Tag - Caribou

NorthSide Festival 2016 står for døren. Tredagesfestivalen løber fra den 17.-19. juni, og Undertoner står selvfølgelig klar til at guide dig til den bedst mulige festivaloplevelse i det aarhusianske.

Plader

Caribou: Our Love

Med Our Love lægger Caribou sig i slipstrømmen på det fire år gamle gennembrudsalbum Swim, og det generelle lydmæssige udtryk er således i endnu højere grad elektronisk. Desværre synes de nye virkemidler at generere produktioner, der er en kende for kontrollerede.

Den århusianske musikfestival Pop Revo har netop meddelt, at de amerikansk/japanske artrockers og anmelderdarlings Deerhoof spiller til festivalen. Ud over Deerhoof får festivalen, som sidste år bød på en fantastisk koncert med Caribou, blandt andre også besøg af Owen Pallet og danske Thulebasen. Deerhoof, med den karismatiske, japanskfødte forsangerinde Satomi Matsuzaki i front, udgiver 24. januar albummet Deerhoof vs. Evil, som vi inden for en overskuelig fremtid selvfølgelig anmelder her på siden. Pop Revo løber af stablen den 29.-30. april på Voxhall, og du kan læse meget mere om festivalen og de optrædende her!

Aldrig har Pop Revo appelleret så bredt. Aldrig har der været så mange mennesker. Aldrig har så mange danset så meget til en Pop Revo-koncert som under Caribous fabelagtige fredagsshow. Læs anmeldelser af festivalens otte koncerter.

Plader

Caribou: Swim

Dan Snaith har vendt ryggen til den 60'er-inspirerede psychpop og krautrocken. I stedet serverer han en pumpende portion psykedelisk electrohouse. Det fungerer godt, men noget højdepunkt i karrieren er det ikke.

Som vi tidligere har kunnet rapportere, udsender Dan Snaith – alias Caribou – sit femte fuldlængdealbum, Swim, 19. april. Tålmodighed er en dyd, har vi hørt, men hvis du ikke kan vente små to uger endnu – eller for den sags skyld helt til fredag d. 30. april, hvor Caribou spiller på Pop Revo i Århus – kan du få spændingen udløst med det samme. Snaith har nemlig lagt hele molevitten ud til gratis streaming. Småpsykedelisk dansemusik til folket – voilà: Swim by Caribouband

Lige da d. 9. december var blevet til d. 10., ringede min telefon. Jeg lå på et vandrerhjem i den gode belgiske by Mons og havde alt andet end lyst til at tale i telefon, så jeg afviste straks opkaldet. Omgående fik jeg en sms fra samme nummer. Indholdet begrænsede sig til følgende: “Caribou!” Anledningen var, at Caribou (alias Dan Snaith) netop havde afsluttet sin koncert på Loppen. Og hvad er så grunden til at fortælle den historie? Tjo, nu er det såmænd på sin plads på ny at levere udråbet på ny: “Caribou!” Sagen er nemlig dén, at Dan Snaith i selskab med en række gæstemusikere – herunder en freejazz-kvartet og Luke Lalonde fra Born Ruffians – har lavet en ny Caribou-plade. Den hedder Swim, og vi kan alle sammen springe i den psykedeliske balje 19. april, hvor albummet udkommer. Til Pitchfork.com forklarer Snaith, at hans mål med Swim har været at lave “dansemusik, der lyder, som om det er lavet af vand – snarere end af metalliske ting, som den meste dansemusik lyder af.” Hvis du synes, det lyder en smule kryptisk, og/eller gerne selv vil lægge ører til vandig dansemusik, så kig forbi Caribous website, hvor åbningsnummeret “Odessa” kan hentes. Hele tracklisten ser i øvrigt således ud: 1. Odessa 2. Sun 3. Kaili 4. Found Out 5. Bowls 6. Leave House 7. Hannibal 8. Lalibela 9. Jamelia

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Det var lidt overraskende, at Loppen denne søndag kun var halvfyldt. Caribous seneste album, Andorra, har stort set overalt fået rosende ord med på vejen, og hans psykedeliske rock fungerede også ganske godt live denne aften.

Plader

Caribou: Andorra

Med sit fjerde album forfiner Dan Snaith sin i forvejen glimrende blanding af psychpop og krautrytmik, og med tilføjelsen af flere vokaler end tidligere bliver resultatet absolut blændende. En af de stærkeste og mest medrivende udgivelser i 2007.

