Tag - Animal Collective

Nyheder

Animal Collective optræder live på Letterman

Nu har de værste bølger omkring Animal Collective efterhånden lagt sig efter de udgav det (med rette) meget priste album Merriweather Post Pavilion. Nu har de den gyldne mulighed, at de selv kan vælge, om de vil blive i medievælten, eller om de vil trække sig ud igen. Det første lader til at være tilfældet; i hvert fald optrådte de i torsdags på landsdækkende amerikansk tv. Og det var ikke i hvilket som helst program, men på Letterman komplet med et par subtile tilsvininger fra hans side (selvom han jo har lidt ret angående coveret). De tre fyre (Deakin vender tilbage til sommer) valgte at spille det meget lettilgængelige nummer “Summertime Clothes”. Et rigtigt godt nummer som nok skal give dem endnu flere lyttere, og det er jo kun godt. Alligevel synes det som en lidt kedelig løsning, og de fjollede dansere i baggrunden virker alt for påtaget anderledes (hvem sagde Pitchfork-segment?) Næ, sjovere var det, da de efter udgivelsen af “Strawberry Jam” tog røven på alle og spillede “#1” på Late Night with Conan O’Brien: Vurder selv, om Animal Collective har nået deres populære højdepunkt:

Nyheder

Undertoners januar

Undertoners januar 2009 er startet langsomt her på Undertoner. Flere af vores skribenter har været presset af eksaminer, og koncertsæsonen starter først for alvor i februar. Derfor har der ikke været en flod af artikler og koncertanmeldelser, men der har stadig været den daglige anmeldelse eller to og en masse nyheder om de mange plader, vi kan glæde os til. Faktisk har vi allerede fået en af de allermest ventede, nemlig Merriweather Post Pavilion, der har lagt en nominering i glasbowlen for bedste plader 2009. Men inden vi kommer så langt, skal vi lige have afsluttet 2008. Det gjorde vi her på Undertoner først og fremmest ved at samle op på de plader, vi ikke fik anmeldt i løbet af året, i tre artikler (1, 2 og 3), inden vi offentliggjorde Undertoners årsliste 2008, hvor Kim Elgaard Andersen også fik gjort status over musikåret, der gik. Men derudover fik vi kun hørt en koncert, og det var Signe Palsøe, der i torsdags var ude at høre Munck//Johnson spille med deres nye backingband. Det var dog ikke nogen ubetinget succes, da bandet ikke er fuldt integreret i deres udtryk endnu. Som sagt et langsomt vågnende Undertoner, men februar bliver helt sikkert mere begivenhedsrig.

Plader

Animal Collective: Merriweather Post Pavilion

Så skete det – Animal Collective har bekendt kulør og udgivet et regulært popalbum, komplet med håndklap, catchiness og drøntunge beats. Er det et sell-out? Overhovedet ikke. Merriweather Post Pavilion fremstår som en naturlig forlængelse, en sublimering, højdepunktet af bandets udvikling det sidste årti.

Nyheder

Nyt Animal Collective-album bekræftet

Nyt Animal Collective-album bekræftet Tidligere på ugen forløb der rygter om at Animal Collective ville udgive et nyt album til januar næste år pga. en meget sær hjemmeside. Nu er det så bekræftet, at de er klar med opfølgeren til Strawberry Jam. Efter de målrettede pop-eskapader på den plade bliver det spændende at finde ud af hvilken retning, de går i denne gang. De har allerede lavet en trackliste, så man kan sidde og drømme om indholdet på hver titel. Den kommer frem efter en sær video, når man trykker på albumtitlen på deres promoverings-side: 1. In The Flowers 2. My Girls 3. Also Frightened 4. Summertime Clothes 5. Daily Routine 6. Bluish 7. Guys Eyes 8. Taste 9. Lion In A Coma 10. No More Runnin 11. Brother Sport

Nyheder

Animal Collective udgiver måske nyt album til januar

Animal Collective udgiver måske nyt album til januar Der er lidt røre rundt omkring på forskellige musikblogs og -magasiner, fordi Animal Collective har offentliggjort denne video på deres hjemmeside hos Domino. Utydelige billeder af en fisk og underlige støjende lyde. De fleste bider dog mest mærke i den tekst, der står udenom videoen og fortolker den i retning af, at der kommer nyt album med Animal Collective til januar, og det kommer til at hedde Merriweather Postpavilion. Vi følger med i sagen og vender tilbage, når mysteriet er løst.

