Den danske duo Blue Foundation har på deres seneste plade, Silent Dream, bevidst valgt at gøre op med fortidens elektroniske drømmepop. Det er der kommet en udmærket skæring ud af, som byder på interessante, men også til tider lidt for usammenhængende, eksperimenter.
Danske Collider giver på sin debutplade et både eklatant og formfuldendt bud på euforisk støj-rock, og bør falde på et lunt sted hos de støj-elskere, der værdsætter uovertruffen pop-sensibilitet
Byd din grå decemberweekend velkommen med nummeret ”Say, Can You Hear” - seneste singleudspil fra den canadiske drømmepop-trio Men I Trust.
Empress Of er tilbage med et nyt album, der med sine sprøde, sommerlige danserytmer og stærke vokale præstationer markerer sig som et af de bedste albums i 2018.
Drømmepopperne i Still Corners er tilbage med deres fjerde studiealbum. Det er desværre en kedelig affære, kun momentvis løftet af højdepunkter i form af enkelte sange.
Nogle gange kan man simpelthen ikke lade være med hovedkulds at forelske sig. At give sig hen, fuldstændigt, og uden hæmninger til de følelser, der følger med, når sød musik opstår. Og jeg er forelsket; forelsket i en plade, som er skrevet, spillet og sunget af to engelske teenagepiger på 19 år. Forelsket i et album, der med sine vidunderligt varierede numre perfekt fanger de store følelser blandet med den ekstreme skrøbelighed, som findes i alle unge på dette forvirrende tidspunkt i livet. Jeg er forelsket i det vanvittige bandnavn, Let’s Eat Grandma, og jeg er forelsket i deres anden plade, I’m All Ears.
Blonde Redhead kom meget ujævnt og usammenhængende fra start, men fik igennem koncerten tag i både musikken og det meget lille publikum. Det gjorde de ikke mindst takket være en fremragende lysmand.
Beach House ryddede sidste år op i deres bagkatalog med B-sides and Rarities, men er allerede i år vendt tilbage med en af deres bedste plader til dato.
Blue Foundation har udviklet sig mod det endnu mere atmosfæriske og elektroniske, hvilket har gjort dem væsentligt mere afdæmpede end da de manifesterede sig omkring årtusindskiftet.
»It's exactly like a dream...« Det danske kaninmaske-enmandsband er tilbage med et smukt album fyldt med drømmende pop med stærke omkvæd og længselsfulde guitarer og synthesizere.
Seattle-kvartetten med de feministiske budskaber og hang til drømmende indierock og postpunk imponerer på nyt album, som er fyldt til randen med æteriske ørehængere og Julia Shapiros ærlige, ekspressive vokal.
Bat for Lashes udgiver fjerde fuldlænge og fordyber sig fuldstændigt i sit univers af ung og uforløst kærlighed.
Der er ikke sket den store ommøblering af Beach Houses magiske drømmeunivers. Men hvad gør det, når den velkendte lyd aldrig før har været så raffineret og delikat som på Depression Cherry? At lytte til dette album er som at se et fyrværkeri i slowmotion. En oplevelse der aldrig bliver anstrengende eller søvnig, men som tager dig med til en hypnotisk drøm af vellyd.
Hey Elbow er et indadvendt band, og det endte med at blive deres store hæmsko under koncerten på Rising. Det sparsomme publikum blev hurtigt ukoncentreret under denne koncert, der aldrig nåede et egentligt klimaks.
Så er det muligt at fange det kommende album What Is This Heart? fra den amerikanske R&B-kunstner How to Dress Well, selvom der endnu er nogle dage til udgivelse. Albummet er lagt ud til streaming.
I løbet af to år kan meget ske. Det må man sande efter at have lyttet til Washed Outs opfølger til 2011-succesen Within and Without. På Paracosm er instrumenteringen mere analogt orienteret og lydbilledet mere konsistent. Resultatet heraf er kreationen af et enormt helstøbt drømmeunivers.
How to Dress Well har udgivet en opfølger til den velanmeldte debutplade, Love Remains. Den "svære toer" er lige dele mekanisk trommemaskine og inderlig skønsang. Formår projektet at leve op til den stærke debut, eller skal albummets titel forstås mere bogstaveligt, end kunstneren selv mener?
