Tag - Deerhoof

Plader

Deerhoof: Actually, You Can

På deres 18. album beviser amerikanske Deerhoof endnu engang, at de er et grænseløst eksperiment balancerende på forståelsens rand. Lige dele galt og genialt tilsat et skvæt af noget dybt irriterende. Dog mister de aldrig smagen af det fundamentalt fascinerende.

Plader

Deerhoof: Breakup Song

Deerhoofs 12. plade, Breakup Song, er sprængfyldt med indtryk og udfordrer øregangene med sær, intens, voluminøs, men samtidig både fascinerende og smuk avantgardepop.

Plader

Deerhoof: Deerhoof vs. Evil

Deerhoof opruster på deres 10. studiealbum. Heltekappen vævet af eksperimentel pop, lillepigesang og skæv charme er svunget over skulderen og blafrer stolt, mens team Deerhoof styrer direkte mod toppen af (avantgarde)poppen.

Nyheder

Deerhoof til Pop Revo

Den århusianske musikfestival Pop Revo har netop meddelt, at de amerikansk/japanske artrockers og anmelderdarlings Deerhoof spiller til festivalen. Ud over Deerhoof får festivalen, som sidste år bød på en fantastisk koncert med Caribou, blandt andre også besøg af Owen Pallet og danske Thulebasen. Deerhoof, med den karismatiske, japanskfødte forsangerinde Satomi Matsuzaki i front, udgiver 24. januar albummet Deerhoof vs. Evil, som vi inden for en overskuelig fremtid selvfølgelig anmelder her på siden. Pop Revo løber af stablen den 29.-30. april på Voxhall, og du kan læse meget mere om festivalen og de optrædende her!

Nyheder

Hør sangene fra Deerhoofs nye album

Deerhoof har det med at markedsføre deres albums på særegne måder. På det sidste, Offend Maggie, valgte de at lave en musikvideo til hvert eneste nummer. Til deres nye album, Deerhoof vs. Evil, har de tænkt sig at udgive et nummer ad gangen på diverse musikblogs og -hjemmesider indtil udgivelsen 25. januar på Polyvinyl. Der er 12 numre og indtil videre er to af dem frigivet. Det tredje, “Behold a Marvel in the Darkness”, er just blevet frigivet på Beat Magazine fra Australien. Selvom nummeret starter ret ligefremt, er der nu ikke så meget ændret i Deerhoofs lyd, men de er også sådan et band, der har så charmerende og personligt et udtryk, at det ville være synd at ændre på. De to andre numre kan du finde hos Pitchfork og The Guardian, og du kan følge med i udgivelsesplanen på denne hjemmeside dedikeret til det nye album.

Plader

Deerhoof: Offend Maggie

Der er sket noget med Deerhoof. De har fået noget presseopmærksomhed, og nu går de i en retning, hvor det er muligt at få mere. De er stadig outreret avantgardepop a la Animal Collective, men de er blevet lidt pænere i kanten. Alligevel synger Matsuzaki stadig lige legende og naivt, og det bliver aldrig dårligt.

Nyheder

Overskuddet fra det nye Deerhoof-album går til velgørenhed

Overskuddet til det nye Deerhoof-album går til velgørenhed Når Deerhoof sender deres nye album Offend Maggie på gaden 7. oktober, ryger en del af overskuddet på det digitale salg til en velgørenhedsorganisation. Men de kan ikke beslutte sig for, hvilken pengene skal gå til. Derfor kan fans frem til 1. oktober stemme på en af følgende fem organisationer: Why Tuesday? FAIR Peace Action West Z Magazine Læger uden grænser For at stemme skal man bare sende sit bud til deerhoofcharityvote@gmail.com. Det er da en god grund til for en gangs skyld at købe digitalt. Allerede nu kan man i øvrigt høre første single fra pladen “Offend Maggie“.

Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2007 (del 1)