Plader

Animal Collective: Water Curses

Animal Collective fortsætter deres lange udgivelsesrække med ep'en Water Curses. En ep, der minder om deres seneste album, Strawberry Jam, men som samtidig peger fremad. Fremad mod stranden en midsommeraften, mod kalypso og mod en genfødsel af legesygheden.

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2007

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Plader

Animal Collective: Strawberry Jam

Strawberry Jam er tre skridt tilbage og et gigantisk hop fremad for Animal Collective. Kvartetten har ikke mistet deres fabelagtige popøre, og så har de fundet tilbage til tidligere albums digitalt støjende lyd. Det resulterer i et fan-pleasende album, der nok ikke lokker så mange nye til.

Plader

Avey Tare & Kria Brekkan: Pullhair Rubeye

Først havde Avey Tare & Kría Brekkan lavet et fint album med legesyg nu-folk i letteste sommerhumør. Men så gik de i biografen og så den seneste David Lynch-film. Og derefter vendte de hele albummet om, så alle sange kører baglæns. Ikke verdens bedste beslutning. Ikke verdens bedste resultat.

Plader

Panda Bear: Person Pitch

Brian Wilson bliver kun nævnt én gang i denne anmeldelse (ok, nu er det så to gange). Resten af sammenhængen med det aldrende pop-geni må du selv lytte dig til. Faktum er dog, at Panda Bear har skabt dette års første deciderede mesterværk. Og har gjort det med melodisk nysgerrighed som en grundsubstans, der er svær at overhøre.”Take a look at the new Brian Wilson of our generation, everybody.” Sådan lyder en af kommentarerne til en live-video med Panda Bear på Youtube. Og Animal Collective-medlemmet Noah Lennox, der alene står bag Panda Bear-udgivelserne, har vitterligt noget at have det i. For med en særegen evne til at konstant at lade grundsubstansen i sit værk, melodien, udvikles, har Panda Bear med sit tredje soloudspil begået det mesterværk, som hele tiden har ligget gemt et sted i sfæren omkring Animal Collective. Det starter faktisk ganske blidt og velkendt ud. “Comfy in Nautica” optrådte første gang på en 7″-single udgivet sidste år, og dens brusende og fjernt håndklappende melodi springer stadig lige klart frem fra ekkotågerne. Den messende tone efterlader et andægtigt indtryk af en kunstner, der i løbet af pladens levetid har tænkt sig at tage dig med på en rejse til steder, hvor du end ikke havde håbet på at komme. Og på den måde lægger Panda Bear selv linjen til en plade i hvis selskab selv de mest ruskende forårsdage føles tropiske og sorgløst barnlige. Og allerede herefter kommer den første virkelige overraskelse. Det sker i form af “Take Pills”, hvor Panda Bear langsomt og med småt skiftende samples bygger frem mod en pumpende og overraskende dansabel rytme. De første par gange virker skiftet mellem langstrakt tambourinakkompagneret ambience til den tungere bastante rytme noget brat, men efterhånden træder små brudstykker af den kommende rytme frem i hele opbygningen. Og åbner dermed for et helt nyt univers af små velkomne genkendeligheder. Under den elegant fængende melodi befinder sig endnu et ny-åbnet univers i Panda Bear-regi, nemlig let forståelige tekster. Og sangens opfordring til at tage piller – hvilke det er er lidt svært at nå frem til – er faktisk nærmere en advarsel Panda Bear giver sig selv men også sin moder: »I dont want for us to take pills / Because we’re stronger / And we don’t need them,« lyder den afsluttende rundgang. Ligesom pladens åbner er “Bros” også en tidligere udgivet sang. Men det gør det ikke værre at høre den i fuldlængdealbummets sammenhæng, for med sin åbne akustiske rytmik kunne sangen fint stamme fra Animal Collective-pladen Sung Tongs. Men i dette selskab giver Panda Bears skiftevis grædende sampling af en mandestemme og et leende barn samt den noget primitive hihat-programmering pludselig mere mening. For det nærmer sig det mantraagtige, når han lader børnene skrige under linjerne »I’m not trying to forget you / I just like to be alone / Come and give me the space I need / And you may and you may / And you may and you may and you may / Find that we’re alright.« Det er så forbandet elegant, at de lidt for mange samples, der hele tiden væves ud og ind af melodien og sangens rytmik helt bliver tilgivet. “I’m Not”, der udkom på samme single som “Comfy in Nautica”, har en akustisk dubbet grundtone og viser samtidig, at de mange referencer til nyere minimaltechno a la Berlin i Person Pitch-coveret ikke er nogen tilfældighed. Og det er især her, at henvisningen til Markus Guentner bliver tydelige, til trods for at Guentner opererer i et vokalløst univers, og Panda Bear netop bruger sin lyse virkningsfulde stemme i opbygningen af de mange niveauer i musikken. Vokalen er også omdrejningspunktet i den percussion-opbyggede “Good Girl”, hvor høje elektroniske frekvenser blander sig i det trevlede ekko af vokalsamples og skaber en stammelydende stemning med udfasede skrig og masser af melodiske krumspring, der faser ud og skifter – måske lidt for brat – retning over i et klaverbaseret stykke med et ganske banalt trommesample, der igen peger imod langt mere firkantede og dansable inspirationer. For til sidst at blive en vimsende og vuggende reggae-sag, hvor endnu en melodi træder frem. Ja, det er forbandet forvirrende, men samtidig evner Panda Bear hele tiden at holde et nogenlunde fast fokus hos lytteren via den altid nærværende vokal. Det virkelige skifte i forhold til Panda Bears forrige plade, den lige så mesterlige, men noget mere afdæmpede Young Prayer, ligger i teksternes genkendelighed samt de elementer af Jane-projektet, som har fået lov til at blive lagret i hans små samplerinstrumenter. For det er sammenrendet af alle de gode enkeltdele, der til sammen giver en udgivelse, der – ud over at være umiddelbart tilgængelig for de, der ikke er melodiforskrækkede – har den evne, at hvert nyt lyt lader sig folde ud i en vifte af melodiske retninger, der før har virket gemt helt væk i lagene af ekko og reallyde. Person Pitch bliver svær at stikke. Det er – uden tøven – årets hidtil bedste udgivelse.

