Tag - britisk

Tre udgivelser inde i bandkarrieren er Django Django søgt mod mere velkendte og afslappende rammer. Det har dog ikke afholdt dem fra at prøve nye formularer og konstellationer af, og hvem ved; måske begynder de en dag rent faktisk at spille musik sammen i studiet. Jeg tog en snak med dem forud for deres tredje koncert på dansk grund.

»Sold out, but never sell outs.« De nottinghamske samfundskritikere i Sleaford Mods fyldte og begejstrede Den Grå Hal. Havde man forventet mere end en stort set 1:1-leverance af englændernes bagkatalog, måtte man dog nok gå skuffet hjem.

Hvad britiske Toy torsdag aften manglede af publikumsnærvær blev på alle måder gjort op for med en fejlfri og usandsynlig tight fremførelse af de respektive numre, der først og fremmest vidnede om stort musikalsk fokus. Havde man håbet på mere lir, måtte man nok gå skuffet hjem.

De fire unge briter i Pulled Apart by Horses er blevet mere modne siden sidst, hvilket har resulteret i et lige så modent og gennemført album, der desværre mangler noget af den trang til at udfordre, som debuten besad.

Her er lidt af en genistreg fra Erland & the Carnival. Et bevis på, hvor langt man kan nå, når man lader sangskrivningen tale og blot bidrager med det nødvendige.

Det kunne være så rart, hvis Brett Anderson fra hedengangne Suede lavede et fantastisk album. Men på hans tredje soloalbum fortsætter han den afdæmpede stil, og selvom det er sympatisk, gør Slow Attack desværre ikke indtryk.

Så er der mere guf fra indiepop-rock-punk-reggae-hiphopperen Jamie T, der med sit andet album fortsætter stilen fra debuten Panic Prevention. Dog appellerer han denne gang lidt bredere og fremstår lidt mere målrettet.

Pete Doherty hedder nu Peter Doherty og debuterer som solokunstner i eget navn med en plade, der samler både tråde og sange op fra tidligere plader, men som desværre også har noget uforløst skitsepræget over sig. På trods af en lille håndfuld gode sange er dette Dohertys første uinteressante udspil til dato.

Los Campesinos! er den kværulerende ungdom af i dag. De synger i falset og spiller meget hurtigere på deres instrumenter, end ældre mennesker kan sætte sig ned i bussen. Man taber næsten pusten i den vittige pessimisme, som gemmer sig bag deres skyndsomme indiepop. Når de er bedst, flegner jeg på åben gade. En oplagt kandidat til denne vinters bedste danserock.

Engelske Pete Greenwood debuterer i en noget overbefolket genre, og han har mildest talt ikke, hvad der skal til for at skille sig ud fra sine konkurrenter i americana/folkrevival-feltet. Faktisk er Sirens noget af det mest ligegyldige, der er kommet ud af genren meget længe.

Popvidenskabsmænd giver avancerede lektioner på denne opvisning af en plade. Man kan ikke andet end begejstres over håndværket, men hjertet hverken krympes eller oppustes – vreden og glæden forbliver uvækkede størrelser. Her er hverken føde for manien eller depressionen.

Plader

The Verve: Forth

"Kiss and make up". Det må være overskriften på det gendannede band The Verves fjerde udspil, der via sin enkle titel varsler et eller andet. Hvad det så end er, må stå i det uvisse, for selv om bandet ser fremad, så lyder The Verve umiskendeligt, som de altid har gjort, og det er både skidt og kanel.

Georgie James’ debutplade er spækket med engelsk-inspirerede popsange. Nogle er rigtig gode, nogle er bare kedelige. Fælles for dem alle er dog, at de er lyse og let tilgængelige, hvilket gør denne udgivelse til et godt våben i kampen mod den forestående vinterdepression.

Mere end 100 forskellige medlemmer har været inde og ude af The Fall i løbet af bandets 30-årige historie. Næsten lige så forvirrende kan bandets bagkatalog være, så her er en begynder-guide til de mange, mange The Fall-udgivelser.

Den syngende asparges, Jarvis Cocker, ligner sig selv fra Pulp-dagene. Med sit første soloalbum har han ikke bevæget sig mange mil væk fra det gamle orkester. Det behøver han heller ikke, for hans professionelle popsange og skarpe poesi beviser, at Jarvis Cocker såvel i Pulp som solo er et både interessant og behageligt bekendtskab.

Den tidligere Hefner-forsanger synger stadig om de livsændrende hverdagssituationer på sin første soloplade, men formidler dem denne gang helt anderledes. Det er lige ved at være en god nyfortolkning, men filmen knækker alligevel til sidst.