Vi indrømmer det med det samme. Vi har ikke fået det hele med. Der er udgivelser vi ikke har fået anmeldt, som ellers fortjener en masse opmærksomhed. Det er vi kede af. Men hvad skal vi gøre? Samle op på nogle af de vigtigste albums, som vi missede i løbet af året? Så ok da. (17.12.07)Selv om vi altid forsøger at anmelde alle de vigtige udgivelser i løbet af året, er der naturligt nok en række plader, der flyver under radaren, og som derfor ikke får den omtale, som de ellers fortjener. Det forsøger vi hvert år at rette op på ved at lave en opsamling på de albums, som burde have fået opmærksomhed på Undertoner. Derfor har en række skribenter kigget samlingen igennem og hver især har fundet udgivelser, der ikke blev anmeldt, men som stadig er værd at få hørt. Kasper Würtz The Fields debut hos de tyske minimal-pionerer Kompakt bød ganske fortjent på et gennembrud hos såvel kritikere som hos det dansehungrende publikum. Svenske Axel Willner har med From Here We Go Sublime begået et fremragende album, der med sin besynderligt dansable ambient viser, hvordan man kan folde varme, fængende melodier ud af et ellers koldt og inhumant lydunivers. Resultatet er en minimalistisk perle, der minder om Underworld i deres velmagtsdage, minus Karl Hydes maniske lyrik-rablen. Findlay Brown: Separated by the Sea Der er også en del musikhistorie i Findlay Browns fabelagtige debut Separated by the Sea, der visse steder sender hilsener til forbilleder fra såvel den engelske og amerikanske folkscene. Men selv om Nick Drake og Simon & Garfunkel står i kulisserne, er det Brown, der ejer scenen takket være en fornem blanding af skrøbelighed og sangskrivermæssigt overskud. Materialets høje kvalitet og den overvældende skønhed, der generelt gennemstrømmer albummet, giver håb om, at der stadigvæk er værdige y-kromosom-bærende mennesker, der kan bejle til den folktrone, som samtidens kvinder har sat sig så solidt på. Anders Hjortkær Christensen Joakim Thåström har spillet punk i Ebba Grön, rock i Imperiet og lidt af det hele i eget navn, senest med det nedtonede pragtværk Skebokvarnsv. 209. Med Sällskapet som nyeste projekt tager Thåström sin lytter med på en foruroligende, dekadent rejse forbi kolde industrikvarterer og fortågede havneknejper, og hele herligheden lyder som en afdæmpet krydsning af Suicide og Einstürzende Neubauten. Den selvbetitlede debut er underspillet og aldeles fremragende. Lasse Dahl Langbak The Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters Hvis man ikke er blevet blæst omkuld af et album i 2007, har man næppe hørt The Twilight Sad. For deres debutplade, Fourteen Autumns and Fifteen Winters, kan med sin voluminøse kraft, der ligger bag de dramatiske rockhymners støjende udladninger, banke alt i jorden. Og så er James Grahams lyriske fremførelser om barndomsårenes mørkere sider ikke bare intense som bare fanden – de bliver sågar ytret på et klingende skotsk, der emmer af en sjældent hørt autenticitet. Brølstærk debut. Noise pop er bare et af de genremærkater, der er blevet smækket i nakken af Deerhoof. Med udgivelsen af Friend Opportuniy skal der imidlertid sættes en streg over noise, mens pop bør skrives med større typer. Efter at guitarist Chris Cohen har forladt bandet, er guitarstøjen nemlig stort set sløjfet. I stedet har de tre resterende medlemmer udgivet en umiddelbar og fængende plade, hvor Satomi Matsuzakis lillepigestemme boltrer sig blandt groovy rytmer, tunge riffs og en række synth-effekter, som atter gør Deerhoof til et herligt, uforudsigeligt bekendtskab. Peder Bo Jørgensen Electrelane: No Shouts, No Calls Electrelane, der for nyligt annoncerede, at de holder pause på ubestemt tid, udsendte i foråret deres foreløbigt sidste skud fra støjrock-pigepop-pistolen.Ikke noget øresønderrivende brag, men derimod et rigtig fint “plop” på den rigtige side af smertegrænsen. No Shouts, No Calls er mere pop end støj, og udover at være det sidste Electrelane album er det også det bedste. Dette står klarest på “The Greater Times” og “To the East”, men også med de finurlige “Saturday” og “Cut and Run” som højdepunkter. Mads Jensen Som det fremgår af anmeldelser og lister, kan vi på Undertoner godt lide Yeah Yeah Yeahs. Derfor er det også ærgerligt, at de kun velsignede os med en ep, i stedet for et fuldlængdealbum i 2007. Til gengæld er det bedre at få en god EP end ingenting. Og Is Is er en god ep. I ånd og energi lægger den sig faktisk tættest op af den selvbetitlede debut. Den er rå som tatar og energisk som Anders Fogh på sin morgenløbetur. Hverken i musikken eller udgivelsesfrekvensen er der således noget, der tyder på, at Yeah Yeah Yeahs skruer ned for energien, og tak for det. Jeppe Fly-Kristensen LCD Soundsystem: Sound of Silver Forførende beats og henslængte arrangementer parres i en suppedas af programmeringsmusik, der måske er ved at nærme sig pop, men alligevel er meget mere end det. Discopunk, dansabel el-rock eller synth-pop, kald det hvad du vil; LCD Soundsystem finder inspiration i U2 rock, Kraftwerk keyboard og Bowie avantgarde, og ender ud i en hybrid af en plade, der på mange måder er svær at genrebestemme, men pokkers dragende. Faktisk er det småt med dårlige numre på Sound of Silver og selv om James Murphy, hovedpersonen bag projektet, måske ikke har en ny “Daft Punk Is Playing at My House” i ærmet, føles pladen pokkers holdbar. Har man først tændt stroboskoplyset, skal man på ingen måde gå uden om Sound of Silver, for det er en meget homogen danseplade.