Chapter har med Three forsøgt at lave et helstøbt, melankolsk folkrock-album, der tager fat på livets mere alvorlige sider. Resultatet er et selvhøjtideligt og til tider næsten irriterende dybfølt album, der føles kunstigt og uvedkommende.

The Low Anthem er mestre i at skabe en stemningsfuld melankoli og ikke slippe taget i den. Havde de bare givet los og ladet fredag være fredag et par gange, ville også de stille passager nu have været en del mere virkningsfulde.

Jens Blendstrup sidder på et indelukket kollegieværelse og lytter til Holmes’ næsten for rigtige, småpoppede alt. country.

Karen Elson – supermodel og gift med Jack White – debuterer med et udspil, der låner fra bl.a. americana, folk og country. The Ghost Who Walks vil og kan rigtig meget, men bliver aldrig et helstøbt album.

Woods rammer ned midt i en lo-fi-tidsånd af båndeffekter og knasende guitarer. De er konstant på jagt efter skønheden, men alligevel lyder det mest af alt håbløst umoderne. At Echo Lake vil i al sin naive enkelhed også vil være relevant om 10 år.

Med udgangspunkt i sit nyeste album præsenterede Bonnie ‘Prince’ Billy et velfungerende og fængende sæt, selvom man nok kunne have ønsket sig lidt mere intensitet fra gemmerne.

Efter den enormt skuffende Man Descending forsøger den tidligere så mageløse Justin Rutledge at tilbageerobre sin musikalske relevans. Det sker med The Early Widows, der desværre formår at tage alt det værste fra forgængeren og forværre det yderligere.

Devonté Hynes er som en uendelig kilde af kreativitet, der smukt bevæger sig ned over et bjerg. Anden udgivelse under dæknavnet Lightspeed Champion er en indieopera med højt til loftet og et væld af musikalske virkemidler.

Lige til det sidste var den sortklædte country-legende aktiv. Hans sidste udspil lyder som en mand, der står på kanten af graven med et smil på læben.

Med Adelaide and Hell’s Bridegroom byder Marie Dahl på smukke, velskrevne tekster. Desværre bliver musikken dog noget ensformigt i det lange løb.

Svensk country/folk, som vi kender den. Man kan ikke undgå at forestille sig et band bestående af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorte og hat. Og det er bare godt.

Esther Maria & The Song Horse er klar med deres debut-ep, My Black Heart, og den skuffer bestemt ikke. Esther Maria synger som en engel, og sammen med det dygtige musikalske akkompagnement skaber hun med disse fem numre en næsten fuldendt musikoplevelse.

Emily Loizeau spiller på alle tangenter, når hun blander country, folk, verdensmusik og opera med store doser af hæs fransk charme. Tag med ud i et ‘pays savage’, hvor det ikke er vilde dyr, der er temaet, men derimod en alsidig tour de force i musikalsk kreativitet.

Tre timer kan gå på et øjeblik, når man er i godt selskab. Det måtte jeg sande efter en overrumplende koncert med Monsters of Folk, der ikke blot bød på velspillet rock, men også på nye, interessante syn på bagmændenes egne produktioner.

Nye Rødder byder på koncertoplevelser med musik, der har rødder i country, blues, americana og alternativ folk, og jeg tog denne fredag muligheden for at opleve det småhypede indiefolkband The Rumour Said Fire og Múm-alfen Ólöf Arnalds.

To danske tvillingesøstre med rødblondt hår (deraf bandnavnet) har udgivet et debutalbum, hvis ukomplicerede poprock på countrymåden er kedeligt og ensformigt og derfor ikke fænger.

Kris Kristoffersons nye album Closer to the Bone byder på country i den eftertænksomme ende af skalaen; i længden bliver det dog for sentimentalt.

Digter, billedkunstner, fotograf og nu også musiker. Claus Handberg har mange jern i ilden, men måske der skulle fyres lidt mere op under det musikalske, hvis det virkelig skulle brænde igennem.

Worth killing for? Måske ikke, men det er solide, varme, countryinspirerede popsange, der flyder fra The Minus 5-forsanger Scott McCaughey.

Fire af den amerikanske indierocks veteraner debuterer med et country-inspireret album, der spinder nye, interessante arrangementer med tråde fra deres musikalske fortid. Det er en overvejende positiv oplevelse.

Country og lonerfolk er måske ikke verdens mest oplagte kombination, men Rabalder Records lader alligevel disse genrer mødes på en split-syvtommer med The Village Idiot og Darklands. Selvom man ikke falder ned af stolen af begejstring, er den alligevel et lyt værd.

Det er ikke sjovt at være fra Helsingør. Det beviser The Village Idiot, der synger sange om de mørke sider af livet. Selvom ørkenen befinder sig i USA, stammer følelsen af tomhed og ensomhed på Prima Materia direkte fra Kronborg og omegn.

Woodstock er et paradoks, for kunstnerne var for fleres vedkommende døde kun fem år senere. De levede for musikken – og døde med den. På Woodstock dopede de sig ud over deres normale evner. Derfor er Woodstock et øjebliksbillede. En fastfrysning af folk på toppen.

Amerikanske Blitzen Trapper giver en fornem fremvisning i moderne folkrock.

Kasper Kaae er manden bag Cody. Med et godt afsæt i alternativ country imponerede han tidligere på året det danske anmelderkorps. Undertoner fik sig en snak med Kaae om inspirationskilder, anerkendelse og forhåbninger.