Tag - Björk

NorthSide Festival 2018 venter lige om hjørnet. Den næsten udsolgte tredagsfestival løber i år fra den 7.-9. juni, og Undertoner står selvfølgelig klar til at guide dig til den bedst mulige festivaloplevelse i det aarhusianske.

Fra 30. maj til 2. juni går det løs igen med Primavera Sound i Barcelona. Undertoner er med for sjette gang og giver et bud på, hvad man helst ikke må gå glip af på den catalanske festival.

Plader

Björk: Utopia

På Björks 10. studiealbum bevæger hun sig både fremad og tilbage til sin tidligere lyd med symfoniske arrangementer og lette naturelementer. Det er hendes længste album nogensinde, men det er ikke et sekund for langt.

Fokus på udvalgte danske og udenlandske numre, der skilte sig ud i 2015. De bedste, mest lovende eller mest rørende ifølge forskellige Undertoner-skribenter. Se også, hvor og hvornår sangene kan høres live i løbet af 2016.

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2015 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.

Plader

Björk: Bastards

Remix-album kan være en svær balancegang. Lyden skal på én og samme tid indkapsle lyden hos dem, der remixer, såvel som dem, der remixes. På Björks Bastards er projektet langt hen ad vejen vellykket.

Den endelige spilleplan for Roskilde Festival 2012 er klar. Hvornår spiller The Cure? Kan man både nå at køre Malk de Koijn og Santigold? Og bliver det virkelig Björk, der lukker det hele? Få svarene her.

Kombinér en islandsk alf omdannet til en hval, excentriske korarrangementer, Dirty Projectors' artpop, charme og miljøpolitisk engagement, og resultatet bliver en charmerende og holdbar... (trommehvirvel)... hvalmusical.

Plader

Björk: Biophilia

Björks nyeste udspil er på mange måder et smukt og poetisk bekendtskab, selvom helhedsindtrykket trækkes en smule ned af de elektroniske passager, der bryder med pladens kongruens.

Den innovative og karismatiske kunstner Björk udgiver sit næste album, Biophilia, som noget så hipt som en app til iPad. Mere specifikt kommer albummet til at bestå af 10 apps, som hver især hører til en sang fra albummet og i sin helhed udgør Biophilia.  F.eks. er app’en til sangen “Virus” et spil, hvor en virus angriber en række celler. Spillet går ud på at standse denne virus – dog lige med det lille twist, at hvis man lykkes med at standse virussen, stopper sangen med at spille. Vil man høre sangen til ende, må man altså lade virussen vinde. Til folk, der ikke er helt så langt fremme i den teknologiske sko, vil Biophilia dog også blive udgivet som et almindeligt album, inklusiv musikvideoer til alle sangene. Biophilia har endnu ingen officiel udgivelsesdato hverken i app-udgaven eller cd-versionen.

D. 18 marts 2011 vil Efterklang spille en koncert i Amagerbio for at markere en tænkepause, før kollektivet kaster sig over 4. plade. Men allerede d. 20 marts viser Amagerbio filmen "An Island". På globalt plan er der også smagsprøver fra Björk, Mogwai og Godspeed You! Black Emperor.

Björk og Thom Yorke udgiver single Det ser ud til at Thom Yorke og Björk har samarbejdet om endnu et nummer. Pitchforkmedia har i hvert fald fået bekræftet, at den 20. oktober udgiver Björk en single kaldet “Nattura”. Det er samtidig navnet på en organisation, der arbejder for at forhindre erhvervslivet i at forvandle hele den islandske natur til skorsten og beton. Sidst Thom Yorke og Björk sang sammen var på lydsporet til Lars von Triers Dancer in the Dark med sangen “I’ve Seen It All”.

