I anledning af årets corona-aflyste Roskilde Festival bruger vi festivalugen som lejlighed til at se tilbage på alle de år, hvor Undertoner har dækket festivalen. I denne artikel ser vi tilbage på årene 2006 og 2007.
Tag - Arctic Monkeys
2010’ernes bedste udenlandske plader: 60-51
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Vi rammer halvvejsmærket med popdronningens audio/visuelle triumftog, et studie udi groovekunst fra Dev Hynes m. venner samt et visit fra Killer Mike for fjerde uge i træk.
Årets bedste udenlandske plader 2018
Undertoners redaktion kårer de 20 bedste udenlandske udgivelser fra 2018.
Juni-koncerter II: Midsommer-lummer abe i Tusindårsskoven
Udvalgte koncertanbefalinger til anden halvdel af juni 2018.
Arctic Monkeys, 02.06.18, Primavera Sound, Barcelona
Arctic Monkeys nyfundne loungerockfase fungerer ikke nødvendigvis særlig godt i udendørs rammer, men alligevel var det Sheffield-drengenes nye numre, der stod stærkest i Barcelona.
Arctic Monkeys: Tranquility Base Hotel & Casino
Arctic Monkeys klapper bremsen i med Tranquility Base Hotel & Casino og byder indenfor til en omgang spændende, psykedelisk avantgarderock i vægtløs tilstand.
Fokus på: Primavera Sound 2018
Fra 30. maj til 2. juni går det løs igen med Primavera Sound i Barcelona. Undertoner er med for sjette gang og giver et bud på, hvad man helst ikke må gå glip af på den catalanske festival.
Roskilde Festival 2014: Arctic Monkeys, 05.07.14, Orange
Arctic Monkeys er dygtige, helt vildt dygtige faktisk. Desværre har de lagt charmen fra sig i noget, der minder om jagten på at blive dét største rockband. Og det klæder dem dårligt.
Arctic Monkeys: AM
Sheffield-drengenes lydmæssige ørkenvandring og forsøg på at retfærdiggøre deres plads i musikhistorien fortsætter på et ualmindeligt sammenhængende femte album med et meget højt bundniveau.
Arctic Monkeys, 16.06.13, NorthSide Festival, Aarhus
Det var en hitparade kørt hjem på rutinen, der mødte publikum søndag aften, da Arctic Monkeys levede op til forventningerne med en koncert, der viste Sheffield-drengene som et yderst velspillende liveband med et solidt bagkatalog.
Juni-koncerter I: Slotsweekend for kvindekor, hvor støjrock skubber himlen væk med en delta-maskine
Sommeren er nu officielt i gang, og det betyder blandt andet festivaler og legendariske 80'er-bands til Danmark. Læs vores koncertanbefalinger til første del af måneden.
Ny video fra Arctic Monkeys: “Evil Twin”
Den nye video ”Evil Twin” fra Arctic Monkeys, instrueret af Focus Creeps, er efterfølgeren til singlen ”Suck It and See” som blev udgivet i midten af september i år. ”Evil Twin” vil optræde på b-siden af ”Suck It and See”, som bliver udgivet digitalt og på vinyl via Domino den 31 oktober. Se ”Evil Twin- videoen” forneden, som både byder på motorcykel-ræs, topløse piger, mørke undertoner og pistoler og rock n´roll. Evil Twin
Roskilde Festival ’11: Arctic Monkeys, 02.07.11, Orange
Abefest foran Orange Scene med fællessang, traditionel Roskilde-stammedans og piger på piedestaler. Tom Jones åbnede ballet.
Arctic Monkeys: Suck It and See
Arctic Monkeys har udgivet deres mest voksne album til dato. Selvom tilgangen langt hen ad vejen fungerer, er der for mange ligegyldige numre på pladen til, at den for alvor gør væsen af sig.
Undertoners guide til Roskilde ’11: klassisk rock, fe’ bas og world
Trods den massive kritik af manglen på Orange-navne kan du stadig overvære en god, gammeldags rockkoncert på årets festival. Men du kan også omrokere dine indre organer med tung bas eller lade dit sind bortføre af toner fra den store verden.
Arctic Monkeys klar med ny single
Arctic Monkeys har netop lagt førstesinglen "Don't Sit Down 'Cause I've Moved Your Chair" fra deres kommende album Suck It And See online via Soundcloud
Arctic Monkeys: Humbug
Arctic Monkeys fortsætter deres udvikling på deres tredje plade, Humbug. Det er desværre en udvikling til det værre, der udstiller gruppens svagheder i stedet for at udnytte deres store talenter.
The Last Shadow Puppets: The Age of the Understatement
Arctic Monkeys hovedmand Alex Turner har med sin ven Miles Kane taget et frikvarter under navnet The Last Shadow Puppets. Med dette Scott Walker-inspirerede sideprojekt har de begået en plade, der i al sin strygerindsmurthed ikke formår at skabe dybde og nødvendighed i de sædvanen tro gode sange.
Arctic Monkeys: Favourite Worst Nightmare
Hvad mon de nu har fundet på? Dette var formentlig spørgsmålet hos de fleste med interesse i populær britisk rockmusik, da Arctic Monkeys annoncerede opfølgeren til deres sensationelle debut. Svaret er, at de vist har fundet sig selv på en toer, hvor de med held videreudvikler deres velkendte formel.
Arctic Monkeys, The Strokes, Franz Ferdinand, 02.07.06, Roskilde Festival
Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)