Nyheder

Panda Bear serverer nye numre i dryp

Noah Lennox, der udgiver plader som både Jane og Panda Bear og desuden er manden bag trommerne i Animal Collective, har netop færdiggjort indspilningerne til sin næste plade. Det oplyser Animal Collective-medlemmet Deakin på bandets Myspace-side. Pladen, der bliver ni sange lang, skal udgives som tre ep’er. Den første af disse, I’m Not/Comfy in Nautica udkom tidligere på året på det noget hemmelige selskab UAAR, men hvornår resten bliver udgivet, er endnu uvist. Dog tyder meget på at Fat Cat vil udgive mindst den ene af ep’erne, da de på en nyligt udsendt promotion-sampler har inkluderet sangen “Bros (Edit)” efterfulgt af katalognummeret 12FAT059. Kodelæsere vil kunne regne ud, at 12-tallet står for en 12″ vinyl, og at resten må være katalognummeret. Den sidste ep formodes udgivet på Animal Collectives eget pladeselskab Paw Tracks i starten af næste år.

Koncerter

Killl + Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto + Animal Collective, 02.07.06, Roskilde Festival

Killl, Pavilion, 15.00 Det var det norske band Killls sjette koncert, som publikum kunne opleve søndag eftermiddag kl. 15 på Pavillion-scenen. Deres musik findes ikke på plade, så det var rimelig eksklusivt at få lov at høre musikken. Inden bandet gik på, blev publikum advaret: De næste tre kvarter ville både indeholde stroboskoplys og så meget larm, at det ikke var sundt for patienter med dårlige nerver. Den advarsel tog de mange nordmænd blandt publikum med jubel. De fire medlemmer, som blandt andet kommer fra Jaga Jazzist og JR Ewing, gik på scenen, og en mur af gammeldags heavyguitar-støj ramte ørerne. Et øjeblik tog guitarerne form af maskingeværssalve, inden riffet huggende begyndte at bevæge sig fremad. Attituden var meget mørk og ond, hvilket stod i stor kontrast til sommerstemningen og de bagende 25 grader udenfor. Men solen havde ikke magt inde i teltet, som var Killls territorium denne eftermiddag. Der var ikke mange pauser til at sunde sig i mellem de ret enslydende numre. Vokalen, som kun var sparsomt til stede, var reduceret til skrig, der ikke føjede meget til lydbilledet. Indimellem var Killls musik pokkers intens, når bandet ramte den perfekte blanding af de tunge guitar-riffs og hårde, synkoperede maskin-trommer. Men det skete sjældent – og de støjkollager, som Killl skulle hypnotisere publikum med, udeblev næsten 100 %. Det var en oplevelse at se Killl – men ikke en af dem, man gemmer på. (JL) Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto, Metropol, 15.30 Den sidste forberedelse til tyske Carsten Nicolai (alias alva noto) og japanske Ryuichi Sakamotos koncert var, at tangenterne på japanerens blanke, sorte flygel blev støvet af. En understregning af det næsten sterile live-setup: på den ene side flyglet og på den anden en halvmat stålgrå pult med to kulsorte laptops. Nicolai forfinede det stilmæssige ved at være i en kridhvid jakke, mens Sakamotos krøllede jakke og dinglende