Januar startede koldt med nyheden om Jay Reatards død, men heldigvis har måneden også bragt gode oplevelser.
Til midnatsmesse i Lille Vega. Husk ørepropper.
Tim Gray udgiver under navnet Ethernet et album, som du kan lytte til som normal musik. Eller gør som denne anmelder: Luk øjnene og meditér!
Omkring 100 udvalgte blev en helt almindelig søndag aften en del af Fuck Buttons støjinferno. Stearinlysene blev blæst ud af decibelbassen, stroboskoplyset blitzede, ja, der var næsten en lille smule af helvede på jord.
Denne skive kræver en kærlig hånd. En kontemplativ stund, hvor man dissekerer den fuldstændig og med et kirurgisk indgreb adskiller de plagende tumorer fra den innovative organisme, således at der stadig er håb for patienten.
Grundlæggeren af det finske pladeselskab Fonal understreger selv, hvorfor man bør kigge tværs over Østersøen efter noget af det bedste og mest interessante musik, der overhovedet udkommer for tiden.
De kutteklædte mørkemænd i Sunn 0))) har begået karrierens mest detaljerige, gennemførte og (måske) bedste plade, der for første gang viser tegn på opklaring bag de dommedagssorte skyer.
Her i foretagendet gik vi rimelig meget amok over engelske Fuck Buttons’ debutalbum, Street Horrrsing, der udkom sidste Ã¥r.
Fuck Buttons besigtiger et eventuelt nyt bandmedlem
“En lang blanding af infernalsk støj …
Med sorgfuldt dirrende cellotoner som nøglepunkt fremmaner múms cellist et fornemt varieret og samtidig meget konsistent album, hvor de melankolimættede og dog luftige lydlandskaber gør det vidunderlige: hager sig fast i lytterens følelser.
Det italienske postrock-band Giardini di Miròs guitarist, Jukka Reverberi, søger nye fællesskaber med en ligesindet i duoen Bastion. Her udforsker de et dystert og mørkt spændingsfelt mellem droner og støj med indfald af abstrakt jazz.
Chasing Eudaimonias deput-ep byder på forførende psykedelisk drone med sfærisk kvindevokal, der udfolder sig for mine ører og resulterer i et dystert, dæmonisk og dragende drømmesyn. Dacapo.
Undertoners bud på de bedste plader fra ind- og udland i 2008. Et år uden tydelige musikalske tendenser, men med masser af comebacks og spændende musikalske oplevelser. Og en spraglet årsliste, der viser spændevidden i Undertoners redaktion.
Nogle album har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent pÃ¥ Ã¥ret. Det forsøger vi at kompensere for ved denne lille artikelserie, hvor vi hiver plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med pÃ¥ vejen, inden de forsvinder i det næste mylder af nye plader, der allerede er pÃ¥ vej i 2009. Her er anden del af “Plader vi oversÃ¥ i 2008″.
Psykedelisk folk til Århus og København
Da Ben Chasny var med i MTV cribs
Nogen decideret nyhed er det jo ikke, men nu hvor arrangementet er pÃ¥ plads i København, synes …
Engelske Fuck Buttons debutalbum er et semisadistisk samleje. Fristende og sprudlende melodier bliver voldtaget af hÃ¥rdtslÃ¥ende noise. Med et steady beat og pirrende drillerier henføres lytteren i en 50 minutter lang orgastisk ekstase. Seks sveddryppende U’er.
Engelske Rick Tomlinsons melankolske dronefolk er overordentligt velegnet til de sene nattetimer. Der sker ikke voldsomt meget i de nærmest apatiske numre, der bærer præg af både indadvendthed og afklarethed. De 18 minutter er egentlig alt for lidt, men alligevel nok til at lade tankerne fare.
Den seneste udgivelse fra englænderen Jon Attwood under navnet Yellow6 er en massiv udgivelse på over 140 minutter. Indholdet er hans varemærke: glidende og svævende guitarfigurer, der i bedste fald får dig til at glemme tid og sted – og i værste fald får tiden til at gå lidt for langsomt.
Den var der nok næppe nogen, der så komme. Geoff Barrow og co. genopfinder sig selv ikke bare en, men flere gange i løbet af en chokerende god plade, der både overrasker, buldrer, brager og nødvendigvis må havne blandt årets bedste – hvis dét kan gøre det.
Drone-trioen Earth er på trapperne med et nyt album, hvor de har fået lidt hjælp.
Med Shelter From the Ash formår Six Organs of Admittance at skabe mere og mindre vellykket ensformighed på to forskellige niveauer. Fundamentet i deres, skal vi sige, psych-folk-drone er blændende monotont og udstrakt. Ornamentikken i form af især guitarfigurer halter desværre lidt bagefter.
På sit tredje rigtige album har mexicanske Murcof forladt det nedbarberede, rytmeprægede lydbillede og givet sig i kast med klassisk funderet drone med tonsvis af mørke og depressive undertoner. Det er nogle gange imponerende godt, og andre gange præget af, at Murcof ikke helt er på hjemmebane.
Hollandske Machinefabriek har slået sig sammen med den amerikanske cellist Aaron Martin. De har druknet celloen og loopet og knitret sig til en ambient-plade med karakter og blot to numre. Et mørkt, flot bekendtskab, der siver ud i æteren, når pladen slutter.
Fire numre med 54 minutter og 17 sekunders konsekvent eksperimenterende ambient. Panda Bear alias Noah Lennox (Animal Collective) og hans dj-ven Scott Mou præsenterer et selverklæret dansealbum, du med garanti ikke kan danse til.
Med specielle kontaktmikrofoner har danskeren Jacob Kirkegaard optaget Jordens lyde fra den islandske undergrund. Det er der kommet et støjende og detaljerigt album ud af, der gør sig bedst ved høj lydstyrke.
