Tag - bluesrock

Plader

Mark Lanegan & Duke Garwood: With Animals

Manden med det gravalvorlige stenansigt, Mark Lanegan, har som solist været en del af den etablerede rockscene siden starten af halvfemserne. Mandens musikalske udtryk har ofte også baseret sig på et alvorligt udtryk, der med afsæt i en mere socialrealistisk grungeæstetik heldigvis har udviklet sig sidenhen. Det gør sig især gældende på With Animals.

Plader

The Kills: Ash & Ice

Duoen The Kills, bestående af amerikanske Alison Mosshart og engelske Jamie Hince, er tilbage med første nye album i fem år. Men er der overhovedet stadig behov for deres simple, cigaretlugtende rock i 2016?

Plader

Little Johnny Walker: The First Album

Kort sagt virker Little Johnny Walker som et sympatisk projekt. Opkaldt efter en slavewhisky og med fødderne plantet i den vestjyske muld kan man næsten kun holde af dem. Med The First Album formår de bare ikke at levere det, de sælger sig på.

Plader

Benjamin Booker: s.t.

Benjamin Booker tager den amerikanske musikarv til sig og opdaterer den til et tidssvarende udtryk. Som guitarist såvel som vokalist besidder den 25-årige mand den unikke vitalitet, der er så uendelig vigtig inden for bluesrocken. Desværre er det tydeligt, at Booker endnu ikke har meget erfaring.

Plader

Eels: Wonderful, Glorious

Eels har over nu ti plader været fortabt i alverdens sorte huller, fundet glæden i de små fugle på foderbrættet, og nu er det, der startede som et enmandsprojekt, blevet til et sammenspillet band. Det er uden tvivl godt for E’s mentale tilstand, men er det godt for kunsten?

Plader

Orange Monks: Lion’s Den

Orange Monks forstår at skrue virkelig velfungerende melodier sammen på deres andet album. Havde teksternes niveau været lige så højt, havde Lion's Den været en usædvanlig stærk plade.

Plader

Mona: s.t.

Det er ikke uden grund, at Nashville-baserede Mona opvarmer for Kings of Leon til adskillige koncerter, for debutanterne spiller episk og længselsfuld alternativ rock, der følger en både effektiv og over-the-top skabelon.

Plader

Sungrazer: s.t.

Hollandsk heavy-debut med en snert af folk - og af flagrende hippie, som vågner med giganttømmermænd i et alt for varmt telt, den dag man skulle møde på arbejdsformidlingen.

Plader

Wrong Side of Vegas: WSOV

Selvom der på Wrong Side of Vegas' debutalbum er en række fængende rock'n'roll-skæringer, er pladen i længden for forudsigelig til at skille sig ud som noget særligt.

Plader

Kurt Vile: Smoke Ring for My Halo

Viles seneste plade er hverken i struktur eller melodimateriale så iørefaldende som nogle af hans tidligere udspil. Til gengæld er der tale om en særdeles helstøbt samling drivende sange, som fortjener at komme frem på dovne sommerdage.

Plader

Grinderman: 2

Rock Nalle kaldte engang et cover af "Shake, Rattle & Roll" for "Beskidt, sulten & træt". Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.

Plader

Blakroc: s.t.

»Rock’n’roll, I loose control / fuck the white ones but Black Keys got so much soul.« Det har de bestemt, og The Black Keys' soulsjæle og en samling passionerede rappere er ingredienserne i en lytteværdig fusion mellem bluesrock og hiphop.

Plader

White Denim: Fits

Et mangehovedet monster, der svinger sig rundt i rockglæde. En simpel plade, der rykker rundt i røven. Eller forvirrende. Fits er det hele, og det er faktisk til pladens fordel.

Plader

22-Pistepirkko: (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah!

Den efterhånden aldrende og sære finske trio lider ikke af metaltræthed og virker ikke mere senile, end de altid har gjort. På (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! veksler de fint mellem eftertænksomme ballader og veloplagte pop/rock-numre med en fed bluesy kant. Et par numre kunne snildt undværes, men albummet er solidt.

Plader

My Midnight Creeps: Histamin

Hvis der findes en norsk supergruppe, er det My Midnight Creeps, hvis rødder rækker tilbage til bands som Ricochets og Madrugada. Dette er deres andet udspil, og de viser atter, at det ikke bare er på papiret, de er en supergruppe. På plade leverer de nemlig varen, måske bedre end noget andet skandinavisk rockband.

Plader

Grinderman: s.t.

I en tid, hvor selv Metallica er blevet bange for at bande og drikke, er det vidunderligt at høre Nick Cave og hans håndgange mænd kombinere begge dele med en håndfast omgang bulder-rock af den seksuelt frustrerede slags.

Plader

Little Barrie: Stand Your Ground

Originalitet og nyskabelse er ikke det rette label til Little Barrie. Tværtimod gør den britiske trio alt for at lyde som noget, man har fundet i en kasse fra 60’erne. Retrostilen er gennemført og energisk – der er sved, men hverken blod eller tårer, og man savner lidt vildskab og personlighed.

Plader

Magnolia Electric Co.: Fading Trails

Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.

Plader

Magnolia Electric Co.: Hard to Love a Man EP

Et nyt kvartal – en ny udgivelse fra Magnolia Electric Co. Sådan har det næsten set ud for Jason Molinas projekt her i 2005. Men på trods af den uhyre produktivitet er niveauet dog stadigvæk lige så højt, som stemningen er langt nede.

Plader

Karate: Pockets

Karate leverer en tempo-disponering af format på deres syvende album. Men der mangler et par gode numre, før Pockets er et fuldendt album.