Samfundsudviklingen og ikke mindst dens hastighed forandrer konstant vaner og traditioner. Men der er bare nogle ting, der ikke kan pilles ved – eksempelvis mediernes juletraditioner: Enhver sportsredaktion med respekt for sig selv kårer årets største sportspræstationer. Enhver tv-station med respekt for sig selv opsummerer mellem jul og nytår, hvad den royale familie fik tiden til at gå med, mens apanagen rullede ind på kontoen. Ethvert musikmagasin med respekt for sig selv udnævner årets bedste plader. Eller gør det? For er det egentlig respektfuldt eller -løst at rangordne plader og sige, at plade A lige præcis var to pladser bedre end plade B? Hvordan kan man overhovedet holde en garagerock- og en ambient-plade op imod hinanden og udråbe én af dem som vinder? Nogen vil måske spørge, om det ikke netop er dét, Undertoner gør hver eneste dag ved at sætte karakterer på de plader, vi anmelder – altså at gøre noget så udefinérbart og ikke-målbart som musik til genstand for en opmåling. Til den anke er der kun at svare: ja. Men i de daglige anmeldelser er det den enkelte plade, der bliver bedømt. Måske sammenligner anmelderen den med andre plader inden for samme stilart, men hun holder sig fra at lægge freak-folk i den ene vægtskål og old school-hiphop i den anden. De enkelte karaktergivninger forholder sig altså aldrig til hele den øvrige produktion af plader i løbet af året, men til albummets kvalitet i sig selv. Kunne man så ikke lave listen over årets bedste plader på andre måder? Helt sikkert. Vi kunne for eksempel lade være med at nummerere pladerne med tallene 1 til 20 og bare lade dem stå i alfabetisk rækkefølge. Vi kunne også droppe at lade hver enkelt anmelder komme med en årsliste for i stedet at lave en liste over de plader, der fik høje karakterer i løbet af året. Men her ville vi løbe ind i det “problem”, at nogle plader faktisk viser sig at falme, når der er gået et halvt år, og måske ikke længere helt fortjener den karakter, de fik. Samtidig vil den model fjerne muligheden for, at Undertoners redaktion kan udtale sig som et fællesskab. Uanset indvendingerne har vi valgt at lave traditionelle årslister med alle disses styrker og svagheder. Og igen i år er en række plader blevet forment adgang til listen på trods af førstepladser hos en af skribenterne: Oneida: The Wedding, Jaga Jazzist: What We Must og Tunng: Mother’s Daughter and Other Songs. Se kommentarer til nogle af de plader, vi ikke nåede at anmelde i 2005, i vores opsamlingsheat. Vinderen af den danske liste var særdeles suveræn, mens den udenlandske liste blev meget tæt. De 22 skribenter, der stemte på udenlandske plader, valgte intet mindre end 110 forskellige udgivelser, og det gjorde resultatet temmelig uforudsigeligt. Eller gjorde det? Det må vi nok hellere lade være op til læserne. Her er de i hvert fald: 10 danske og 20 udenlandske plader som Undertoners redaktion i fællesskab har vurderet som årets bedste udgivelser. De danske 10 Lack: Be There Pulse 9 Spleen United: Godspeed into the Mainstream 8 Olesen Olesen: Solsort og forstærker 7 Manual: Azure Vista 6 The Raveonettes: Pretty in Black 5 Jens Unmack: Vejen hjem fra rock’n’roll 4 I Am Bones: Wrong Numbers Are Never Busy 3 Figurines: Skeleton 2 Diefenbach: Set & Drift 1 Mew: And the Glass Handed Kites De udenlandske 20 Depeche Mode: Playing the Angel 19 Earth: Hex or Printing in the Infernal Method 18 Kaiser Chiefs: Employment 17 Boards of Canada: The Campfire Headcase 16 The Mountain Goats: The Sunset Tree 15 Clap Your Hands Say Yeah: s.t. 14 New Pornographers: Twin Cinema 13 Caribou: The Milk of Human Kindness 12 Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn 11 Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary 10 Rufus Wainwright: Want Two 9 Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better 8 Devendra Banhart: Cripple Crow 7 Broadcast: Tender Buttons 6 (Smog): A River Ain’t Too Much to Love 5 Okkervil River: Black Sheep Boy 4 Animal Collective: Feels 3 Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now 2 Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning 1 Sufjan Stevens: Illinois

Elektropsychkrautfolkeren Dan Snaith har måttet skifte navn for at undgå at få en retssag på nakken, men det har ikke slået ham ud. Tværtimod har han med en rodebutik af en plade lavet en af årets hidtil største musikalske oplevelser.

Sikke en debut. Med én fod i Boards of Canadas karbad og den anden i zonen mellem jazz og post-rock manøvrerer Dan Snaith lytteren ind i en hyggelig udkant af IDM-land.