Arcade Fire, 18:00, Arena Det kan være svært at fatte, hvad man gør det hele for, når man omtrent står med laks i skulderhøjde foran indgangen til Roskildes næststørste scene. At festivalens første, store navn så samtidig er et af nutidens mest hyldede livebands, Arcade Fire, gav torsdag aften fornemmelsen af, at det skulle lykkes, hvis man skulle opretholde håbet om en reel festival med indhold frem for et nyt Pompeji på en dyrskueplads i Danmark. Men hvordan skulle det næsten gå galt? Arena var proppet til randen, og spændingen over at se et band, der aldrig har været på dansk grund, var enorm. Da de 10 canadiere endelig gjorde deres entre, var forløsningen dermed af dimensioner, der ikke er set så forbandet ofte på en mark. Arcade Fire lagde ud med en trio af numre fra deres anden plade, hvoraf især den formidable “No Cars Go” blev leveret med så megen drive af bandet, at man var lykkelig i en fart. Det er ret uretfærdigt at have så store forventninger til en koncert på forhånd, og når selvsamme så bliver udfriet til fulde, vil man i ordets egentlige forstand pisse på mudderet. De mange musikere roterede konstant rundt, så det ville være forkert f.eks. bare at kalde frontkvinde Regine Chassagne for bassist eller trommeslager. Hun var det hele og havde en epileptisk energi, der drev hende rundt over scenen, når hun da ikke søgte at synge teltet op uden mikrofon. Der var stor vægt på numrene fra Arcade Fires skamroste album nummer to Neon Bible, men det stod klart, at publikum reserverede meget af deres energi til numrene fra årtiets måske bedste debut, den dunkle Funeral. Og mens den neonoplyste dommedag fra de nye numre var mest passende til omgivelserne, var det “Neighbourhood”-trilogien fra debuten, der pumpede både band og publikum op i et satanisk gear, der slettede al erindring om skodvejr og druknede telte. Livemusik fås næppe bedre lige nu. (SJ) Speaker Bite Me, 21:30, Odeon Hvor mange art/støjrock-koncerter har du været til, hvor der er blevet opfordret til at “ryste røv”? Hvis du har været til mere end én, må du meget gerne sige til. Da Speaker Bite Me spillede i et halvfyldt telt blev opfordringen taget alvorligt, selv om det nok mest var mental røv, der blev rystet under regnbukserne. For med et arsenal af alvorligt saftspændte numre fra deres nye plade, Action Painting, samt et par rockende og støjende åreladninger fra fortiden, var koncerten bevis på, at det ikke altid er de helt unge, der besidder ungdommelig spændstighed. “Lesson One” og den vuggende og fugtige “Belle De Boskoop” fik smilebåndene til at låse sig fast i alt andet end botox-stivede folder, imens det spandexklædte kor fik kroppen til at vibrere i lige dele fryd og respekt under crescendoet i “Teach Me Tiger”. Desværre døde vildskaben lidt i midten af koncerten. Biddet forsvandt, og selv om de fine variationer i melodierne trådte bedre frem, var det i de bastant pumpende sekvenser, det for alvor fungerede. Og så er et ekstranummer på to minutters pumpende postrock-finale med bækkener dirrende i den våde luft alt, hvad man har brug for. (MT) Björk, 22:00, Orange Scene Hvis man har gået og været i tvivl om, hvilke hovednavne der egentlig var årsagen til, at årets Roskilde Festival blev udsolgt i lyntempo, gav et blik ud over pladsen ved Orange Scene torsdag aften et godt hint. For selv i den silende regn, der havde været i gang i mere end 18 timer, stod folk tæt pakket i mudderet. Og heldigvis leverede Björk varen – og mere til. Lyden var tilmed aldeles glimrende, så det gik klart igennem, at Björk sang blændende og virkede nærværende og engageret. Koncerten åbnede stærkt med “Earth Intruders”, en indlevende udgave af “Hunter” og flotte korflader i “Pagan Poetry”. Koret var de ti medlemmer af et brassband, som undervejs satte især sangene fra Homogenic ind i nye, interessante arrangementer. Men koncertens største aktiv – ud over Björk selv – var den elektroniske troldmand Mark Bell. Så godt som samtlige sange havde syng-med-potentiale, og ind og ud mellem de slidstærke melodier sprang Bells flossede, buldrende beats. Havde sammenhængen været en anden, ville de skurrende, hvæsende programmeringer nok have sendt tankerne i retning af en mørk klub, men i selskab med Björk kom de snarere til at minde om ustyrlige naturkræfter. Ikke mindst de skælvende beats i “Jöga” lød som jordens plader i kværnende bevægelse. Koncertens klart største bifald tilfaldt Bells fineste genistreg, “Hyperballad”. Det er i forvejen er et superstærkt nummer, og efter et minuts tid blev det splejset sømløst sammen med “Freak”, et af Bells egne, acid-inspirerede numre under navnet LFO. Rave-vildskaben fortsatte i “Pluto”, som lukkede det originale sæt. “Oceania” var et noget tamt ekstranummer, men “Declare Independence” fik energien tilbage – og med løsrivelsestemaet in mente dukkede der både et færøsk og et grønlandsk flag op ved scenen. »Declare independence! Don’t let them do that to you!« proklamerede Björk som afslutning på en koncert, der understregede, at Björk er sin egen – og stadig er sprængfyldt med musikalsk nysgerrighed. (MA)