Manden med det gravalvorlige stenansigt, Mark Lanegan, har som solist været en del af den etablerede rockscene siden starten af halvfemserne. Mandens musikalske udtryk har ofte også baseret sig på et alvorligt udtryk, der med afsæt i en mere socialrealistisk grungeæstetik heldigvis har udviklet sig sidenhen. Det gør sig især gældende på With Animals.
Der er fuld knald på den engelsk-amerikanske rockduo fra start til slut på NorthSide. Og selvom 15 års jubilarernes koncept er lidt enstrenget, så fungerer det bare fandens godt live.
Dunkel kloakrock møder 80’er-fantasi og rå kærlighed på den canadiske trios sjette studiealbum.
Duoen The Kills, bestående af amerikanske Alison Mosshart og engelske Jamie Hince, er tilbage med første nye album i fem år. Men er der overhovedet stadig behov for deres simple, cigaretlugtende rock i 2016?
Becks vokal har klart lydt bedre end på NorthSide, men amerikanerens bundniveau er så højt, at man altid vil knibe sig selv lidt i armen, når han spiller sine største numre.
Søndag i Ådalen lignede Jake Bugg en, der hellere ville være alle mulige andre steder. Den unge brite læner sig op ad rockens legender, men, i modsætning til dem, leverer han en alt for ufarlig præstation.
Den for tiden meget omtalte Beck var et af de absolutte hovednavne på Way Out West. Med sine sikre genremiks og både nye og gamle numre skuffede han ikke.
Forsanger Aliou Touré dansede manisk og hans energi smittede hurtigt af på publikum. Han kunne få de trætte kroppe til at synge og danse, og de trætte kroppe ville bare have mere og mere.
Den unge sanger og guitarist fra New Orleans levede op til forventninger og gav os en omgang sydstatsgaragerock af bedste skuffe.
Måske var der lige lovlig meget blær fra den ganske vist sublime guitarist Dan Auerbach, men det ændrer ikke på, at duoen afrundede NorthSide Festival 2015 med en pragtkoncert og masser af bluesrockhits.
Den britiske duo Royal Blood har fået en forrygende start på karrieren. Søndag førte succesen dem til København for første gang, hvor deres enkle, bastunge rock udgjorde en tiltrængt energiindsprøjtning.
Kort sagt virker Little Johnny Walker som et sympatisk projekt. Opkaldt efter en slavewhisky og med fødderne plantet i den vestjyske muld kan man næsten kun holde af dem. Med The First Album formår de bare ikke at levere det, de sælger sig på.
Den stod på 70'er-rock til de langhårede i Templet. Med solidt scenenærvær og inspiration fra Led Zeppelin og Janis Joplin, viste det unge rockband, at de er klar til mere.
Benjamin Booker tager den amerikanske musikarv til sig og opdaterer den til et tidssvarende udtryk. Som guitarist såvel som vokalist besidder den 25-årige mand den unikke vitalitet, der er så uendelig vigtig inden for bluesrocken. Desværre er det tydeligt, at Booker endnu ikke har meget erfaring.
Eels har over nu ti plader været fortabt i alverdens sorte huller, fundet glæden i de små fugle på foderbrættet, og nu er det, der startede som et enmandsprojekt, blevet til et sammenspillet band. Det er uden tvivl godt for E’s mentale tilstand, men er det godt for kunsten?
Freddy and the Phantoms sparker konkurrenceåret i gang med signerede eksemplarer af deres seneste album. Varm på amerikansk country- og bluesrock? Så klik her.
En decemberaften på Gimle blev til en sydstatsaften på den amerikanske highway takket være Daniel Norgrens blues. Inden da lagde opvarmningsnavnet Madson ud med ung blues og lidt stilforvirring.
Jason Pierce aka. J. Spaceman gjorde ikke særlig meget væsen af sig til en koncert, der aldrig rigtig nåede de fjerne, drømmende galakser, men som det meste af tiden havde fødderne godt plantet i mulden.
