Tag - atmosfærisk

Radiohead har begået et smerteligt smukt niende album, der forener næsten stillestående og progressive udtryk i et organisk hele. Ved nærmere gennemlytning når en række af numrene højder, der understreger Radioheads stadige kvaliteter.

Matias Knigge og Mathias Barfod, der tilsammen udgør The Attic Sleepers, står klar med deres første studieindspillede ep, Lanquin. Trods det banale udtryk skaber den københavnske duo rammerne om en rørende, reflekterende lytteoplevelse, der netop rummer flere dybder i sin enkelthed.

Bjarke Kirk & Kujonerne stråler med deres imponerende dansksproget americana debut Lever hvor vi bor, hvor der både er plads til større refleksioner og glade barndomsminder fra det rurale Jylland. Og så byder det på dejlig befriende hverdagslyrik med plads til remoulade og pomfritter.

Efter debutpladens synthmelankoli har den engelske trio ændret sin lyd radikalt. Nu er musikken let, sfærisk og psykedelisk svajende, og stilskiftet er imponerende velgennemført. Som lytter svømmer man dog ikke væk i samme grad, som Darkstar selv gør det.

Rachel Evans' fjerde album viser hendes boblende ambient fra en hidtil uhørt ambitiøs side. 91 minutter er i overkanten, men så længe hun holder de glimtende, brusende, blide synthlinjer i bevægelse, er albummet smukt og sine steder decideret betagende.

Storladent og smukt som kun Sigur Rós kan gøre det. Valtaris organiske lyd peger mere tilbage i karrieren end frem mod nye veje, og det er glimrende. Fans af mesterværket Ágætis Byrjun vil ikke blive skuffede, og nye lyttere kan trygt stå på her.

Lydbilledet er let og luftigt på Beach Houses fjerde studiealbum, men indeholder samtidig en langsommelighed som fed silke, der sådan daler fra højder i luftige formationer.

Blue Foundation er på banen med deres fjerde studiealbum, hvor de samarbejder med bl.a. Jonas Bjerre og Sara Savery. Der står drømmepop mixed med synth og electronica skrevet over "In My Mind I Am Free", og selv om pladen på ganske overbevisende måde forener genrerne, kan man godt mangle noget progression i lyden.

Lytterens tilgang til Earths nye plade er altafgørende i forhold til lytteoplevelsen, for de mange træge og demotiverende gentagelser gør det vanskeligt at finde inspiration i bandets melankolske lydbillede. For at få noget ud af Angels of Darkness, Demons of Light II skal man være klar på at ville bruge sit eget følelsesliv som en del af oplevelsen, hvis man ikke skal give op undervejs.

Mike Patton har skabt et sammenhængende og stemningsfyldt album, der på mange måder er medrivende. Alligevel mangler man som lytter hans kendetegnende vokal til at fuldende aftrykket på pladen.

Hvinende eller ulmende lydflader samt hjemsøgende kvindevokal gør Still Corners' debutplade til en stemningsmættet oplevelse, der dog ikke undgår at lide under manglen på gode sange.

Wild Beasts synger om sex, begær og alt, der følger med i den pakke. På Smother tager de temaet til nye højder, samtidig med at melodierne er blevet drastisk minimalistiske. Det er frækt og godt.

Tool har med en respektindgydende diskografi bevist deres værd som musikere, men Tool er ikke bare musik - Tool er et trip, man skal opleve på egen krop for at forstå omfanget af de fire herrers indflydelseskraft.

Komplekse sammensmeltninger af forskellige lydbilleder og den passionerede form, musikken præsenteres i, definerer Aedras lyd som opsigtsvækkende og betagende, og det er absolut værd at stifte bekendtskab med dette tunge og atmosfæriske udspil.

Frankie Rose har smidt trommestikkerne og stillet sig op til mikrofonen med sine egne sange. Resultatet er en atmosfærisk popplade på det jævne, for hun er hverken særlig interessant som sanger eller noget åbenlyst sangskrivertalent.

Sikke da et produkt! Her er virkelig tale om noget unikt – på den dårlige måde. Den danske boy/girl-duo Straight from the Harp spiller mystifistisk mundharpemusik, der mangler coolness, attitude, genrebevidsthed og strategi.