Tag - dansk hiphop

Plader

Vigsø: Brud EP

Rapperens anden EP byder på original og ærlig tekstskrivning, der leveres med teknisk omhyggelighed og stort kunstnerisk mod.

Det er genkendelsen og overdrivelsen af hiphoppens mandsdominerede og unuancerede tekstunivers, der gør Xtra Naans album til noget særligt og sjovt. Og selvom trioen er et hobbyprojekt, rummer det tilpas meget musikalsk overskud til, at albummet i dets helhed er lækkert at lytte til.

Det var den danske rapduo med navnet Benal, der havde fået tjansen at vække det halvsløve Roskilde publikum med årets første koncert på Apollo scenen på denne lummervarme søndag eftermiddag. Scenen har fuldendt sin transformation og ligner ikke længere en malplaceret orange kållarve, men er i stedet blevet til en futuristisk rubiks-kube af halvgennemsigtig plast. Det er vidst ikke kun selve scenen, der har haft vokseværk. For det var en tonstung og nærmest håndgribelig bas, der pumpede ud af det massive anlæg klokken tre sharp. Benal er en sammentrækning af navnene Benjamin og Albert, der tilsammen udgør gruppen. Mens Benjamin står i front som rapper, og produceren Albert står bag gruppens mastodont-tunge og dystre lydunivers. Med til lejligheden var også en live-perkussionist, der styrede de elektriske trommer med hård hånd. Lydmæssigt var der således ikke noget at sætte fingre på. Vokalen gik knivskarpt igennem, hvilket ikke altid er tilfældet til Roskildes opvarmningskoncerter. Og det hele startede egentlig meget godt ud. Et hiphop-hungrende publikum var mødt relativt talstærkt op og var klar til at kaste håndtegn og nikke til beatet. Men hyggesludder og sniksnak dræbte hurtigt enhver form for flow i koncerten, da Benjamin imellem hvert nummer insisterede på adressere publikum: »Tina Dickow sidder herude bagved. Der sidder alle mulige herude bagved. Men det er ikke det, som det skal handle om, det skal handle om jer… Hvordan har I det, Roskilde?!« Men problemet var, at det kun delvist endte med at handle om publikum. Hyggesnakken spredte sig hurtigt ned fra scenekanten og ud blandt publikum, der virkede uinteresserede i de snøvlede monologer om kærlighed, optur og backstage-kendisser. Koncerten blev omtrent halvvejs afbrudt, da en mand i jakkesæt blev hevet frem fra baglokalet, og friede til sin kæreste midt i showet. Det udløste forvirrede klapsalver og pift blandt publikum. Vi kom bredt omkring de to ep’er, som Benal hidtil har udgivet, og selve udførelsen af sangene var sådan set fin, om end lettere monoton i længden. Benjamin opererer konstant i ét af to stemmelejer, fladt insisterende eller aggressivt battle-rappende. ”Benalgorytmen” blev serveret i en fin live-version, hvor Benjamin viftede livligt med mikrofonstangen og indbød til fællessamling. Koncertens højdepunkt var dog nummeret ”Hiphop”, der med sit Den Gale Pose-sample var en sand crowdpleaser blandt publikum. Jokeren kom da også på scenen for at fyre et enkelt vers og lidt lir af, inden han dansede tilbage i backstage lokalet. En tidsforvirret Benjamin proklamerede en fire-fem gange, at de nu ville spille det sidste nummer, inden han og de to andre musikere også forlod scenen og gik backstage. Såfremt Benal skal gæste Roskilde igen, så håber jeg, at de er mindre optagede af at fortælle om V.I.P livet bag scenen, og i stedet fokuserer på oplevelsen for dem, der befinder sig foran scenen.

Dialekten, der består af to rutinerede rappere fra Echo Out-kollektivet, leverer på deres albumdebut en omgang boom bap-rap med masser holdninger og stillingstagen til dagens Danmark, og det de kalder ”prestigens tidsalder”.

Bumsestilen fuldender duologien – det samlede resultat er udmærket og viser, at frontmand Thomas T's absolut stærkeste kort stadig er de skarpe, humoristiske battlerim.

Andet album fra Supajan byder på festlig, tempofyldt hiphop. Der er fart over feltet, når rapperen på overbevisende vis rimer sig igennem et album, der både har lyspunkter – og det stikmodsatte.

Gemt under en uinspirerende lydside findes både et ustoppeligt flow og eftertænksomme tekster om det stærkt dominerende emne tid. Mund de Carlo prøver at finde sin plads som intelligent lyriker, men ikke alt på ep'en er lige vellykket.

Happy Army er et forsøg på at få glæden op på beatet i en af landets mindst bemærkelsesværdige storbyer, og det lykkes et godt stykke hen ad vejen. Det er så friskt, som dansk hiphop har været hidtil, men smilene og det konstant positive kan også blive for meget af det gode.