Tag - Battles

Den eksperimenterende newyorker-gruppe Battles har netop udgivet deres andet album, Gloss Drop. Nu har gruppen lagt hele pladen op til fri streaming via 3VOOR12.

Den svære toer er blevet endnu sværere for Battles. Og selvom de stadig er et allerhelvedes godt orkester, så formøbler de store dele af formuen på letkøbte popsange uden tyngde og dybde.

Tilbage i midt-00’erne gjorde Battles os alle sammen skøre i hovedet med deres urimeligt funky polyrytmiske overfald, der var en hidtil uset videreudvikling af mathrocken, der både gjorde den mere kompleks og mere poppet, mest udtalt på deres fuldlængde Mirrored. Både på plade og live var de en skræmmende enhed. Og så var der stille, og vi hørte kun fra Tyaondai Braxton sidste år, der udgav et solo-album. Men nu får vi heldigvis et nyt album at sætte tænderne i, skriver NME, der har snakket med bandets Dave Konopka. Bandet har arbejdet med pladen i deres hjemby New York og regner med snart at gå i studiet. Konopka siger, at planlægningen i Times Square-området muligvis har haft en indflydelse på albummet: »Det minder mig om en old school “Midnight Cowboy”-æra New York. Det meste af området er blevet Bloomberg’et (Bloomberg er New Yorks borgmester, red.) ind i forbrug, ESPN-zoner og Broadway-shows, men i udkanterne er der små lommer af lyssky synder.« Vi glæder os til det syndfulde album.

Battles begyndte uden nogen faste ideer om den musikalske retning. Siden har bandet fundet en ganske effektiv balancegang mellem mainstreampop og avantgarderock. Men selvom om musikken taler til danseskoene, er Battles et rockband.

Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange. Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser. Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest. Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM) Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed. (Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk. Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006. Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB) Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre. Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband. Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende. Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

For tre år siden blev de udråbt til indieverdens supergruppe. Formelt indfriede de forventningerne med den formeksperimenterende ep-opsamling EP C/B EP. Nu er det så blevet tid til det egentlige debutalbum. Og de kan mildt sagt godt se sig selv i spejlet.

Plader

Battles: EP C/B EP

Medlemmer af Helmet og Tomahawk har søsat Battles, der primært er lastet med eksperimenterende postrock og electronica-elementer. Undervejs bydes der på særdeles interessante numre, men på grund af indslag med mere monotone passager kommer skuden dog ikke helt sikkert i havn.