For CV Jørgensen må det være en taknemmelig opgave at give koncert. Hits er der nok af, og selvom man måske kunne have ønsket sig lidt mere rock, var hans Roskilde-koncert naturligvis et af fredagens højdepunkter.
»Her har vi det godt.« Khal Allan fik røgtøjet frem og gav smil på læben.
DJ ChimneySwifts The Odd Movement lider af voldsomme kvalitetsudsving, og selv en fremragende (!) gæsteoptræden redder ikke albummet fra at være både rodet og en smule uinteressant.
Nørlund har en plan. Han skal bruge ét studie, to sangere, to keyboards, et jakkesæt, lidt lyrik, lidt gammelt og lidt nyt.
Et minde fra ungdommen, en legende fra forældrenes tid eller en ukendt, gammel hippie – uanset indgangsvinklen kunne alle gå fra CV Jørgensens koncert med respekt for en af dansk sanglyriks mestre.
Bumsestilens rap imponerer, men giver også eksempler på de sygdomme, der tilsyneladende trives i dansk rap og trækker niveauet ned.
Foreløbigt usignede Farven Fornem spiller dyster elektronisk rock og står på skuldrene af nogle af dansk musiks største succeser inden for de seneste år.
Hvis du søger ny, strømlinet musik til indkøbsturen i dit lokale supermarked, er Beatliv sikkert fremragende. Hvis du derimod har en aversion mod ligegyldige stiløvelser udi selvsmagende pop/rock-klichéer, så hold dig væk!
Konceptet var at spille hele det første soloalbum, Navnløs, og hele det seneste, Tid og sted. Hatten af for idéen. Førstnævnte manglede desværre magien fra albummet, sidstnævnte var bedre, men ekstranumrene var aftenens højdepunkt.
En af Danmarks mest feterede indieveteraner har begået sit til dato bedste album.
En plade – fremført flabet og vredt – med mod og nerve (og rim), der uden mange dikkedarer og på forfriskende og pågående vis besynger livet og kvinder. Det er lige i øjet.
Den danske singer/songwriter Butzback har begået en plade, der besynger og beskriver hullerne i livets trummerum. En satans god plade. Sådan en, der giver livsglæde og gejst. Og lyst til at arbejde lidt mindre.
Digtere plejer nu engang at skrive deres poesi på papir, så når de i stedet vælger at skrive den i cd’ens plastic, ja, så gør de det jo nok af en årsag. Årsagen for Marius Nørup-Nielsen har givetvis været at tilføje en ny dimension til sin lyrik, men det lykkes desværre sjældent på Ka’ du lege!?.
I en tung sky af futuristisk, elektronisk synth og et væld af beatvarianter byder K-liir op til dansksproget rap med fokus på splittelse, tristesse og klassisk rap-aggressivitet. Et overraskende godt bekendtskab.
Musikken er fra New York. Vokalen fra Sønderborg. Hvad mon Birthe Rønn siger til den form for integration? TÃ¥lt ophold? Asyl? Tja, det er godt, at Sune Rose Wagner har sit rødbedefarvede pas, sÃ¥ man undgÃ¥r, at pladen ender i Sandholmlejren (selvom de sikkert kunne trænge til lidt god musik). The Raveonettes pÃ¥ dansk? Tja, det lyder lidt derhenad, men sÃ¥ alligevel ikke”¦
Danske Superhabit udgiver nu deres anden selvfinansierede ep. Og sandsynligheden for, at en tredje ep kommer til verden på samme måde, er overhængende stor, hvis ikke bandet finder et mere personligt udtryk. Musikken er hinsides det middelmådige, og teksterne – de er endnu værre.
“Med klynk skal klynk bekæmpes,” virker til at være Turpins indgangsvinkel til deres selvproklamerede opgør med klynkerocken. Det virker dog ikke sÃ¥ overbevisende som ønsket, og i stedet bliver man hurtigt irriteret over de brokfyldte tekster. Der mangler simpelthen substans pÃ¥ En ny start.
Plutos nye albumtitel er noget pjat. Bandet ved bestemt godt hvorhen. De har godt fat i sproget, og de dansksprogede tekster er altid i front med instrumenterne længere tilbage i rækkerne. Samtidig vil de gerne lave nogle radiohits og nå ud til et større publikum.
Siku har glemt støjen i deres dansksprogede støjpop, der desværre domineres af ikke specielt velfungerende ballader. Manglende stemmepragt hos sangerinden og uheldige forsøg på at skrive poetiske tekster hjælper ikke på helhedsindtrykket.
Hvor er det skønt at få afkræftet sine fordomme om dansksproget musik! Men Kå er også helt sin egen; selv kalder de det indiefolk, vi kan bare nøjes med at konstatere, at det er forbandet godt. Deres debut emmer af en særlig kraft og elegance, og symbiosen af tekst og musik er overordentlig vellykket.
Intet nyt er godt nyt, og på Solsort og forstærker er der bortset fra lidt elektrisk guitar intet nyt at melde. Olesen-Olesen leverer med andre ord for sjette gang et godt bud på årets danske plade.
Det er ikke lang tid siden, Rhea Sylvia sidst blev anmeldt af Undertoner, men her er altså ord med på vejen til endnu en upåagtet demo med personlig kaffe-elektronisk pop.
Et snapshot af familien Auditorium med venner og bekendte? Ja, men hvad skal Leonard Cohen ret beset blandes ind i det for? Her er skidt og kanel, som der uvægerligt vil være det med så mange musikere under samme tag, men først og fremmest efterlyses her en dybere mening bag konceptet.
Det virker, som om Tobias Trier finder hjem på sit tredje album. Hans nye, mere dæmpede stil klæder både hans tekster og vokal.
Tæt på pop, tæt på poesi, tæt på virkeligt, tæt på kynisk og tæt på idyllisk, men mest af alt: tæt på perfekt!
