Tag - Devendra Banhart

Tirsdag havde mange forladt Roskilde Festival til fordel for Devendra Banhart i København. Her viste han, at han både formår at spille rocket, sjovt, sært, psykedelisk og rørende. I hvert fald i koncertens første to tredjedele.

Ja, vi har vist ikke skrevet om det her på Undertoner, men Devendra Banhart udgiver jo sit sjette studiealbum den 27. oktober. Det kommer til at hedde What Will We Be og bliver hans første plade på Warner. Men skiftet til et af de multinationale selskaber har nu ikke betydet noget for hans lyd. På hans Myspace kan man høre numrene “Angelika” og “Baby”, og herunder kan man se den første video til nummeret “Walillamdzi”, og det lyder alt sammen så normalt, som Banharts musik nu kan blive. Her er en trackliste for What Will We Be: 1. Can’t Help but Smiling 2. Angelika 3. Baby 4. Goin’ Back 5. First Song for B 6. Last Song for B 7. Chin Chin & Muck Muck 8. 16th & Valencia, Roxy Music 9. Rats 10. Maria Leonza 11. Brindo 12. Meet Me at Lookout Point 13. Walillamdzi 14. Foolin’

Folkens hippie-kronprins er klar med sit femte album, og det er mindst ligeså charmerende og skizofrent, som man kunne håbe på. Han afslører også en ny, mere følsom side, der kun gør hans musik mere vedkommende.

Devendra Banhart har inviteret en flok musikalske legekammerater med på sin nye plade. Resultatet er et mere psykedelisk rocket album i forhold til de nedtonede, simple blues-numre på de foregående albums. Men det er Banhart ikke blevet mindre sær af.

Samfundsudviklingen og ikke mindst dens hastighed forandrer konstant vaner og traditioner. Men der er bare nogle ting, der ikke kan pilles ved – eksempelvis mediernes juletraditioner: Enhver sportsredaktion med respekt for sig selv kårer årets største sportspræstationer. Enhver tv-station med respekt for sig selv opsummerer mellem jul og nytår, hvad den royale familie fik tiden til at gå med, mens apanagen rullede ind på kontoen. Ethvert musikmagasin med respekt for sig selv udnævner årets bedste plader. Eller gør det? For er det egentlig respektfuldt eller -løst at rangordne plader og sige, at plade A lige præcis var to pladser bedre end plade B? Hvordan kan man overhovedet holde en garagerock- og en ambient-plade op imod hinanden og udråbe én af dem som vinder? Nogen vil måske spørge, om det ikke netop er dét, Undertoner gør hver eneste dag ved at sætte karakterer på de plader, vi anmelder – altså at gøre noget så udefinérbart og ikke-målbart som musik til genstand for en opmåling. Til den anke er der kun at svare: ja. Men i de daglige anmeldelser er det den enkelte plade, der bliver bedømt. Måske sammenligner anmelderen den med andre plader inden for samme stilart, men hun holder sig fra at lægge freak-folk i den ene vægtskål og old school-hiphop i den anden. De enkelte karaktergivninger