Tag - Arctic Monkeys

Plader

Arctic Monkeys: AM

Sheffield-drengenes lydmæssige ørkenvandring og forsøg på at retfærdiggøre deres plads i musikhistorien fortsætter på et ualmindeligt sammenhængende femte album med et meget højt bundniveau.

Den nye video ”Evil Twin” fra Arctic Monkeys, instrueret af Focus Creeps, er efterfølgeren til singlen ”Suck It and See” som blev udgivet i midten af september i år. ”Evil Twin” vil optræde på b-siden af ”Suck It and See”, som bliver udgivet digitalt og på vinyl via Domino den 31 oktober. Se ”Evil Twin- videoen” forneden, som både byder på motorcykel-ræs, topløse piger, mørke undertoner  og pistoler og rock n´roll. Evil Twin

Arctic Monkeys har udgivet deres mest voksne album til dato. Selvom tilgangen langt hen ad vejen fungerer, er der for mange ligegyldige numre på pladen til, at den for alvor gør væsen af sig.

Arctic Monkeys har netop lagt førstesinglen "Don't Sit Down 'Cause I've Moved Your Chair" fra deres kommende album Suck It And See online via Soundcloud

Arctic Monkeys fortsætter deres udvikling på deres tredje plade, Humbug. Det er desværre en udvikling til det værre, der udstiller gruppens svagheder i stedet for at udnytte deres store talenter.

Arctic Monkeys hovedmand Alex Turner har med sin ven Miles Kane taget et frikvarter under navnet The Last Shadow Puppets. Med dette Scott Walker-inspirerede sideprojekt har de begået en plade, der i al sin strygerindsmurthed ikke formår at skabe dybde og nødvendighed i de sædvanen tro gode sange.

Hvad mon de nu har fundet på? Dette var formentlig spørgsmålet hos de fleste med interesse i populær britisk rockmusik, da Arctic Monkeys annoncerede opfølgeren til deres sensationelle debut. Svaret er, at de vist har fundet sig selv på en toer, hvor de med held videreudvikler deres velkendte formel.

Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)

Pladen, alle taler om, fra bandet, der har slået alle engelske salgsrekorder og er blevet udnævnt til at være den nye britiske rock-sensation. Og Arctic Monkeys i sandhed har lavet en imponerende og ganske uimodståelig debutplade, men er den også den sensation, folk gør den til?