Tag - britrock

Plader

Peter Doherty: Grace/Wastelands

Pete Doherty hedder nu Peter Doherty og debuterer som solokunstner i eget navn med en plade, der samler både tråde og sange op fra tidligere plader, men som desværre også har noget uforløst skitsepræget over sig. På trods af en lille håndfuld gode sange er dette Dohertys første uinteressante udspil til dato.

Plader

The Futureheads: This Is Not the World

På sit længe ventede tredje album forsøger det britiske band The Futureheads sig igen med hurtig og let tilgængelig guitar-punkrock med meget tydelige inspirationskilder hentet i fortiden, men desværre gør de det endnu en gang uden det store held.

Plader

Harrisons: No Fighting in the War Room

Sheffields nye rockbisser hedder Harrisons, og de lyder netop som, hvad de er: et Sheffield-band. Deres stil minder om bysbørnene Arctic Monkeys med sange om arbejderhverdag og for meget alkohol. Debuten byder på dansabel britrock og også mere afdæmpede numre. Men noget særligt bliver den aldrig.

Plader

Arctic Monkeys: Favourite Worst Nightmare

Hvad mon de nu har fundet på? Dette var formentlig spørgsmålet hos de fleste med interesse i populær britisk rockmusik, da Arctic Monkeys annoncerede opfølgeren til deres sensationelle debut. Svaret er, at de vist har fundet sig selv på en toer, hvor de med held videreudvikler deres velkendte formel.

Plader

Caufield: I Love the Future!

Danske Caufield kan vist ikke bestemme sig for, om deres musikalske udtryk skal være en dyster eller en dansabel opdatering af 80'ernes britrock. Debuten I Love the Future! er derfor endt som en ordinær og halvkedelig mellemting, der hverken går i hoved eller krop.

Plader

Brakes: The Beatific Visions

Den første Brakes-plade var noget møg. Den anden er ikke rigtig bedre. Kvartetten vælter rundt mellem et utal af udtryk, og det er mere end svært at blive klog på, hvad vi egentlig skal med mere musik fra den kant.

Plader

The Cooper Temple Clause: Make This Your Own

The Cooper Temple Clause står på deres tredje album i et vadested. Det virker, som om de ikke rigtig ved, hvor de skal bevæge sig hen, og derfor svinger pladen ekstremt meget stil- og kvalitetsmæssigt. Den fungerer klart bedst, når det er den dystre elektrorock, gruppen kaster sig over.

Plader

The Charlatans: Simpatico

The Charlatans hører efter mere end 15 år til blandt veteranerne på britrock-scenen. Deres seneste udspil, Simpatico, er nok lidt for svingende i kvalitet, men Charlatans er stadig i sine bedste øjeblikke leveringsdygtige i sublime og intense rocksange.

Plader

The Tears: Here Come the Tears

Selv om Brett Anderson og Bernard Butler ved deres genforening har skiftet navn, lyder musikken mest som en naturlig fortsættelse af den velkendte Suede-stil. En samling fine, storladne sange, men der er langt op til tidligere tiders patosfyldte storhed.

Plader

Latitude Blue/Fell City Girl: Split EP

En splitudgivelse med to nye engelske grupper, der viser to sider af indierocken – den hårdtpumpede og den mere komplekse. Det må dog også konstateres, at begge grupper lyder mere af fortid end af fremtid, da ingen af dem har noget vanvittigt spændende at byde på.