»En countryinspireret rockplade med en mørk mandevokal? Hvad nyt er der i det,« spørger du. Svaret er: »Intet.« Man kan ikke rigtig sige noget om denne plade, som ikke er sagt 100 gange før, men ikke desto mindre er det en rigtig god plade. Det ændrer manglende originalitet ikke på.
Rilo Kiley-forkvinden, Jenny Lewis, udgiver sit andet soloalbum. Her går hun den modsatte vej i forhold til Rilo Kileys nye poplyd og lader sin kærlighed til singer/songwriter-genren og sydstatsgenrer som soul og country få frit løb. Det kan høres, at turen tilbage til rødderne har været en fornøjelse.
Når Kim and the Cinders er bedst, spiller de god, country-inspireret rock, som man kender det. Når de er værst, prøver de med gakkede, eurodance-inspirationer. Alt i alt er det en anstændig plade uden de helt store op- eller nedture. Men den figurerer næppe længe i hukommelsen.
På sin fjerde plade levner Simon Gylden både plads til de skæve folk-melodier, der kendetegnede hans plade Go Folk Yourself!, og de elektroniske udskejelser, som prægede hans forrige udspil, The Candy Apple Album. Sidstnævnte udtryk har han på vellykket vis igen opdyrket og udforsket på First Man On Venus.
Don’t quit your day job, Mr. Thornton.
Stille og roligt og lige en lille smule kedeligt.
Lidt skuffende opfølger til sidste års helt store countryrock-album fra litauisk-født amerikansk singer/songwriter.
Min første tanke, da jeg hørte Motor Motel Love Songs, var, at det var hurtigt, at Jayhawks havde fået lavet en opfølger til Rainy Day Music. Det var dog ikke tilfældet, selv om der kan trækkes mange paralleller mellem de to plader både lydmæssigt og stemningsmæssigt.