pandehår brød de stramme linjer. Sådan forløb selve koncerten også: Nicolai fortrak ikke en mine, mens han med afmålte bevægelser justerede sine computeres knitrende og sitrende mikro-beats. Sakamoto kælede derimod blidt for tangenterne og demonstrerede et indgående kendskab til hver et hjørne på det svungne flygel. Under flere af numrene rejste han sig og spillede direkte på strengene med hænderne eller med mønter og ståldimser – sidstnævnte så voldsomt, at flygelet skreg ildevarslende. Så dramatisk var det nu sjældent. Tværtimod var det blide sammenstød mellem Nicolais kirurgisk skarpe støjstumper og Sakamotos klavertoner, der oftere kom som sparsomme dryp end som egentlige melodier, til tider lige rigeligt stilfærdigt. De første minutter gik Ballroom-scenen i al fald ret klart igennem. Men da dét gik over, blev koncerten en smuk oplevelse. De to kommunikerede kun via enkelte blikke – derudover splejsede Sakamoto og Nicolai problemfrit deres vidt forskellige lyduniverser sammen. Nogle gange tindrede musikken smukt, andre gange tårnede hvid støj sig op – ikke overraskende med Sakamoto som en indlevende leverandør af kaos-akkorder, mens Nicolai så lige så upåvirket ud som hele tiden. Først da koncerten var slut, smilede han, og publikum gav så megen velfortjent hyldest, at duoen endte med at kramme konferencieren – lidt kejtet og alt andet end sterilt og stilrent. (MA) Animal Collective, Pavilion, 21.00 På stoffer eller ej – det er ikke helt let at sige om de fire medlemmer i amerikanske Animal Collective. Og lette kan man absolut heller ikke kalde de musikalske stier, som gruppen betræder. Således heller ikke denne aften på Pavillion-scenen, hvor en mindre flok fans havde fundet vej til festivalens næstmindste scene. Og de tilhørere, der ikke vidste, hvad de skulle se, må i høj grad have fået sig en gevaldig én på opleveren. Især hvis de forventede at høre mere ligefrem rock, som Flaming Lips-sammenligningen i festival-programmet lidt havde lovet. Det er svært at tale om hit-parade denne aften: Animal Collective fik da spillet de popnumre, som bandet har begravet godt og grundigt under støj, skrig og melodimæssige omveje. Men mellem disse numre, primært fra seneste udspil Feels, var der tid og plads til, de fire legebørn kunne syre ud og lade deres fantastiske – og en smule psykotiske – vokalarrangementer tage teten. Hvis der er et band, som bruger vokalen som instrument, må det være Animal Collective. Koncerten blev aldrig nem for publikum, men koncentration og åbne ører gav et fantastisk udbytte. Koncerten sluttede blot en time efter, bandet var gået på. Og selv om Animal Collective var det sidste band på Pavillion-scenen, og publikum virkelig ønskede mere fra det skæve univers, kom der ikke mere. Et af de fire bandmedlemmer måtte komme på scenen og fortælle, at bandet rigtig gerne ville spille mere, men ikke måtte, fordi scenen skulle pakkes sammen. En logistisk kedelig afslutning på en fremragende koncert. (JL)

