Tag - Barra Head

Masser af math og eksperimenterende indierock på Lades Kælder Den københavnske bookinggruppe Klub Adorno, som holder til på Lades Kælder, stod for nogle af efterårets bedste koncerter med 31 Knots og Lightning Bolt. Derfor har jeg kigget nærmere på deres forårsprogram for at give vejledning til flere overvældende koncerter. Allerede i aften er der faktisk koncert med amerikanske We Versus the Shark, der spiller mathrock i den punkfunkede stil, som var de inspireret af Gang of Four og XTC. Publikum bliver varmet op af danske Barra Head samt Blackfish og My Polaris Artillery. I påsken er der også en helt interessant koncert med USAisaMonster den 11. april. Det er en duo, der spiller uforudsigelig noiserock med solid sangskrivning i fokus. De er i øvrigt tilknyttet Load, som er samme pladeselskab, Lightning Bolt udkommer på. Denne aften får de support af Chambers, der laver eksperimenterende grind, det nyligt gendannede Salli Lunn og svenske EL-SD. En uge efter spiller Ehnare, helt præcist den 17. april, der består af tidligere medlemmer fra Kayo Dot og vel og mærke den del, der leverede tyngde og pondus til Kayo Dot, så det kunne godt blive en intens oplevelse. De får opvarmning af Dead Instrument, der spiller kaotisk grindcore, og århusianske Double Space, som forener brutal noiserock med tunge stonerriffs. Sidste koncert, jeg vil fremhæve, kunne muligvis blive den bedste. Den 15. maj spiller Mi Ami nemlig, og de har med Watersports begået årets indtil videre mest interessante eksperimenterende rockplade. En hybrid af noiserock, dub og afrobeat, der ligger et ubestemmeligt sted mellem Public Image Ltd. og Gang Gang Dance. Alle med balloner og terrasser varmer op. Resten af Klub Adornos omfattende koncertprogram kan findes på deres Myspace.

Undertoners bud på de bedste plader fra ind- og udland i 2008. Et år uden tydelige musikalske tendenser, men med masser af comebacks og spændende musikalske oplevelser. Og en spraglet årsliste, der viser spændevidden i Undertoners redaktion.

Også tredje gang er lykkens gang for danske Barra Head – endda mere end nogen sinde. Lydbilledet er blevet pudset af, så de kontante og konsekvente sange står knivskarpt frem. Men afpudsningen har ikke gjort Barra Head pæne eller kedelige.

Det københavnske pladeselskab/musikalske kollektiv Play/Rec fylder fem år i år. Det har de valgt at markere med en opsamling, hvor selskabets kunstnere fortolker hinanden – og det gennemgående og gamle statement om DIY-kultur og egenart er lige så vitalt som for fem år siden.

Barra Head, Pavilion, 20.30 De debuterede faktisk på Roskilde Festival allerede i 2001 på den gamle blokvognsscene, men i år var Barra Head og deres tight komponerede mathrock-ekskursioner forfremmet til hovedprogrammet. Fra start var det et smilende orkester, der mødte publikum. Men Barra Head bærer de indre frustrationer uden på tøjet, og i går blev de blandet med en halvnervøs og ukrukket fremtoning, så det var svært ikke at lade sig drive med. Igennem hele koncerten klamerede Arvid Gregersens bas og Mikkel Jes Hansens guitar og vokal sig til trommeslager Jakob Hvitnovs simple, men indvoldsruskende beat og flød kontrastfuldt rundt i støvet. Guitaren var diskant og overordentligt pågående uden at være omklamrende, og bassen blæste af sted med nerve og desperation. Det føltes som at have en knyttet næve tæt på ansigtet uden at vide, om den pludselig eksploderer i fjæset på én. Og det var netop koncertens styrke. Barra Head har spillet i snart sagt enhver landsby i Tyskland igennem de seneste fem år. Faktisk er det kun pladeselskabs-vennerne fra Lack, der kommer i nærheden af at være så sikre og samtidig levende i fremførelsen af en overordentlig kompleks og letantændelig rock. (MT) Clap Your Hands Say Yeah, Odeon, 21.30 “Are you guys aware that Guns n’ Roses are playing right now?” spurgte indiepopperne Clay Your Hands Say Yeah halvvejs gennem deres koncert. Alle var vist klar over hvem, der agerede trækplaster på Orange på samme tidspunkt, men ingen så ud til at have den fjerneste lyst til at give slip på CYHSY, før koncerten var helt slut. Koncerten levede op til bandnavnet. For der blev klappet en hel del. Både på scenen og ikke mindst blandt publikum, som tog del i en forrygende og festlig indiepopfest, der både talte til hjerne og fødder. Især fødderne. At man ikke kan lade være med at vippe med foden, når man hører amerikanernes debutplade, er ingenting i forhold til, hvordan kroppen gebærder sig til live-udgaven af CYHSY. Især under sange som “Let the Cool Goddess Rust Away” og “Over and Over Again (Lost & Found)” var det umuligt at få kroppen til at stå stille. I starten var koncerten dog ikke særlig flydende. Pauserne mellem de enkelte numre føltes i hvert fald en tand for lange. Men efterhånden fik CYHSY greb om tingene og leverede uimodståelige indiepopsange på overlegen vis. Og Alec Ounsworths specielle vokal, der i den grad er dét, der gør bandet til noget virkelig særligt, var ikke mindre særegen og karakteristisk uden for studiets fire vægge. Hen mod slutningen lød det til, at CYHSY havde tømt kilden med sprudlende sange. De – heriblandt et par nye – holdt alle samme høje niveau, men i takt med at intensiteten dalede på scenen, skete det tilsvarende blandt publikum. Redningen blev temasangen “Clap Your Hands!”, som igen satte fuld blus under publikum, der var mere end villige til at klappe taktfast og råbe “yeah!” Dét energiniveau blev holdt resten af koncerten, der viste, at CYHSY har en masse at byde på. Ikke blot som et interessant navn her og nu, men også længere ud i fremtiden. (LDL)

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

Det er stadig mathrockens udfordrende taktarter, der er omdrejningspunktet for danske Barra Head. Her er en plade, der udstråler lyst, vilje og, mest af alt, mod. Med sikre drejninger får bandet det svære til at lyde legende let – og godt! Et stærkt bud på årets danske plade.

En 12"-split med mathrockens komplekse rytmer som fællestræk for to ellers vidt forskellige danske bands. På den ene side iblander Barra Head postrock og post-hardcore, og på den anden sejtrækker Menfolk med møgbeskidt hardcore. Kvaliteten er høj.

Det er ikke, fordi der er sket så forfærdeligt meget siden debuten, men så længe Barra Head gør dét, de gør, så godt, som det er tilfældet, lader man gerne hånt om den umiddelbare mangel på nyskabelse. Smagsprøve på nyt album.