Den talentfulde newzealænder Marlon Williams spændte ben for sig selv med en koncert, der var mere tom rockbulder end sjælfuld soul.
Tag - blues
Skotske Young Fathers vil stadig en hel masse, og på Cocoa Sugar lykkedes de med det meste. Blues, gospel, hiphop, triphop og meget mere fusioneres på trioens til dato bedste skive. Den er bare alt for kort.
Tinariwen viste sig som eminente historiefortællere, der inden for den samme sindstilstand både omfavnede en nihilistisk og livsglad tilgang til livet.
Ved den første af to koncerter i Falconer Salen gav PJ Harvey og hendes evigt omskiftelige band med de to styrmænd Mick Harvey og John Parish publikum en dyster sejltur langt ind i forståelsen af menneskets eksistens.
Fra punkede bandplader til skrabet singer/songwriter og nu til flamboyant sangerinde med både iørefaldende melodier og et væld af farver på den musikalske palet. Angel Olsen er godt på vej til at gøre sig fortjent til sammenligning med store kunstnere som Cat Power og PJ Harvey.
Med hoftevrid, snake dance, moonwalk, knæfald og fægten med mikrofonstativ bjergtog Father John Misty publikum, herunder Undertoners udsendte, ved sin ekstrakoncert i Vega. En fremragende koncert, der dog også havde et par skønhedspletter undervejs.
Forsanger Aliou Touré dansede manisk og hans energi smittede hurtigt af på publikum. Han kunne få de trætte kroppe til at synge og danse, og de trætte kroppe ville bare have mere og mere.
Norske Spidergawd stod over for den lidet misundelsesværdige opgave at vække Roskilde-publikummet på festivalens sidste dag med blues-baseret stenerrock, og slap kun delvist helskindede fra det.
Folkeforføreren Joshua Tillman spillede og sang, som om hans liv afhang af koncertens udfald, da han gæstede Roskilde Festival torsdag eftermiddag. Og hele publikummet var vidne til fødslen af en rockstjerne.
Father John Misty gæster om ganske kort tid Roskilde Festival med sit fuldstændigt fremragende andet album, I Love You, Honeybear. Den flamboyante Misty, der på Fear Fun ellers erklærede sig som værende trussetyv, har nu fundet den eneste ene og træder samtidig i karakter som noget så umoderne som protestsanger. Selvfølgelig ikke på traditionel vis, men med lige dele indføling og sarkasme.
Alabama Shakes ryster den musikalske pose og tilføjer deres sydstats-retrorock en nyfunden legelyst. Resultatet er det ujævne, men dog ganske charmerende album Sound & Color med en samling stærke singler.
Jeg håber snart, at al den snak om en Oasis-gendannelse vil forstumme og finde hvile til fordel for mere i vente fra Noel Gallagher's High Flying Birds. Det lyder i den grad som om, at Noel Gallagher med Chasing Yesterday atter har fundet den rette musikalske hylde, hvor musen tilsmiler ham, og dermed os, igen.
Duke Garwoods seneste udspil, Heavy Love, er musik til de sene aftentimer, natten og frem mod det punkt, hvor skumringen sætter ind og tonerne omslutter dig helt og aldeles. »Ingen sjunger blues som Duke Garwood«. I hvert tilfælde få med samme insisterende og fængslende indlevelse!
Den 26-årige canadier dykker endnu dybere ned i den jazzede dysterhed på sit både indadvendte og udfordrende andet album.
Rockens raspende gravrøst er tilbage med sit mest elektroniske og synthbaserede album til dato. Lanegans evne til at skrive melankolske sange, der i deres forsætlige langsomhed hjemsøger øregangene, er uantastet, men hans flirt med synthpop og new wave er ikke altid overbevisende.
Timber Timbre fortsætter med at undersøge menneskets vrangsider, og det er til stadighed en om ikke udsøgt fornøjelse, så dog en sært dragende oplevelse.
De dansksprogede bands Mouritz/Hørslev og Mellemblond gav en inspirerende dobbeltkoncert med varme og god stemning. Valget stod mellem at være Allermindst dig selv og Lysvågen - de to bands gav lyst til at vælge det hele.
Folk- og dreampop-duoen Mazzy Star er tilbage med deres blot fjerde album Seasons of Your Day. Og trods en albumpause på 17 år er Mazzy Star stadigvæk Mazzy Star. Befriende og til tider nærværende, men også uvedkommende.
Med en stemme, der rummer lige så meget livserfaring som Tom Waits', og efter adskillige års verseren på alverdens musikblogs udgiver King Krule sit debutalbum i en alder af bare 19 år. En debut, der trods enkelte produktionsmæssige fejlprioriteringer går balancegangen mellem relevans og avantgarde som kun sjældent set før.
Mark Lanegan er atter klar med et spændende samarbejde. Den snart 50-årige dunkle crooner har nu den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood som co-pilot på Black Pudding. Lanegans havdybe, vibrerende stemme suppleres elegant af Garwoods guitarspil, der på en og samme tid er skramlende upræcist og drømmende tight.