Tag - dyster

Den 26-årige canadier dykker endnu dybere ned i den jazzede dysterhed på sit både indadvendte og udfordrende andet album.

Den norske ambientmusiker skruer lidt ned for uhyggen, men til gengæld helt op for de kompositoriske ambitioner på sit nye album. Det er glimrende udført, men minimalismen sender det faretruende tæt på at gå i tomgang.

Plader

Pixel: Mantle

Den danske producer excellerer fortsat i knitrende, gnistrende mikrobeats i konstant, kompleks forandring. Men samtidig er Jon Egeskovs fjerde album mørkt og knugende på en anderledes brutal måde end hidtil.

Plader

My Beloved: Soil

Uden at være hverken revolutionerende eller verdensklasse formår københavnske My Beloveds fjerde udspil dog alligevel at være en solid og veludført postrockplade, som sagtens kan sættes på repeat flere gange.

Plader

Crystal Castles: III

Tredje udspil fra Crystal Castles er ikke til at tage fejl af. Det er råt, mørkt og dystert – præcis, som det skal være.

Hun startede med violinen og blev senere grebet af den elektroniske popmusik. For 10 år siden flyttede hun til Berlin og startede sit pladeselskab. Nu kommer hun med endnu en elektronisk udgivelse, der har sine styrker, men desværre ikke imponerer synderligt.

Den tyske ambientproducer afprøver et lidt mørkere udtryk end hidtil, og resultatet er aldeles lytteværdigt. Det skyldes dog snarere melankolien end melodimaterialet.

Cass McCombs er for nedadgående, men heldigvis kun når det kommer til humør og orkestrering. Wit's End er knugende sangskrivning; enkel i lyden, men bestemt ikke i teksterne.

Det andet album fra dubstep-stamfaderen Kode9 og hans faste mikrofonkompagnon, the Spaceape, er særdeles helstøbt – og milevidt fra dubsteppens generelle dødsstivhed. En bastung, surrealistisk dystopi, der kalder til kamp.

Alt er tabt er helt klart Under Byens mest legesyge og eksperimenterende album. Det er ikke bandets stærkeste, men man får en lytteoplevelse af de sjældne, og det er imponerende, så skævt en melodi kan vrides, uden at det kammer helt over.

Herzog, Seneca, Homer og Sartre er bare et udpluk af inspiratonskilderne på Konstantin Groppers andet album – en teksttung udgivelse om den lange vej til stoisk frihed. Men endnu vigtigere: en melodiøs, interessant og dejlig plade.

Cold Cave spiller mørk electropop efter den helt rigtige opskrift: Tilsæt to deciliter Crystal Castles, en deciliter Human League, en knivspids The National og en teskefuld Joy Division. Det lyder godt, men der mangler noget, hvis det rigtig skal smage.

Solus Ipse er en forsagt plade. Og dog. At lytteren intet andet får serveret end en række spartanske klaverkompositioner og en sælsom, poetisk trackliste, gør pladens evne til at fremmane smukke og dystre stemningsbilleder, følelseslandskaber og tankestrømme så meget desto mere betagende.

Instrumental musik noir med gæstevisit fra Current 93's John Contreras stikker sit grimme ansigt frem og griner dig lige op i ansigtet. Støjende guitarer og smertefuldt storladne lyd- og klangflader spredes ud over den sagesløse lytter. Men også i det grimme finder det smukke en sprække at kravle ind i.

Langsom musik er nådesløs. Alle detaljer afsløres, og det gør sig også gældende for Ahabs dystre, folkede musik. Når musikken er bedst, så er det rigtig, rigtig smukt. Når den er værst, så går det hele i stå. Der er desværre mest af sidstnævnte på Ahabs seneste album.