph H. Müller skabte et organisk, drømmende og søvndyssende lydunivers.
Gennem Glasset er en ambitiøs eksperimenterende debut-trilogi bestående af kassettebåndet Lapsus, digitaludgivelsen Syner og LP'en Spejlinger. Jeppe Højgaard er ikke blot i front, men alene og efterladt i eget eksperimenterende lydunivers.
Brooklyn-kunstneren med de ordløse vokalarrangementer er klar med opfølgeren til Nepenthe fra 2013. Julianna Barwick har skabt endnu et organisk, vokalbaseret album, som har sine synthhøjdepunkter, men som savner retning.
The Orb skabte en bevidsthedsudvidende dansefest for de dansevillige, hyggelig baggrundsmusik for bargæsterne og en dårlig koncert for rockisterne. Desværre tilhørte Undertoners udsendte sidstnævnte gruppe, og han måtte forlade spillestedet fyldt med skuffelse over, at han ikke lå udmattet og kiggede op mod stjernerne.
Storladent er formegentligt det ord, der bedst beskriver Kentaurs debut-ep Vertebra by Vertebra. Et udspil der består af fem stærke numre, som både slår i gulvet og hiver ud i rummet. En storladen affære, som emmer af lige dele mystik og lige dele kraft.
Shiggajon inviterer på Sela lytteren indenfor i et spirituelt og psykedelisk rum, hvor tiden næsten synes at ophøre, og de musikalske elementer anonymiseres i deres evige repetition. Der sker næsten ingenting, og det der sker, sker meget langsomt.
Color Therapys debutplade, Mr. Wolf Is Dead, har samarbejder med The Album Leaf, Helios, Ulrich Schnauss og Hammock, men i forsøget på at skabe det perfekte, bliver Mr. Wolf Is Dead i samme proces irrelevant.
Den fynske, elektroniske musikfestival Phono bød i år på åbningskoncert med danske Goodiepal og på diverse koncerter i FAF-siloen med bl.a. franske Black Zone Myth Chant & Low Jack, tyske Irmler + Liebezeit, amerikanske Sun Araw og britiske Beatrice Dillon.
Dalhous' dystre og mystiske ambient blev afbrudt efter 40 minutter, da en lampekonstruktion var ved at falde ned i hovedet på artisterne. At det udgjorde det spændingsmæssige højdepunkt, siger desværre det hele.
Sarah Lipstate viser på Fantastic Planet vej i ørkenen med sin guitar. Desværre er hun en guide, der til tider kigger for meget på sine egne fødder.