Tag - Bob Hund

Plader

bob hund: 0-100

“Immun mot magi kan du aldrig någonsin bli” synger bob hund på deres spritnye album, der placerer sig solidt på listen over albums med det 29 år gamle svenske band. Det er svært at være immun overfor den smittende og livsbekræftende magi der ligger i rillerne på albummet 0-100.

Plader

Bob Hund: Dödliga klassiker

Det efterhånden 25 år gamle skånske rockorkester starter sløjt på deres nye album, men alt tilgives (næsten) undervejs, og Bob Hund hiver stikket hjem ved hjælp af listige melodistumper og fællessang for alle pengene.

Plader

Bob Hund: Låter som miljarder

Knap et år er gået, siden vi sidst hørte lyd fra Bob Hund. Svenskerne burde nok have ventet længere tid med at udgive en plade. Standardsange uden gnist hæmmer i hvert fald bandets nyeste, så den er blandt deres svageste.

Nyheder

Bob Hund vender tilbage!

En god nyhed for fans af de skrupskøre skånske musikanter i Bob Hund er netop blevet offentliggjort. Sekstetten er nemlig for tiden i studiet i Malmø og Stockholm for at indspille deres ottende album. En titel er endnu ikke på plads, men albummet er sat til at udkomme den 15. marts næste år. Efter nogle års pause vendte Hunden tilbage sidste år med albummet Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk, som Undertoners anmelder var ganske pjattet med. Forhåbentlig kan forårets opfølger gøre det lige så godt. Bob Hund er kendt for at være et usædvanligt festligt liveband med deres kompromiløse garagerock, skæve melodier og tekster på klingende skånsk. Sidst bandet besøgte Danmark var i april 2009 i Store Vega til et brag af en koncert med en veloplagt Thomas Öberg iført maske og lange satinhandsker. Det kommende album følges også op af en skandinavisk turné, hvor Bob Hund igen giver koncert i Store Vega. Det bliver den 31. marts 2011. Billetter kan fra i morgen af købes via Billetlugen og landets Fona-butikker.

Nyheder

Bob Hund udgiver unik single

De svenske indierock-veteraner sælger single på Ebay Nu hvor musiksalget falder år for år, er det på tide at tænke i nye baner. Man kan gøre som Radiohead og udbyde sit album til alle til frivillig pris. Eller også kan man gøre som det gendannede Bob Hund og udbyde sin nye single i kun ét eksemplar på Ebay. Auktionen startede i går og fortsætter til den 13. marts kl. 14.00. Singlen hedder “Fantastiskt”, og hvis man vinder auktionen, får man den oprindelige mastervinyl, som er eneste udgave af singlen, lagt ovenpå en pladespiller med cover, sangtekst og monogram indgraveret i låget af kunstner Martin Kann, der også normalt laver Bob Hunds albumkunst. I skrivende stund er der 18, der har budt, og prisen ligger på $ 355,00.

