Tag - cabaret

Ok, jeg er udmærket klar over, at Undertoners læsere nok ikke er længst fremme i skoen, når det kommer til at dyrke de nyeste udviklinger indenfor moderne kompositionsmusik. Jeg ved, at jeg i hvert fald selv mangler at bladre igennem nogle nodeark. Men hvis aftenen byder på fortolkninger af alt fra Led Zeppelin til Aphex Twin, så kan det måske alligevel lokke. Det er i hvert fald hvad Messerkvarteten tilbyder nysgerrige lyttere i morgen aften, fredag den 3. september, i Warehouse 9 i Kødbyen. Efterfølgende optræder duoen Othon & Tomasini, der bl.a. har arbejdet sammen med David Tibet (Current 93) og Marc Almond (Soft Cell). De præsenterer en eksperimenterende blanding af klassisk, opera, cabaret og pop. Især Tomasini skulle efter sigende være en oplevelse, da han kan spænde over fire oktaver. Og hvis man ikke kan fredag, så spiller de også lørdag med opvarmning af Martin Hall, der lader sin stemme oplæse nogle ord, han med stor sandsynlighed selv har skrevet. Efter arrangementet kan man få et mindre buzz i champagne-loungen. Det er Bragagild, Warehouse9 og The Dragonfly Society, der står bag galskaben.

Vi har tidligere her på Undertoner kunnet fortælle, at et af nullernes mest centrale bands, Antony & The Johnsons, med deres særegne sanger Antony Hegarty i front, udgiver deres fjerde album, Swanlights, den 5. oktober. Men den 30. august udsender gruppen som en forsmag på Swanlights ep’en Thank You for Your Love, hvor de bl.a. fortolker John Lennons evergreen “Imagine” samt det mere ukendte Dylan-nummer “Pressing On”. Ep’en kommer desuden til at indeholde titelnummeret på det kommende album, som du for øvrigt kan downloade kvit og frit fra bandets hjemmeside. Nedenfor ses tracklisten. Thank You for Your Love: 01 Thank You for Your Love 02 You Are the Treasure 03 My Lord My Love 04 Pressing On 05 Imagine

Sidste årtis måske mest inderlige og rørende musik kom i mange henseender fra Antony & The Johnsons med engelskfødte Antony Hegarty i forgrunden. Deres andet album, I Am a Bird Now, fra 2005 med sine nøgne og selvransagende sange om Hegartys indre dæmoner og hans hårde, personlige kamp for seksuel accept, var et af de sidste fem års stærkeste albums uanset genre. Sidste år kom så den længe ventede albumopfølger, The Crying Light, og allerede til oktober kommer gruppens fjerde album, der har fået titlen Swan Lights. Albummet bliver udgivet den 5. oktober i en standardversion og i en limited edition, akkompagneret af en 144 sider lang booklet indeholdende malerier, collager, fotografier og digte af Antony Hegarty. Man kan kun håbe på, at bandet lægger turen forbi Danmark i forbindelse med en, forhåbentlig, forestående turné.

Hvis man er klar på en usædvanlig koncertoplevelse, så bør man tage ind at se Baby Dee, når hun spiller den 27. marts i Warehouse9 og dagen efter i Literaturhaus. Hun har tidligere spillet harpe for Antony & the Johnsons og spiller selv en musik i retning af kammerpop og cabaret med hendes eget personlige twist. Hun har desuden også spillet for folk som Current 93, Marc Almond og Bonnie ‘Prince’ Billy, så det er en velrespekteret dame, der besøger Danmark snart. Hvilket hun i øvrigt har gjort før, og det faktum, at man ikke længere kan reservere billet til arrangementet i Warehouse9, tyder jo på, at hun virkelig er en live-oplevelse værd. Der vil dog være et begrænset antal billetter til salg i døren fra kl. 20 og frem ifølge arrangøren Bragagild, der laver koncerterne i samarbejde med The Dragonfly Society, Warehouse9 og Literaturhaus. Derfor er det nok en god idé at købe billet til Literaturhaus-koncerten nu, hvis man vil opleve en intim aften med en ekstraordinær performer.

Martha Wainwright har siden barndommen været vild med den franske spurv Edith Piaf og hylder hende nu på et livealbum. Den originale diva synger langt smukkere end den canadiske. Men der er dømt savoir vivre med drama og følelse!

Måske hvis jeg sætter mig lidt bedre til rette? Måske hvis jeg drikker en øl, mens jeg lytter? Måske er det noget helt andet, der irriterer mig? Nej, det er det ikke. Det er lige præcis Lord Cut-Glass, der irriterer mig.

Slapp Happy var et usædvanligt popband, der elskede at flirte med det avantgardistiske, især i mødet med bands som Faust og Henry Cow. Her er en guide til at finde rundt i de forskellige konstellationer.

Den excentriske canadier Hawksley Workman er stadig en håbløs romantiker, men udtrykket er mere alvorligt, end det plejer, på hans karrieres mest afdæmpede udgivelse.

Two in one-udgivelser er ofte en kommerciel fidus af den klamme slags, og Richard Swifts sampak lider da også lidt af samme sygdom. Men selve indholdet fortjener bedre omtale, for der er mange gode øjeblikke blandt de 17 numre, der svæver et sted mellem folk og cabaretpop.

Hold da op, hvor er det gennemført. Sjældent har man kunnet lægge øre og øjne til en udgivelse, der både er kompleks og underlig, men samtidig også fremragende og storslående. Hopper man på toget, er det en 1. klasses oplevelse!

Rufus Wainwrights tredje album er bestemt på højde med forgængeren, men stadig ikke så godt, som det burde have været.

boeger