forholder sig altså aldrig til hele den øvrige produktion af plader i løbet af året, men til albummets kvalitet i sig selv. Kunne man så ikke lave listen over årets bedste plader på andre måder? Helt sikkert. Vi kunne for eksempel lade være med at nummerere pladerne med tallene 1 til 20 og bare lade dem stå i alfabetisk rækkefølge. Vi kunne også droppe at lade hver enkelt anmelder komme med en årsliste for i stedet at lave en liste over de plader, der fik høje karakterer i løbet af året. Men her ville vi løbe ind i det “problem”, at nogle plader faktisk viser sig at falme, når der er gået et halvt år, og måske ikke længere helt fortjener den karakter, de fik. Samtidig vil den model fjerne muligheden for, at Undertoners redaktion kan udtale sig som et fællesskab. Uanset indvendingerne har vi valgt at lave traditionelle årslister med alle disses styrker og svagheder. Og igen i år er en række plader blevet forment adgang til listen på trods af førstepladser hos en af skribenterne: Oneida: The Wedding, Jaga Jazzist: What We Must og Tunng: Mother’s Daughter and Other Songs. Se kommentarer til nogle af de plader, vi ikke nåede at anmelde i 2005, i vores opsamlingsheat. Vinderen af den danske liste var særdeles suveræn, mens den udenlandske liste blev meget tæt. De 22 skribenter, der stemte på udenlandske plader, valgte intet mindre end 110 forskellige udgivelser, og det gjorde resultatet temmelig uforudsigeligt. Eller gjorde det? Det må vi nok hellere lade være op til læserne. Her er de i hvert fald: 10 danske og 20 udenlandske plader som Undertoners redaktion i fællesskab har vurderet som årets bedste udgivelser. De danske 10 Lack: Be There Pulse 9 Spleen United: Godspeed into the Mainstream 8 Olesen Olesen: Solsort og forstærker 7 Manual: Azure Vista 6 The Raveonettes: Pretty in Black 5 Jens Unmack: Vejen hjem fra rock’n’roll 4 I Am Bones: Wrong Numbers Are Never Busy 3 Figurines: Skeleton 2 Diefenbach: Set & Drift 1 Mew: And the Glass Handed Kites De udenlandske 20 Depeche Mode: Playing the Angel 19 Earth: Hex or Printing in the Infernal Method 18 Kaiser Chiefs: Employment 17 Boards of Canada: The Campfire Headcase 16 The Mountain Goats: The Sunset Tree 15 Clap Your Hands Say Yeah: s.t. 14 New Pornographers: Twin Cinema 13 Caribou: The Milk of Human Kindness 12 Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn 11 Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary 10 Rufus Wainwright: Want Two 9 Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better 8 Devendra Banhart: Cripple Crow 7 Broadcast: Tender Buttons 6 (Smog): A River Ain’t Too Much to Love 5 Okkervil River: Black Sheep Boy 4 Animal Collective: Feels 3 Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now 2 Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning 1 Sufjan Stevens: Illinois