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2005

Samfundsudviklingen og ikke mindst dens hastighed forandrer konstant vaner og traditioner. Men der er bare nogle ting, der ikke kan pilles ved – eksempelvis mediernes juletraditioner: Enhver sportsredaktion med respekt for sig selv kårer årets største sportspræstationer. Enhver tv-station med respekt for sig selv opsummerer mellem jul og nytår, hvad den royale familie fik tiden til at gå med, mens apanagen rullede ind på kontoen. Ethvert musikmagasin med respekt for sig selv udnævner årets bedste plader. Eller gør det? For er det egentlig respektfuldt eller -løst at rangordne plader og sige, at plade A lige præcis var to pladser bedre end plade B? Hvordan kan man overhovedet holde en garagerock- og en ambient-plade op imod hinanden og udråbe én af dem som vinder? Nogen vil måske spørge, om det ikke netop er dét, Undertoner gør hver eneste dag ved at sætte karakterer på de plader, vi anmelder – altså at gøre noget så udefinérbart og ikke-målbart som musik til genstand for en opmåling. Til den anke er der kun at svare: ja. Men i de daglige anmeldelser er det den enkelte plade, der bliver bedømt. Måske sammenligner anmelderen den med andre plader inden for samme stilart, men hun holder sig fra at lægge freak-folk i den ene vægtskål og old school-hiphop i den anden. De enkelte karaktergivninger forholder sig altså aldrig til hele den øvrige produktion af plader i løbet af året, men til albummets kvalitet i sig selv. Kunne man så ikke lave listen over årets bedste plader på andre måder? Helt sikkert. Vi kunne for eksempel lade være med at nummerere pladerne med tallene 1 til 20 og bare lade dem stå i alfabetisk rækkefølge. Vi kunne også droppe at lade hver enkelt anmelder komme med en årsliste for i stedet at lave en liste over de plader, der fik høje karakterer i løbet af året. Men her ville vi løbe ind i det “problem”, at nogle plader faktisk viser sig at falme, når der er gået et halvt år, og måske ikke længere helt fortjener den karakter, de fik. Samtidig vil den model fjerne muligheden for, at Undertoners redaktion kan udtale sig som et fællesskab. Uanset indvendingerne har vi valgt at lave traditionelle årslister med alle disses styrker og svagheder. Og igen i år er en række plader blevet forment adgang til listen på trods af førstepladser hos en af skribenterne: Oneida: The Wedding, Jaga Jazzist: What We Must og Tunng: Mother’s Daughter and Other Songs. Se kommentarer til nogle af de plader, vi ikke nåede at anmelde i 2005, i vores opsamlingsheat. Vinderen af den danske liste var særdeles suveræn, mens den udenlandske liste blev meget tæt. De 22 skribenter, der stemte på udenlandske plader, valgte intet mindre end 110 forskellige udgivelser, og det gjorde resultatet temmelig uforudsigeligt. Eller gjorde det? Det må vi nok hellere lade være op til læserne. Her er de i hvert fald: 10 danske og 20 udenlandske plader som Undertoners redaktion i fællesskab har vurderet som årets bedste udgivelser. De danske 10 Lack: Be There Pulse 9 Spleen United: Godspeed into the Mainstream 8 Olesen Olesen: Solsort og forstærker 7 Manual: Azure Vista 6 The Raveonettes: Pretty in Black 5 Jens Unmack: Vejen hjem fra rock’n’roll 4 I Am Bones: Wrong Numbers Are Never Busy 3 Figurines: Skeleton 2 Diefenbach: Set & Drift 1 Mew: And the Glass Handed Kites De udenlandske 20 Depeche Mode: Playing the Angel 19 Earth: Hex or Printing in the Infernal Method 18 Kaiser Chiefs: Employment 17 Boards of Canada: The Campfire Headcase 16 The Mountain Goats: The Sunset Tree 15 Clap Your Hands Say Yeah: s.t. 14 New Pornographers: Twin Cinema 13 Caribou: The Milk of Human Kindness 12 Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn 11 Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary 10 Rufus Wainwright: Want Two 9 Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better 8 Devendra Banhart: Cripple Crow 7 Broadcast: Tender Buttons 6 (Smog): A River Ain’t Too Much to Love 5 Okkervil River: Black Sheep Boy 4 Animal Collective: Feels 3 Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now 2 Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning 1 Sufjan Stevens: Illinois

Plader

Animal Collective: Feels

Ambitiøs, fremadskuende, original og til tider hjerteskærende. De flyvske folk-eksperimentalister Animal Collectives opfølger til 2004's roste Sung Tongs skuffer ikke. Snarere tværtimod.

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2004

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

Plader

Animal Collective: Sung Tongs

Animal Collective går på Sung Tongs sine helt egne veje, som er brolagt med eklektisk børnefolk af den larmende, udfordrende og alligevel poppede slags. Og endnu en gang lyder Animal Collective ikke som andre end sig selv.