Tag - bluesrock

Plader

Blakroc: s.t.

»Rock’n’roll, I loose control / fuck the white ones but Black Keys got so much soul.« Det har de bestemt, og The Black Keys' soulsjæle og en samling passionerede rappere er ingredienserne i en lytteværdig fusion mellem bluesrock og hiphop.

Plader

White Denim: Fits

Et mangehovedet monster, der svinger sig rundt i rockglæde. En simpel plade, der rykker rundt i røven. Eller forvirrende. Fits er det hele, og det er faktisk til pladens fordel.

Plader

22-Pistepirkko: (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah!

Den efterhånden aldrende og sære finske trio lider ikke af metaltræthed og virker ikke mere senile, end de altid har gjort. På (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! veksler de fint mellem eftertænksomme ballader og veloplagte pop/rock-numre med en fed bluesy kant. Et par numre kunne snildt undværes, men albummet er solidt.

Plader

My Midnight Creeps: Histamin

Hvis der findes en norsk supergruppe, er det My Midnight Creeps, hvis rødder rækker tilbage til bands som Ricochets og Madrugada. Dette er deres andet udspil, og de viser atter, at det ikke bare er på papiret, de er en supergruppe. På plade leverer de nemlig varen, måske bedre end noget andet skandinavisk rockband.

Plader

Grinderman: s.t.

I en tid, hvor selv Metallica er blevet bange for at bande og drikke, er det vidunderligt at høre Nick Cave og hans håndgange mænd kombinere begge dele med en håndfast omgang bulder-rock af den seksuelt frustrerede slags.

Plader

Little Barrie: Stand Your Ground

Originalitet og nyskabelse er ikke det rette label til Little Barrie. Tværtimod gør den britiske trio alt for at lyde som noget, man har fundet i en kasse fra 60’erne. Retrostilen er gennemført og energisk – der er sved, men hverken blod eller tårer, og man savner lidt vildskab og personlighed.

Plader

Magnolia Electric Co.: Fading Trails

Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.

Plader

Magnolia Electric Co.: Hard to Love a Man EP

Et nyt kvartal – en ny udgivelse fra Magnolia Electric Co. Sådan har det næsten set ud for Jason Molinas projekt her i 2005. Men på trods af den uhyre produktivitet er niveauet dog stadigvæk lige så højt, som stemningen er langt nede.

Plader

Karate: Pockets

Karate leverer en tempo-disponering af format på deres syvende album. Men der mangler et par gode numre, før Pockets er et fuldendt album.