Toumani Diabeté, Ballroom, 12.30 Den ydmyge og imødekommende koraspiller Toumani Diabeté gik alene på scenen på Ballroom og fik en stormende modtagelse af et forventningsfuldt publikum. Ikke desto mindre indledte han sin koncert, som om vi ikke anede, hvem han er. Han fortalte om sin slægt (hvor der er rigtig mange koraspillere, Diabeté er således 21. generation!), om koraens opbygning med en kalabash som resonansrum, en hals og strengene, der spilles med tommel og pegefinger på hver hånd, om dens tre oktaver m.m. Med et smil på læben afsluttede han den pædagogiske intro med et »yes, it’s a crazy job« og demonstrerede derefter koraens mulighed for på én gang at spille både baslinje, akkompagnement og improviseret melodilinje. Koncerten rummede alt – fra det meditative og tænksomme, over det blidt vuggende til det vildt rykkende. Stille sad virtuosen med lukkede øjne, som i sin egen verden, og forførte os – upåvirket af publikums jubel over tekniske finesser – med smukke melodier, opfindsomme bas-ostinater og medrivende improvisationer. At musikkens verden er kosmopolitisk, var denne koncert et klokkeklart eksempel på. Først benyttede Diabeté en basgang som taget ud af en gammel Robert Johnson-sang, dernæst satte han publikum i gang med at klappe en rytme, som hov! – var i 5/4! Så godt som al afrikansk musik er 4/4, så hvad var nu det? Det var såmænd en fortolkning af Paul Desmonds gamle jazzklassiker “Take Five”. Fusionen af Vesten og Afrika blev fuldbyrdet, da Diabeté efter ca. en time inviterede et par familiemedlemmer og en dansk guitarist, hvis navn jeg ikke fangede, på scenen. Den rytmiske appel steg betragteligt, og folk, der ellers havde ligget ned og nydt musikken, kom på benene og lod sig rive med. Denne koncert gik på jublende vis op i den berømte højere enhed, men faktisk blev det hele skudt i gang af Diabetés umiddelbare glæde over musikken og mødet med publikum – en så ligefrem glæde og ærlighed, at mange kunstneriske wannabes på denne festival sagtens kunne lære noget. (JOM) Devendra Banhart, Pavilion, 16.00 Devendra Banhart er en hippie på godt og ondt. I bar overkrop og med langt hår og skæg spillede, sang, dansede og fjollede han sig igennem en overraskende rocket koncert, der var skiftevis medrivende og halvkedelig. Devendra Banhart er et interessant navn på den internationale musikscene og derfor også på Roskilde Festival, men den helt mindeværdige musik var han ikke i stand til at fremføre. Underholdningsværdien var dog god. Teltet omkring den lille Pavilion-scene var lørdag eftermiddag mere end fyldt med hovedsagelig to slags festival-gæster: Små indie-piger med et forelsket blik i øjnene og lidt større indiedrenge med skæg og flannelsskjorter. Alle som én var de begejstrede for Banharts veloplagte og næsten overgearede optræden, men de var måske også en anelse overraskede over musikken. Devendra og hans backingband med medlemmer fra folk-gruppen Vetiver havde nemlig valgt at nedtone mange af de stille numre fra den populære Rejoicing in the Hands og spillede i stedet en hel del rhythm blues-agtig rock. Det fungerede udmærket, men meget af det nye sangmateriale var ikke helt så stærkt, som man kunne ønske sig, og det holdt derfor ikke hele vejen. Det største øjeblik var vel også, da der blev fremført en forrygende udgave af Lauren Hills “That Thing”, samt måske da en ellevild Devendra Banhart forsøgte at kravle ind over hegnet for at give et ekstra ekstranummer, selv om konferencieren havde sagt, at det var slut. Det lykkedes ikke, men publikum elskede ham for det, og det var vist også det vigtigste den eftermiddag. (PH) Mikael Simpson & Sølvstorm, Odeon, 21.00 Det var overvældende for Mikael Simpson at spille på Odeon lørdag aften. Man kunne tydeligt se det på ham, og han sagde også flere gange, at koncerten var noget særligt. Men nervøsitet var der ellers ikke spor af – han virkede oprigtigt glad for at være sammen med os andre, og som koncerten skred frem blev det også en overvældende oplevelse for os andre. Det kan godt være, at Simpson ikke laver de store forkromede melodiske mesterværker (det forhindrer os nu ikke i at synge med alligevel…), men til gengæld skaber han en særdeles stemningsfuld musik, der flere gange i løbet af en koncert, kan få de små nakkehår til at rejse sig. Allerede fra koncertens begyndelse, hvor Simpson alene med synth’ens sav-lignende lyd ved sin side konstaterede, at han ikke har spor at sige, og »det siger jeg så, så højt det nu kan bli’e«, var vi på sporet af noget stort. Han sang fantastisk; lyden var for at sige det mildt pissegod; og publikum var lydhøre. Da bandet satte fut