Tag - dronerock

Med en koncert, de både bød på en sublim lydkulisse og en tour de force udi deres bagkatalog, fremstod sanfranciskanske Wooden Shjips i Loppens lavtloftede, tætpakkede lokale bedre på dansk grund, end de har gjort i næsten 10 år.

Preoccupations tredje studiealbum tager bandet i en retning af et større mere udflydende og fyldigt lydbillede, men desværre er det på bekostning af god sangskrivning og nævneværdige melodier.

I Will See No Moon No Sky er et kontrastfuld album. Det rummer både en kompromisløs tomhed og en larmende grimhed, og Crystal Shipsss følelsesmæssige rutsjetur er bestemt ikke for sarte sjæle.

Den svære toer skuffer ikke i tilfældet The Malpractice. Mass er nemlig sort som en kulkælder, ond som djævlen og pokkers vanedannede, og Gammelby & co. når næsten helt i land.

Telstar Sound Drones første album udgøres af en kontant omgang støjende og indadvendte sange. Magen til veludført og originalt debut skal man lede længe efter, for det er, som om alt falder i hak for de tre musikere her i første forsøg.

Engelske Toy berømmes for deres musik og liveshow, som på en gang er krævende, eksperimenterende og samtidig melodisk tilgængeligt. Lyder det som uforenelige kvaliteter? Så quiz, vind og oplev krautrockbandets potentiale på første hånd.

Plader

Moon Duo: Circles

På bandets andet album har Moon Duo stadig fuzz-pedalerne trådt i bund. Resultatet er svedig syrerock, hvor der dog også findes plads til iørefaldende indslag på en intens og overbevisende plade, der indløser forventningerne næsten uden at træde ved siden af.

På The Black Angels' tredje album har Texas-bandet fundet en lidt mere kompakt og strukturel lyd, uden at det er blevet kedeligt. Pladen indeholder desværre også nogle af de børnesygdomme, som har forhindret det helt store gennembrud.

Danmark må nu bevidne opkomsten af et mutantband, der æder alle. En dybt upersonlig organisk maskine, der siger "skråt op – jeg elsker dig". Nogle vil kalde det "kraut", andre "space"; Svartbag siger ja til det hele og aftvinger Undertoner en nostalgisk hyldest.

The Black Angels viderefører på sit andet album den gennemført psykedeliske mørkerock, de lagde for dagen på den fremragende debut, Passover. Desværre virker det lidt, som om der er gået repetition i dronemaskineriet.

Den japanske trio Boris er igen aktuelle med en samarbejdsplade – denne gang med den japanske koryfæ, Michio Kurihara. Men i modsætning til det tidligere så potente samspil med Sunn O))) er der andre stemninger på spil, og det er desværre ikke kun guld, der venter for enden af denne regnbue.

Det tredje album fra Liars byder på 12 nye gådefulde sange, der spænder fra det rørende smukke til det beskidte og dyriske. Konstant med en vis distance og hele tiden med et smil på læben, der signalerer, at det måske ikke er alt, der er, hvad det giver sig ud for at være.

Pluramons seneste album på Karaoke Kalk er en overraskende uelektronisk affære. Der er langt mellem det nye shoegazerudtryk og den postrockede electronica, som Pluramon ellers er kendt for.

boeger