Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.

Lige til det sidste var den sortklædte country-legende aktiv. Hans sidste udspil lyder som en mand, der står på kanten af graven med et smil på læben.

Baroness viste publikummet på The Rock fundamentet for deres succes med et yderst kompetent og overbevisende sæt.

Benjy Ferree har kreeret et konceptalbum til Disneystjernen Bobby Driscolls ære og hylder samtidig 1950′ernes rock’n'roll og americana ved en kreativ afvejning af blues og rock tilsat rigelige mængder doowop.

Dette skotske ægtepar gør, hvad de kan, for at give lytteren en guidet tur i de smukke skotske landskaber. Desværre når man aldrig til den vilde natur – man når kun til souvenirboden og må nøjes med et postkort.

Debonair er navnet på et britisk flyselskab, et indisk mandeblad og et dansk band, der spiller melodisk, tilforladelig pop/rock med tungen lige i munden og skrald på guitaren.

Tre år er gået, siden Munck//Johnson sidst udgav et fælles album. Nu er de tilbage med backingband, en fyldigere lyd og mere udadvendte numre, der dog ofte er lidt for pæne og kønsløse.

På Be Set Free er der skruet ned for banjoen og den forvrængede klang til fordel for nærværende og lystige pop/rock-numre blandet med forskellige genreelementer. Resultatet er en stor del vellykkede numre og en mindre del knap så vellykkede.

Ambient-troubadouren Kurt Vile har med to uhørt lovende plader på under to år skabt det perfekte udgangspunkt for sin Matador-debut. Lyden af amerikansk landevej har aldrig lydt mere indbydende.

På sit 17. studiealbum (!!) har The Mountain Goats taget et grundigt tag i Biblen, og det er der kommet et lille, stille, underfundigt og underspillet konceptalbum ud af. Her skal lyttes godt efter, så er man advaret, men det er bestemt umagen værd.

Rå, intuitiv og minimalistisk. Det niende album fra Willard Grant Conspiracy er en retrospektiv rejse ind i bagkataloget, hvor nye og gamle sange bliver præsenteret i et live-lignede format, med løse strukturer og plads til eksperimenter.

Ambient folk? Psykedelisk kormusik? Glem alt om genrer, og tag med Volcano Choir på musikalsk opdagelsesrejse.

Amerikanske Blitzen Trapper giver en fornem fremvisning i moderne folkrock.

Songs er en af de allerbedste danske udgivelser i år. Dette udsagn vil selvfølgelig ikke give mening for alle, men giv Cody chancen, for de har virkelig skrevet nogle flotte og subtile sange, der eminent byder velkommen til efteråret.

Kasper Kaae er manden bag Cody. Med et godt afsæt i alternativ country imponerede han tidligere på året det danske anmelderkorps. Undertoner fik sig en snak med Kaae om inspirationskilder, anerkendelse og forhåbninger.

Troværdig og naturlig plade fra Cortney Tidwell, der byder på et hav af forskellige genrer. Fra følsom country over indierock til følsom singer/songwriter.

Ny og gammel musik mødes på Joe Henrys støvede Blood from Stars, der afsøger americana, blues og jazz.

Tomandsorkestret Sinner/Sunrider har puslet i hjemmestudiet. Resultatet er albummet Stagger Stagger – et bud på, hvordan country-inspireret folkrock i Danmark anno 2009 kan lyde.

Oh My God, Charlie Darwin er dejlig. Den folder americanaens vinger ud, og der er plads til alle sider af den sag: country, folk og trampen i et bargulv. Og på trods af tydelige forbilleder er det en stærk og personlig samling, der træder frem.

Iron and Wine brillerer med klassisk singer/songwriter på denne dobbelt-cd: fine sange og masser af indføling. Alligevel trænger kedsomheden sig i længden på, men en stærk slutspurt sikrer et positivt helhedsindtryk.

Så er røjserne pakkede, teltet er tørret af, og stregerne i programmet er sat. Undertoner guider dig igen i år igennem det store Roskilde-program.

Niepoorts debutplade, Serpentine, er som en endnu ikke flyveklar fugleunge, der takket være enkelte varme, opadgående luftstrømme ikke bliver kvast fuldstændigt i kollisionen med jorden, men daler stille og bliver sikret en konsekvensfri, men hård landing.

Ensomheden er blevet til ensom tosomhed på Owen Ashworths femte album. Pladen fortsætter hans bevægelse hen mod et mere og mere organisk og traditionelt instrumenteret lydbillede, men overbeviser ikke helt om, at det er en god udvikling.

Green Pitch vægter stadig intimiteten højt på deres andet album, selvom det overordnede lydbillede er blevet mere nuanceret. Alligevel er La Jolla en smule stillestående og kunne godt have tålt lidt mere løssluppenhed.

Der er dømt overophedet americana-attitude, olielugt og brændt gummi på Viva Vertigos tredje udspil. Troppesamling forestås af Simon Beck, hvor han med fornemme gæstemusikere forsøger at holde ild i en lyd, der er en 60’er-B-roadmovie værdig.