under det kölnertechno-inspirerede beat og dissede Pia Kjærsgaard, var der ingen vej tilbage: Festen var i gang. En fest der på trods af al sin rytmiske hoppeappel, alligevel rummede de smukkeste, følsomme passager. De store øjeblikke var utallige – den langsomme og rugende opbygning af “Set det ske”, da resten af bandet efter den inderlige indledning faldt ind med fremragende leadguitar; den smukke afslutning på linjen om at »Christiana det husker, Christiansborg glemmer«, der blev lavet om til noget i retning af »M siger tak, fordi I kom« – og ikke mindst ekstranummeret “Det sommer” med Simpson alene sammen med kölnerbeatet, sin mundharmonika og løsslupne selvlærte dansetrin! En stor aften sammen med et stort talent. (JOM) The Raveonettes, Arena, 23.30 Der er ingen tvivl om, at Raveonettes efterhånden er blevet et stort band. Måske endda for stort til Danmark. Lørdag aften gav Sune Wagner og Sharin Foo i hvert fald en yderst professionel og velspillet koncert, men de valgte samtidig at snakke engelsk mellem numrene. Now what’s up with that shit? Fra første færd var det tydeligt, at Raveonettes er blevet et bedre band, også i live-situationerne, siden de sidst besøgte Roskilde-festivalen i 2003. En mur af vellydende støj rejste sig fra starten af koncerten og lagde sig først igen, da publikum forlod teltet. Det pyntede i den grad på musikken, og man må imponeres over den dygtighed, bandet efterhånden fyrer deres sange af med. En endnu større forskel fra den sidste koncert var dog, at Raveonettes nu har tre plader bag sig og kan byde på langt større variation. Numrene fra de tre plader blev også blandet fint sammen og supplerede hinanden glimrende. Alligevel følte bandet måske, at de lige skulle gøre noget ekstra, og det skete så, meget passende, i ekstranumrene. Steen Jørgensen fra Sort Sol kom på scenen sammen med bandet og sang to numre, hvoraf det sidste var en forrygende version af Velvet Underground-klassikeren “Waiting for My Man”. En god afslutning på en ret så glimrende koncert. Eller, musikken var der i hvert fald ikke noget at udsætte på. Til gengæld må den næste opgave for duoen være at blive noget bedre til at interagere med publikum. Lørdag aften var der nemlig ikke den store kontakt mellem folkene på scenen og dem foran den. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have løftet koncerten fra glimrende til fremragende. Måske om to år. (PH) Four Tet, Pavilion, 00.00 Har man opholdt sig bare lidt på festivalens scene for elektronisk musik, Metropol, kender man sikkert opskriften: Hvis en musiker kommer ind på scenen med to laptops og en sampler, står han roligt foroverbøjet gennem hele koncerten, mens han en gang imellem klikker lidt med musen. Ved midnatstide havde engelske Four Tet (alias Kieran Hebden) fået lov at entre naboscenen Pavilion, der er helt anderledes intim end den store Metropol-scene. Men det var næppe scenevalget, som gjorde, at Hebden leverede et show, der brød med alle laptop-konventioner. Nok stod han foroverbøjet, men han var i konstant bevægelse – hvordan skulle han også kunne andet med den musik, han tryllede frem? Oven på bølgende basgange og fængende, funky guitar-rundgange konstruerede Hebden bækkensmældende beats med hiphop-inspirationer (ikke ulig dele af Caribous The Milk of Human Kindness-plade), og de var så intenst groovy, at der var dømt fest fra første øjeblik. Det hjalp bestemt på feststemningen, at Hebden ikke var karrig med de tre højdepunkter “Spirit Fingers”, “She Moves She” og “As Serious as Your Life” fra 2003-albummet Rounds. Det fantastiske ved Hebdens show var, at disse kendinge kortvarigt blev afviklet i de kendte udgaver, hvorefter den smilende englænder improviserede sig ud af et væld af afveje lige fra krautrock-passager med bumlende trommer til minimalistisk fusionsjazz. Hebden balancerede på imponerende vis sit show: De folk, der kom for at høre kendte numre, fik lov at smage genkendelsens sødme, når Hebden vendte tilbage til udgangspunktet efter endnu en kantet improvisation – og samtidig fik de opdagelystne deres behov mere end almindeligt godt dækket. Ja, selv støj-fans fik deres portion, da “As Serious as Your Life” endte i fræsende 8-bit-anarki a la DAT Politics. Og så måtte han pludselig hive stikket ud – ellers havde han (og vi) nok stået der endnu. (MA)

Fra nu af vil Undertoner hver måned sætte tre anmeldere til at levere tre anbefalinger ud fra et givent tema. Første ombæring af <em>Undertoner anbefaler</em> er helt aktuel og skuer frem mod den forestående Roskilde Festival - og den bærer præg af, at et legendarisk støjrockband fra New York kommer forbi.