Koncerter

bob hund, Fuck Buttons, Jay Reatard, 06.07.08, Roskilde Festival

bob hund, 06.07.08, 19.30, Orange Scene bob hund stod sidst på Orange Scene i 2002. Dengang leverede de en fantastisk sprælsk lørdagskoncert med solskin, fællessang og et stort fremmøde. Siden hunden gik i hi i 2003, har vi ganske vist kunnet opleve bandmedlemmerne på engelsk som Bergman Rock, men den skøre skånske ånd fra bob hund har været savnet af mange. Søndag under den orange teltdug gav bob hund så deres første koncert i fem år. Om aftenen, lige inden regnen væltede ned over Roskilde, var sceneriet noget anderledes end sidst, forsanger Thomas Öberg og hans kumpaner indtog scenen – med god plads i båsene foran scenen, gråvejr og mange udmattede Roskilde-gængere på vej hjem efter en uges druk. Omstændighederne lagde heldigvis ingen dæmper på bandet, der tværtimod tog det som en udfordring: »Nu skall jag väcke jer jävlar,« sagde Thomas Öberg. Så det gjorde han. Klædt helt i hvidt med maske, lange handsker og perlekæde rystede Öberg et smykkebesat scepter til koncertens første nummer, den listige, instrumentale kendingsmelodi “bob hunds 115:e Dröm”. Herefter begyndte festen, og mens bandet spillede sig igennem alle de gode gamle energiudbrud som “Nu är det väl revolution på gång”, “Skall du hänga med? Nä!!” og “Allt på ett kort”, beviste Öberg og bandet, at der er præcis lige så meget sjov, melodi og guitardrøn i hunden, som der altid har været. Det var en stor fornøjelse at se og høre. Thomas Öbergs charme, vanvid og publikumstække var i top, og han kravlede vanen tro rundt på højtalerne, vrikkede med numsen og viklede sig selv ind i både perlekæde og mikrofonledning. Allerede under andet nummer smadrede han den hvide havestol, han havde stået på, og hentede derpå en ny som talerstol til sine skånske prædikener. Öberg er muligvis den bedste entertainer, vi har i skandinavisk rock. Imens udsendte guitaristerne, Johnny Essing og Conny Nimmersjö, velspillede melodier og garagerockhvin, der mindede om, at bob hund ikke kun er nogle sjove fætre, men også står bag virkelig gode numre. Det blev til en smule nyt, og “Fantastisk” og “Tinnitus i hjärtat” lyder lovende. Som ekstranummer spillede hunden en farvelsang med ordene »Jag älsker dig / Men du har glömt mig / Roskilde! / Goodbye!« Således genopstod bob hund som en fugl føniks af asken – eller med bob hunds egne ord: Reinkarnerad exakt som förut for øjnene af os på Orange Scene. Ingen tvivl om, at de var glade for at være tilbage. Forhåbentlig laver bandet ikke noget forsvindingsnummer igen, men fortsætter med at sprede glæde mange år endnu. (CG) Fuck Buttons, 06.07.08, 20.30, Astoria Astoria-scenen blev i løbet af festivalen lidt af et smertensbarn for arrangørerne, fordi det lukkede telt tiltrak for mange tilhørere. Den problematik gentog sig på ingen måde ved årets sidste Astoria-koncert, hvor den engelske duo Fuck Buttons end ikke fik fyldt teltet halvt op. Det var ikke specielt underligt, når man tænker på, at de var oppe imod navne som bob hund og Bonnie ‘Prince’ Billy – men det var ikke desto mindre en skam. Andrew Hung og Benjamin Powers intenst pulserende drone-noise var nemlig en fin genvej til at få hoved og krop blæst igennem, så man endegyldigt var parat til at tage hjem. I hovedtræk var koncerten en genopførelse af duoens strålende debutalbum, Street Horrrsing. Eller måske rettere en genskabelse. I hvert fald stod Hung og Power på hver sin side af et bord fyldt med udstyr og en legetøjsradio og søgte på skift at få øjenkontakt med hinanden for at få grønt lys til at sende musikken i en ny retning. Denne interaktion på scenen var med til at sikre fornemmelsen af at få en liveoplevelse, ligesom Hungs manisk spjættende stammedans i udkanten af scenen under “Ribs Out” understregede, at vildskaben ikke kun var i højtalerne. Hele vejen gennem koncerten udnyttede duoen dygtigt den dynamik, der opstod i sammenstødene mellem hvæsende støjflader og melodiske lag. Tilføjelsen af skævt opklippede, kantede rytmeforløb gav numrene visse tribal-anstrøg og gik lige i kroppen. I anden halvdel af koncerten lænede duoen sig betydeligt mere op af anderledes monotont dunkende 4/4-beats, og det gjorde musikken noget mere ordinær. Samtidig blev den ellers glimrende lyd noget mere mudret hen mod slutningen, så de kværnende støjmure kvalte både de elektroniske beats og Powers lejlighedsvise trommespil. Måske var det festivaltrætheden, der gjorde udslaget, men det var, som om Fuck Buttons ikke helt kunne holde dampen i en hel time. Men så længe de kunne, buldrede de på fremragende vis et ubestemmeligt sted mellem Mogwai-massive støjflader og Oneidas vedholdende kraut-repetitioner. (MA) Jay Reatard, 06.07.08, 21.00, Pavilion »Hvad? Har det regnet?«. Årets eneste regnskylle ramte festivalpladsen midt under koncerten med den unge, amerikanske punkrocker Jay Reatard. Det opdagede de fleste, som havde fundet plads under teltdugen til Pavilion-scenens afslutningskoncert, sikkert først, da de forlod teltet, trådte i en vandpyt og fik våde sko. Indenfor i tørvejret blev de fremmødte i stedet for regndråber bombarderet af en rendyrket energisk rockudladning af dirrende nerve og intensitet, som direkte indbød til hoppen op og ned og frem og tilbage. Jay Reatard stod gennem stort set hele koncerten bøjet forover sin guitar med sit lange, krøllede garn viftende ned foran ansigtet. Bassisten Stephen Pope med det store bobbede hår havde nærmest kun bevægelse i overkroppen og stod plantet inden for den samme kvadratmeter. Der blev ikke leflet for publikum. Jay Reatard lod i stedet musikken tale, og den talte til enhver med et hjerte, der banker for beskidt, kompromisløs rockmusik. Den ene sang efter den anden blev fyret af i et hæsblæsende tempo. Mere end en snes sange i løbet af de små tre kvarter, koncerten varede, blev det til. Det var lige i overkanten. Jay Reatard kunne sikkert skyde løs med powerpoppede punksange, indtil han dejser om af træthed. Men grænsen, for hvad man som tilhører kan kapere, er på cirka en halv time. Desuden er det heller ikke alle sange, der er så veldrejet og gennemsyrede af en smittende melodiøsitet som f.eks. “It’s So Easy”, “Oh, It’s Such a Shame” og “My Shadow”. Hist og her havde trioen et par anonyme skud i bøssen, som gjorde en ellers evigt energisk koncert en kende ensformig i længden. Men den første halve time var nu fremragende. (LDL)

Anbefalet

EP’er

All killer, no filler. Det er titlen på et Sum 41-album, der næppe lever op til titlen. Men det er også det dogme, vi har kastet hen over denne måneds Undertoner anbefaler: Vi serverer ni ep'er uden noget overflødigt fyld.

Plader

Sci-Fi Skane: Känslan av att jorden krymper växer

Thomas Öberg og Jonas Jonasson fra bob hund mødtes for ca. 25 år siden på grund af Kraftwerk. Lige siden har de haft lyst til at lave en Kraftwerk-agtig synth-plade. Først nu har de realiseret drengedrømmen med projektet Sci-Fi Skane, der for det meste er en fornøjelig lytteroplevelse.