The Black Box Revelation spiller belgisk bluesrock på den snottede facon. Det er ikke videre mindeværdigt.
Hu hej, vilde dyr som isbjørne og pingviner slås i gadebilledet i København, så flygt ind til en koncert med MV/EE. Det koster gratis, hvis du vinder i vores konkurrence.
Ahr, nu mÃ¥ det satme snart stoppe, hva’? Al den sne og kulde er vi trods alt ikke vant til her i Danmark. I hvert fald ikke over sÃ¥ lang …
Til midnatsmesse i Lille Vega. Husk ørepropper.
Eels tager denne gang skridtet fuldt ud og går undergangen i møde rent tematisk, ikke kunstnerisk. Det er den tungeste plade nogensinde fra en i forvejen mut gut. Gid han snart ville smile lidt igen.
Benjy Ferree har kreeret et konceptalbum til Disneystjernen Bobby Driscolls ære og hylder samtidig 1950′ernes rock’n'roll og americana ved en kreativ afvejning af blues og rock tilsat rigelige mængder doowop.
Mugison fortalte stærkt underholdende anekdoter mellem sine ekstremt dygtigt udførte lo-fi bluessange, hvor kærligheden flød i jævn strøm i Lille Vega mellem sangeren og publikum, der var med på det hele.
Går du til digtoplæsning og finder glæde ved sproglig finurlighed? Sidder du og hænger på den lokale beværtning hver eftermiddag? Så er du lige Bodega Boys’ målgruppe. Er du derimod bare glad for musik, bør du finde nogle andre helte.
Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at Jack Rose er død af et hjerteanfald 38 år gammel. Det informerer Spinner.
Jack Rose gjorde sig først bemærket med det …
Tom Waits trakterer med liveperler fra sin “Glitter and Doom”-tour. Det er blevet til et velfungerende dobbeltalbum, der bÃ¥de byder pÃ¥ sørøverløjer, fængende ballader og veloplagt komik.
Peter Deleurans seneste udspil er et forsøg på at fange storbyen og dens beboere, men resultatet er blevet en ligegyldig platte af fløjlsindpakkede kærlighedsskriblerier.
»Rock’n’roll, I loose control / fuck the white ones but Black Keys got so much soul.« Det har de bestemt, og The Black Keys’ soulsjæle og en samling passionerede rappere er ingredienserne i en lytteværdig fusion mellem bluesrock og hiphop.
Bob Dylan har sat sig foran klaveret og growler sig gennem traditionelle, amerikanske julesange. Det havde man ikke lige ventet. Men gode er sangene, og velspillende er bandet, så helt galt er det ikke.
Nye Rødder byder på koncertoplevelser med musik, der har sine rødder i genrerne country, blues, americana og alternativ folk, og jeg tog denne fredag muligheden for at opleve det småhypede indiefolkband The Rumour Said Fire og Múm-alfen Ólöf Arnalds.
Efter en cirkulerende turné gennem Danmark, hvor løjerne blev sparket i gang på Lille Vega vendte Baby Woodrose tilbage til København og stod for et uforligneligt brag, der lover godt for de kommende koncerter i blandt andet Grækenland, Norge og Spanien.
Trods skønhedspletter var Dead Weathers rock’n’roll uimodståelig, og ligeså var den momentane vildskab, der blev skabt i blandingen af sitrende seksualitet og faretruende femme fatale.
September er smuttet ud af hænderne på os som en regnvåd træstub. Vi kigger tilbage på nogle af højdepunkterne.
Foto: Daniel Campbell
Hvis man er til langsom, indædt bluespunk, så må man ikke snyde sig selv for australske The Drones, der spiller på Lille Vega på lørdag den 3. oktober.
Sidste …
Det er ikke sjovt at være fra Helsingør. Det beviser The Village Idiot, der synger sange om de mørke sider af livet. Selvom ørkenen befinder sig i USA, stammer følelsen af tomhed og ensomhed på Prima Materia direkte fra Kronborg og omegn.
Amerikanske Blitzen Trapper giver en fornem fremvisning i moderne folkrock.
På en varm sommerdag i stegende hede mødte Kim Elgaard Andersen de to herrer, der startede The Dodos, til en samtale om bandets udvikling, udvidelse og deres endeligt.
The Dodos serverer på deres nye album en simpel ret, der er sparsomt smagt til, men til trods for en fortrinsvis god smag, bliver den lidt ensformig i længden.
SÃ¥ gÃ¥r Califone til filmen. Forsanger Tim Rutili har nemlig lavet en film, der hedder All My Friends Are Funeral Singers, som handler om en spÃ¥kone, der bor i et …
Ny og gammel musik mødes på Joe Henrys støvede Blood from Stars, der afsøger americana, blues og jazz.
Musikkens svar på Marco Pantani har udgivet sin bedste plade i et godt stykke tid, men der er stadig et pænt stykke op til Play. De nye kompositioner kan klart anbefales til en let gang sommer-chillout, men søger man nye tiltag, bliver man skuffet.
