Lige til det sidste var den sortklædte country-legende aktiv. Hans sidste udspil lyder som en mand, der står på kanten af graven med et smil på læben.

Med Adelaide and Hell’s Bridegroom byder Marie Dahl på smukke, velskrevne tekster. Desværre bliver musikken dog noget ensformigt i det lange løb.

Svensk country/folk, som vi kender den. Man kan ikke undgå at forestille sig et band bestående af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorte og hat. Og det er bare godt.

Esther Maria & The Song Horse er klar med deres debut-ep, My Black Heart, og den skuffer bestemt ikke. Esther Maria synger som en engel, og sammen med det dygtige musikalske akkompagnement skaber hun med disse fem numre en næsten fuldendt musikoplevelse.

Emily Loizeau spiller på alle tangenter, når hun blander country, folk, verdensmusik og opera med store doser af hæs fransk charme. Tag med ud i et ‘pays savage’, hvor det ikke er vilde dyr, der er temaet, men derimod en alsidig tour de force i musikalsk kreativitet.

Tre timer kan gå på et øjeblik, når man er i godt selskab. Det måtte jeg sande efter en overrumplende koncert med Monsters of Folk, der ikke blot bød på velspillet rock, men også på nye, interessante syn på bagmændenes egne produktioner.

Nye Rødder byder på koncertoplevelser med musik, der har sine rødder i genrerne country, blues, americana og alternativ folk, og jeg tog denne fredag muligheden for at opleve det småhypede indiefolkband The Rumour Said Fire og Múm-alfen Ólöf Arnalds.

To danske tvillingesøstre med rødblondt hår (deraf bandnavnet) har udgivet et debutalbum, hvis ukomplicerede poprock på countrymåden er kedeligt og ensformigt og derfor ikke fænger.

Kris Kristoffersons nye album Closer to the Bone byder på country i den eftertænksomme ende af skalaen; i længden bliver det dog for sentimentalt.

Digter, billedkunstner, fotograf og nu også musiker. Claus Handberg har mange jern i ilden, men måske der skulle fyres lidt mere op under det musikalske, hvis det virkelig skulle brænde igennem.

Worth killing for? Måske ikke, men det er solide, varme, countryinspirerede popsange, der flyder fra The Minus 5-forsanger Scott McCaughey.

Fire af den amerikanske indierocks veteraner debuterer med et country-inspireret album, der spinder nye, interessante arrangementer med tråde fra deres musikalske fortid. Det er en overvejende positiv oplevelse.

Country og lonerfolk er måske ikke verdens mest oplagte kombination, men Rabalder Records lader alligevel disse genrer mødes på en split-syvtommer med The Village Idiot og Darklands. Selvom man ikke falder ned af stolen af begejstring, er den alligevel et lyt værd.

Det er ikke sjovt at være fra Helsingør. Det beviser The Village Idiot, der synger sange om de mørke sider af livet. Selvom ørkenen befinder sig i USA, stammer følelsen af tomhed og ensomhed på Prima Materia direkte fra Kronborg og omegn.

Woodstock er et paradoks, for kunstnerne var for fleres vedkommende døde kun fem år senere. De levede for musikken – og døde med den. På Woodstock dopede de sig ud over deres normale evner. Derfor er Woodstock et øjebliksbillede. En fastfrysning af folk på toppen.

Amerikanske Blitzen Trapper giver en fornem fremvisning i moderne folkrock.

Kasper Kaae er manden bag Cody. Med et godt afsæt i alternativ country imponerede han tidligere på året det danske anmelderkorps. Undertoner fik sig en snak med Kaae om inspirationskilder, anerkendelse og forhåbninger.

Ikke meget har ændret sig på dette syvende studiealbum. Rancid fortsætter i samme tempo og med samme kritiske tilgang til bl.a. kultur, politik og religion. Hvis man er til rockede toner, punk-attitude og angreb på Guds eget land, vil dette album falde i god jord.

Tomandsorkestret Sinner/Sunrider har puslet i hjemmestudiet. Resultatet er albummet Stagger Stagger – et bud på, hvordan country-inspireret folkrock i Danmark anno 2009 kan lyde.

Oh My God, Charlie Darwin er dejlig. Den folder americanaens vinger ud, og der er plads til alle sider af den sag: country, folk og trampen i et bargulv. Og på trods af tydelige forbilleder er det en stærk og personlig samling, der træder frem.

Mandag begejstrede Cody mest, Men Among Animals var både underholdende og enerverende, mens The Telstar Sound Drone savnede modhagere.

The Liberty Balance er en affære, hvor melankoli, kontemplative stunder og burlesque light går hånd i hånd, men spillemandsmusikken så jeg helst var blevet i træhytten, og fokus burde i stedet udelukkende være på det intime og stemningsmættede vartegn.

Sydstaterne i 50’ernes USA; en gruppe mænd med guitarer, en kvinde med rød læbestift og krøller, alle med cowboystøvler og -hatte, der nikker let i takt til kvindens sang. At country heldigvis kan være meget andet og mere end dette, beviser Lay Low.

Fork in the Road er en række fine kuriositeter, en håndfuld ret gode sange, én rigtig god og måske én af karrierens allerbedste spundet sammen i et komplekst, men klart sammenhængende tekstunivers.

Marie Fiskers debutalbum er stilsikkert, lækkert og indspillet med nogle af dansk rocks rutinerede herrer. Med singer/songwriter- og country-inspirerede numre står hun stærkt som et nyt, yderst interessant navn. Men gid hun dog ville rocke lidt mere!