Father John Misty dyrkede sydstatsmusikken og sit enorme scene-ego i en grad, så konceptet næsten fik en bismag af karikatur. Ikke desto mindre var både Tillman og hans band så underholdende og musikalsk begavede, at de havde Pumpehuset i deres hule hånd.
Den første halvdel af november byder især på søndagskoncerter med synthpop og folkrock. Se Undertoners udvalgte anbefalinger.
Undertoner har været på verdens mest taknemmelige festival. Læs her reportager fra de mange bands og stemningen på festivalen på Refshaleøen. Måske den bedste Festival of Endless Gratitude hidtil?
Undertoner har samlet de mest anbefalelsesværdige koncerter til første halvdel af september. Der er tre gange »ham fra det der band«, én kvinde-støjpopkvartet, én Undertoner-koncert og så lidt ungdomsrock fra London.
Undertoners sommerferie er slut, og vi dykker med fornyet energi ned i augusts første liveoplevelser!
Ny video fra blues-rockerne til nummeret "Gold on the Ceiling".
Pragtfuld, dæmpet, distorted skønsang. Jens Blendstrup suges ind i Mellemblonds særegne tekstunivers med en rocket indpakning.
Takket være den britiske statsradiofoni er der nu mulighed for at høre endnu et nyt nummer fra snart pladeaktuelle The Black Keys.
Dan Auerbach og Patrick Carney nærmer sig hastigt udgivelsen af endnu et The Black Keys-album. Nu er udgivelsesdatoen så tæt på, at de har en single klar til os.
Blakroc, som består af The Black Keys og en række af tidens mest interessante hiphop- og r'n'b-kunstnere, er snart klar med andet album. Se en visuel smagsprøve på albummet her.
Orange Monks forstår at skrue virkelig velfungerende melodier sammen på deres andet album. Havde teksternes niveau været lige så højt, havde Lion's Den været en usædvanlig stærk plade.
Sidste år roste vi The Black Keys' album Brothers. Nu er der nyt materiale på vej fra duoen.
Svenske Daniel Norgren spiller garage-blues og sammenlignes med Tom Waits. Det holder mest på plade, og noget af vildskaben udeblev på Gloria. Til gengæld gav han en solid og varm blueskoncert.
Det er ikke uden grund, at Nashville-baserede Mona opvarmer for Kings of Leon til adskillige koncerter, for debutanterne spiller episk og længselsfuld alternativ rock, der følger en både effektiv og over-the-top skabelon.
Hollandsk heavy-debut med en snert af folk - og af flagrende hippie, som vågner med giganttømmermænd i et alt for varmt telt, den dag man skulle møde på arbejdsformidlingen.
Selvom der på Wrong Side of Vegas' debutalbum er en række fængende rock'n'roll-skæringer, er pladen i længden for forudsigelig til at skille sig ud som noget særligt.
Viles seneste plade er hverken i struktur eller melodimateriale så iørefaldende som nogle af hans tidligere udspil. Til gengæld er der tale om en særdeles helstøbt samling drivende sange, som fortjener at komme frem på dovne sommerdage.
Efter to år uden officielle udmeldinger om, hvorvidt der kommer et nyt album fra The White Stripes, har Meg og Jack White annonceret, at de stopper.
Rock Nalle kaldte engang et cover af "Shake, Rattle & Roll" for "Beskidt, sulten & træt". Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.
Mark ’E’ Everett laver musik for at granske sine følelser. Siden hans familie døde, har E på kynisk-humoristisk vis bearbejdet sit privatlivs forfærdelige kendsgerninger i sine sangtekster. Målet er den indre ro.
Inspirationen fra genrer som rock’n’roll, rockabilly og soul fornægter sig ikke, når man lytter til Jon Spencer. Musikalsk favner han dog langt bredere, siger manden selv og fortæller om en musikinteresse, der begyndte med futuristiske synthesizer-bands.
Garagerock-duoer matcher ikke med eksperimenterende, psykedelisk støjpunk fra Brooklyn. Og støjpunkere kan også blive trætte. Rapport fra en mærkelig aften på Lades.
Alabama-bandet Thomas Function udgav sidste år debutpladen Celebration, der er en fabelagtig powerpop/garagerockplade. In the Valley of Sickness er et forsøg på at følge op på succesen. Det lykkes ikke helt.
Jens Blendstrup savner bier fra Naturcenter Vestamager, men alligevel forbistrer She Keeps Bees på fremragende vis med deres mørktflydende indiepop.
»Rock’n’roll, I loose control / fuck the white ones but Black Keys got so much soul.« Det har de bestemt, og The Black Keys' soulsjæle og en samling passionerede rappere er ingredienserne i en lytteværdig fusion mellem bluesrock og hiphop.
Trods skønhedspletter var Dead Weathers rock’n’roll uimodståelig, og ligeså var den momentane vildskab, der blev skabt i blandingen af sitrende seksualitet og faretruende femme fatale.
Det er langhåret, det er guitarstøj, det er bækkenslag. Det er rock, som vi elsker det, men for en gangs skyld beholdes nerven og energien, og på intet tidspunkt mister man troen på bandet.
Et mangehovedet monster, der svinger sig rundt i rockglæde. En simpel plade, der rykker rundt i røven. Eller forvirrende. Fits er det hele, og det er faktisk til pladens fordel.
Så er det sommertid. Men inden da kigger Undertoner tilbage på juni og juli måned. Og der var rigeligt at se til.
Tre koncerter med Lucy Love, Social Distortion og Lucinda Williams fik Undertoners anmeldere tættere på himlen.
Den efterhånden aldrende og sære finske trio lider ikke af metaltræthed og virker ikke mere senile, end de altid har gjort. På (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! veksler de fint mellem eftertænksomme ballader og veloplagte pop/rock-numre med en fed bluesy kant. Et par numre kunne snildt undværes, men albummet er solidt.
Hvis der findes en norsk supergruppe, er det My Midnight Creeps, hvis rødder rækker tilbage til bands som Ricochets og Madrugada. Dette er deres andet udspil, og de viser atter, at det ikke bare er på papiret, de er en supergruppe. På plade leverer de nemlig varen, måske bedre end noget andet skandinavisk rockband.
I en tid, hvor selv Metallica er blevet bange for at bande og drikke, er det vidunderligt at høre Nick Cave og hans håndgange mænd kombinere begge dele med en håndfast omgang bulder-rock af den seksuelt frustrerede slags.
Originalitet og nyskabelse er ikke det rette label til Little Barrie. Tværtimod gør den britiske trio alt for at lyde som noget, man har fundet i en kasse fra 60’erne. Retrostilen er gennemført og energisk – der er sved, men hverken blod eller tårer, og man savner lidt vildskab og personlighed.
The Man Who Lives for Love byder på alt fra soul, Hendrix-riffs og Stones-rock til boogie, Sly and the Family Stone-groove og mere tilbagelænet Delta-blues. En pærevælling, der – trods sine lyspunkter – bliver meget lang i spyttet.
Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.
Et nyt kvartal – en ny udgivelse fra Magnolia Electric Co. Sådan har det næsten set ud for Jason Molinas projekt her i 2005. Men på trods af den uhyre produktivitet er niveauet dog stadigvæk lige så højt, som stemningen er langt nede.
Karate leverer en tempo-disponering af format på deres syvende album. Men der mangler et par gode numre, før Pockets er et fuldendt album.
Fuldlængde-debuten fra The Magic Bullet Theory indfrier, hvad den selvbetitlede ep fra 2002 lovede. En beskidt rockfest med grumsede blues-inspirationer er i vente.
